Sider

fredag den 29. april 2011

Lykken er...

....Når der sidder en kat i vinduet!


... Når man får lov til at grave.

...Når der er nogen der har taget et ben med hjem.

onsdag den 27. april 2011

Lediggang er roden til alt ondt...

Okay, jeg egner mig HELT sikkert ikke til at være svagelig. Kiropraktoren har beordret at jeg slapper af, sørger for at komme ned at ligge (med benene oppe) med jævne mellemrum, ikke løfter ting, ikke bøjer mig frem/ned, ligger is på et par gange om dagen, osv, osv, osv.

Er ved at blive skør af det og Kæresten er på hans side. Har da aldrig før oplevet at få 'skæld ud' over at have vasket op, ordnet vasketøj eller ryddet småting op i stuen. Jeg ved godt at det bare er omtanke, men har altså voldsomt svært ved ikke at måtte ordne tingene, når jeg ser dem...

Nu sidder jeg i stedet og ser Fuglekrigen i Kanøfleskoven, som jeg husker fra da jeg var lille. - Det kommer jeg vel næppe i vanskeligheder for.;o)

*Knæk, knæk, knæk, knæk, knæk*

Ja, jeg har nu fundet en klar nummer et på "lyde som du ikke har lyst til at høre fra din rygsøjle"-listen.
Jeg har været så dum uheldig at komme til at løfte forkert, forleden dag da jeg var på arbejde. Sjovt som man gør tingene hurtigere og uden at gennemtænke det, når man står der med en 4-årig traumepatient...

I hvert fald render jeg nu dagligt til kiropraktoren og kan ellers bare tulle lidt rundt. Kan nemlig ikke hverken stå, gå eller sidde i længere tid af gangen, så jeg er blevet ret så rastløs.
Kæresten er på arbejde, så jeg slapper sammen med hunden (og naboen, som har valgt at lave en Rasmus Seebach-maraton for åbne (!) vinduer.) og nyder det arsenal af frys-selv SunLolly'er, som jeg købte i sidste uge.

Hvis jeg så prøver virkelig meget, så kan jeg næsten fortrænge, at jeg skal tilbage på skolen og gennemføre min svendeprøve fra på mandag af. Så det er jo en super timing med den ryg dér....

Der stod en smuk buket på bordet, da jeg kom hjem med en 'knækket' ryg. Ååårh, altså!

tirsdag den 26. april 2011

Tøse-snaps med hindbær & rabarber.

Kæresten er jo blevet helt bidt af at lave egne snaps og nu har han så kastet sig ud i en, som han loooover at jeg godt vil kunne lide. Umiddelbart lyder det nu også meget godt, så hvem ved; måske bliver jeg en snapse-drikker?



Hvis du vil prøve den selv, så skal du bruge:
5-6 stænger rabarber
2 bk. hindbær
2 spsk. akaciehonning
1 fl. klar snaps

Rabarberne var lidt sure, så vi startede med at snitte dem, og lade dem ligge 20 minutters tid i lidt sukker, hvorefter vi skyllede dem. Det er nok ikke nødvendigt, hvis man venter til juni/juli hvor de er sødere i det.
Dernæst blandes rabarber, hindbær og honning i et stort patentglas, hvor det trækker i ca. ½ time. Herefter tilsættes snapsen.
Så skal den ellers bare stå mørkt og koldt i ½ år, hvor den så filtreres og hældes på flaske.

lørdag den 23. april 2011

"Du som er i Himlen"

Nåmen fordelen ved alle de arbejdsdage er, at jeg får læst nogle bøger.
Fx. har jeg haft et par vagter i både Helsinge og Gilleleje, hvor vi kun har kørt 1-2 ture på en hel 12½-times vagt!
Så er det jo dejligt at solen skinner, så man kan sidde på terrassen med en bog.

De næste par dage bliver det nok bare en lidt bedre en af slagsen, som ryger med i tasken. Jeg havde læst så meget godt om Du som er i Himlen, at jeg helt glædede mig til at læse den, da vi fandt ud af at den skulle være maj måneds bog i Bogklubben.

