Obs! Dette er en lille kage, som jeg lavede i en 16 cm. springform - den passer til 4-6 personer.
Mandelbund:
50 g. finthakkede mandler
1 æg
60 g. sukker
2 spsk. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 knsp. salt
25 g. smeltet smør
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Sigt mel, bagepulver og salt sammen og vend det i. Vend til sidst mandler og smør i. Bag bunden i ca 15 minutter v. 200 grader (varmluft), i en smurt springform m. bagepapir på bunden. Lad den køle helt af.
Rabarberkompot;
2-3 stængler rabarber
3-4 frosne jordbær
2 tsk. vaniljesukker
1½ blad husblas
Rens rabarberne og skær dem i fine stykker (7-8 mm). Kog dem sammen med jordbærrene og vaniljesukkeret, indtil det er en homogen masse. Blend massen. Udblød husblassen og smelt den i kompotten.
Lav en "form" med kageplast, som er ca 2 cm. mindre end springformen. Stil den på kagen (pres den lidt ned) og hæld den let afkølede rabarberkompot i. Lad det sætte sig på køl.
Citronmousse:
3 dl. piskefløde
½ glas lemoncurd
50 g. hvid chokolade
1 spsk. sukker
1½ blade husblas
Udblød husblassen i koldt vand. Smelt den hvide chokolade sammen med lemoncurd og sukker. Smelt husblassen i til sidst. Pisk fløden til skum og rør først en stor ske flødeskum hurtigt ud i citronmassen. Rør det derefter sammen med lidt flødeskum ad gangen.
Beklæd springformen med ren kageplast og hæld moussen ud over kagen. Bank den hårdt ned i bordet et par gange, for at sikre den er løbet helt ned om rabarberkompotten. Lad den sætte sig på køl i 5-6 timer (eller natten over).
Marengs:
2 æggehvider
70 g. flormelis
(Umiddelbart før servering) Pisk æggehviderne sammen med halvdelen af sukkeret, og tilsæt resten af sukkeret lidt efter lidt. Pisk til det er helt stift og sejt. Sprøjt det ud som pynt på toppen af kagen og brænd med en gasbrænder.