Forleden dag trængte jeg til at lave noget nyt med alt det hakkede oksekød, som vi havde i fryseren. jeg besluttede mig derfor for at bikse et farsbrød sammen.
- Det blev totalt lækkert og især manden var glad for det!
Jeg brugte:
1 dl. havregryn
2 æg
1 dl. tomatjuice (fra den dåse jeg brugte til sovsen)
2 fed hvidløg
3 spsk. frossen, hakket persille
2 tsk. oregano
Salt + peber
500 g. hakket oksekød
1 pk. bacon
Revet ost (jeg brugte en rest mozerella)
Et par lauerbærblade
Resten af dåsen med hakkede tomater
1 boullionterning
2 dl. vand
Bland havregrynene med sammenpisket æg, tomatjuice, knuste hvidløg, og krydderier.
Tilsæt kødet og ælt det godt igennem (fx. 4-5 min. på røremaskinen).
Bred farsen ud på et stk bagepapir og drys osten henover, inden du ruller den sammen som en roulade. Tryk enderne lidt sammen, så osten ikke falder ud, og beklæd rouladen med bacon. Kom rouladen i et fad, stik laurbærblade i og sæt fadet i en forvarmet ovn (175 grader) i 45-60 min.
Efter 20 minutter hældes en dåse tomater over farsbrødet.
Når det er færdigt tages farsbrødet op og tomater og væde hældes i en gryde sammen med bouillonen. Lad det koge op og blend det med en stavblender. Smag til med salt og peber.
Jeg serverede det med nye kartofler vendt i smør og salt, samt spørdampet spidskål - det blev SÅ godt!