Desværre synes jeg, at Sabroe skuffer noget så fælt. Bogen er i bedste fald kedelig, men nok nærmere intetsigende. Måske er det bare mig, der igennem de 245 sider ikke formår at forstå hvad det egentlig er, at Sabroe gerne vil formidle? For jeg sad og tænkte at der nok ville komme en helt genial sætning til sidst, som vil binde hele historien sammen og få den til at give mening. Don't hold your breath.

Fra bagsiden:
Der var ingen tvivl. Det var sidste åndedrag. nu skete det.
Jeg ville hjælpe hende over på den anden side. Jeg ved ikke hvor jeg havde det fra. Bøger? Film? Religionstimerne? Bibelen? Alt muligt svindel og bedrag. For hende var der ikke nogen anden side. Der var ingenting.
Men jeg tror på den anden side. Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på Efter. Der er noget Efter. Ligesom der er noget Før. Der er intet der standser. Så skulle Alt blive til Intet. Det er ikke muligt.
Du som er i himlen er et personligt dokument om hvordan Morten Sabroe rejser til New York for at skrive om Hillary Clinton. Med hende som spejl bliver forfatteren trukket ind i den dramatiske historie om den vinternat hvor han sidder ved morens dødsleje i et hus langt ude på landet.
Langsomt oplever Morten Sabroehistorien om en årelang kamp med en mor som var nordisk mester i tårnspring. En stærk kvinde som var forud for sin tid, og som svor at hun intet ville have med kvindearbejde at gøre. En kvinde hvis viljestyrke førte til vrede og isnende ensomhed.
Du som er i himlen er en gribende beretning om hvordan vi på en gang kan hade og elske, rase og tilgive, og hvordan vi først med pistolen for tindingen, forstår vigtigheden af at få sagt, hvad vi virkelig føler, inden det er for sent.

tirsdag den 19. april 2011

Påskeferie, eller......

Nåmen der bliver nok lidt stille her på bloggen henover påsken.

- Og det er desværre ikke fordi jeg ligger ude i solen og slapper af med en god bog; næ, de næste 8 dage skal jeg arbejde en hel del. Lidt hurtig hovedregning siger knap 80 timer, så der bliver nok at se til.


Når den arbejdspukkel er overstået, så skal jeg heldigvis 'belønnes' lidt - jeg skal nemlig til Fyn sammen med min skønne kæreste. Vi bliver 8 mand m/k i alt, og vi skal spise god mad, drikke endnu bedre rødvin og bare slappe af og hygge til den helt store guldmedalje!

Hvordan skal I bruge påsken?

søndag den 17. april 2011

Atju!

Ja, nu ved man af foråret for alvor er kommet: mine ører klør og min næse og øjne løber - ja, det er blevet sæson for birkepollen!

Jeg nappede en pille med antihistaminer i morges, men jeg havde lykkeligt glemt bivirkningerne ved sådan en: træthed. Ikke bare almindelig pyha-jeg-har-været-på-arbejde-hele-natten-træthed, men den der bundløse træthed, som gennemsyrer en fuldstændig. Heldigvis skulle Kæresten på nattevagt i aften, så jeg kunne hoppe ind i sengen sammen med ham, da han skulle have en middagslur - helt uden dårlig samvittighed.:o)

Glæder mig godt nok til at birken aftager lidt...!

fredag den 15. april 2011

Er der noget bedre?

.... End at komme på arbejde om morgenen, hvor man føler sig frisk og veludhvilet og når man møder den første kollega siger han "Wauw du ser smadret ud - var det en hård nattevagt?".?

mandag den 11. april 2011

Omkring Bogudfordringen.

Jeg deltager jo i Bogudfordringen igen i år, men allerede da vi valgte emnerne til de forskellige måneder, besluttede jeg mig for at stå over i april og juli.
Jeg er kommet frem til, at jeg er færdig med at læse bøger af 'tvang', da det at læse tjener som et fristed og afslapning for mig.

