Sider

søndag den 26. marts 2017

Michelinkage - eller bare verdens bedste jordbærtærte.

Jeg har vist aldrig fået nedfældet en samlet opskrift på Michelinkagen? Det er altid noget med et link hér og en ændring dér. Ikke mere, nu kommer den i en samlet omgang.



Bund:
125 g koldt smør
175 g mel
3 spsk sukker
1 æggeblomme (gem hviden til fyldet)

Smuldr smør i melet. Tilsæt sukker og æggeblomme. Saml hurtigt og stil på køl en times tid.
Beklæd en tærteform med dejen.

Fyld til bunden:
150 g blødt smør
1 knsp. salt
125 g sukker
200 g revet marcipan
1 æg 
1 æggehvide

God mørk pålægchokolade (jeg foretrækker den fra Løgismose)

Rør sukker, salt og det bløde smør grundigt sammen. Rør marcipan blødt med ægget og æggehviden. Bland de to ting sammen og fordel det over den ubagte bund. Bages 23-24 min ved 180 grader (varmluft). Når du har taget den ud af ovnen placeres pålægschokoladen i et enkelt lag henover kagen. Når det er smeltet smører du det let rundt og lader kagen køle helt af.

Topping:
2½ dl. piskefløde
2½ dl. sødmælk
½ brev Dr. Oetker vaniljekagecreme (eller du er velkommen til at kogevaniljecreme selv - jeg har prøvet 5-6 forskellige opskrifter, og der er ikke nogen der smager lige så godt som denne her)
Vaniljekorn (eller kværnet vanilje)
1 stor bakke hindbær (ca. 150 g.)
500 g. jordbær

Pisk kagecreme-pulcer og sødmælk sammen og lad det stå i køleskabet ca. 20 minutter. Pisk fløde og vanilje sammen til en let flødeskum. Vend det sammen med kagecremen. Hak hindbærrene groft og vend dem i flødecremen. Kom flødecremen ovenpå kagen og kom de rensede jordbær ovenpå.

Opbevares på køl indtil servering.