I stedet er jeg lige blevet færdig med at genlæse Havfruen, så jeg nu kan tage fat i Fyrmesteren, uden at skulle sidde og tænke "hvordan var det nu det var?".
- Er også noget mere spændende end 1800-tals litteratur!;o)

lørdag den 9. april 2011

Tillykke med fødselsdagen, Mormor

I dag ville min mormor have fyldt år og dele af indlægget er derfor hvad jeg tidligere har skrevet om hende. Hun døde for snart 4 år siden, 92 år gammel og jeg havde derfor ikke mange år sammen med hende, efter jeg selv blev "rigtig" voksen.

Selvom hun døde på Hvidovre Hospital og hele det forløb fyldte ret meget, så husker jeg hende slet ikke som udmagret og gennemsigtig, Nej, min mormor var både stærk og sej. Igennem hele min barndom passede hun både mig og mine to søstre nærmest ugentligt, og vi fik derfor et meget tæt forhold til hende, ift. vores andre bedsteforældre.
Det var hende der tog os med i Tivoli, hvor hun købte et turpas til os hver og satte sig på en bænk i skyggen. Så løb vi ellers rundt og kom tilbage til hende, for at fortælle om hvad vi havde oplevet, få penge til snold eller holde 'opsamling'. Sådan en Tivolitur sluttede når Mormors pung var tom - klog af skade købte hun altid klippekort, så vi var sikre på at kunne komme hjem igen; ellers var billetpengene sikkert også røget til is eller bolcher, der var nemlig ikke nogle smalle steder hos Mormor.

Det var også sammen med Mormor vi gik i Antikvarboghandleren. Ligesom jeg og min mor havde Mormor en stor kærlighed til bøger og vi læste altid meget; som små læste hun op for os og sidenhen sad vi hjemme i hendes lille 2-værelses i Hvidovre og gnavede os igennem De 5, Puk og Troldepus.
I samme lejlighed spiste vi slik én masse (faktisk var slikskabet placeret i det store skab som jeg har arvet) og is indtil vi fik mavepine. Søster er stadig rekordindehaver for 72 is på en weekend! Som Mormor sagde, så "er det jo bare vand". Jeg er ikke helt sikker på, at moderne diætister og kostvejledere vil være enige med hende.;o)

Det er nogle år siden at hun døde, men jeg kan stadig hendes telefonnummer udenad. Eller tænker " det må jeg fortælle Mormor". Og når jeg så - et splitsekund senere - kommer i tanke om at hun ikke er her længere, så ærgres jeg eller bliver helt trist.
Der er så meget jeg gerne ville fortælle hende. Om hvordan jeg fandt min rette hylde, og nu kører ambulance.
Om hvordan jeg har fundet mit livs kærlighed. Om alle hverdagens små finurlige oplevelser.

Vi ses på den anden side, Mormor.

fredag den 8. april 2011

Undskyld, men...

.... Var det de de 3 dage med 15 grader og solskin i sidste uge, som gjorde det ud for både forår og sommer i år?
For det her efterårsvejr synes jeg IKKE er okay!

fredag den 1. april 2011

Forår, weekend og solskin!

Nå, ovenpå mit lidt alvorlige indlæg sidst, så synes jeg at vi trænger til lidt forår og solskin.:o)
Da jeg var ude med Jasper i dag, så han kunne brænde lidt krudt af, kom jeg forbi nogle fældede træer, med de fineste forårsskud på. Jeg har ingen idé om hvad det er for nogen, så nu håber jeg ikke, at det i virkeligheden ikke er skud, men pupper med et eller andet klamt indeni!
Jasper fik også nydt det gode vejr, og tager nu en lur i solstrålen - når den rykker sig alt for meget, rejser han sig, kigger forurettet over på en, og lægger sig så der hvor solen har flyttet sig hen.:o)