Sider

fredag den 30. oktober 2009

"Nogen skal slå i bordet!"



Jeg kom lige forbi dette billboard i går. Først troede jeg, at det var en parodi-valgplakat, men det gik op for mig at det rent faktisk ER Vibeke Storm Rasmussens alvor at lave valgkamp med slogan´et "Nogen skal slå i bordet - for patienterne"
Man kan jo så undre sig over valget af slogan. Mener hun mon selv, at det er i patienternes interesse at en ambulance i København nu er 13 minutter om at komme frem, i stedet for 5,19 minutter? For det er jo hende der står i spidsen for Regionens omlægning af beredskabet.

Nej, det er altså bare ikke troværdigt! Personligt vil jeg gerne slå i bordet for patienternes skyld - og det gør jeg så den 17. november til regionsrådsvalget. Ærgerligt at Socialdemokraterne, som jeg ellers sympatiserer med, har fået sådan en som Vibeke Storm Rasmussen som frontfigur ift. det kommende valg. - Ikke om hun så var den sidste kandidat i verden ville jeg sætte en stemme på hende!

onsdag den 28. oktober 2009

Faret vild i regnvejret...

Kender I det når noget starter godt, men ender i kaos?
I dag havde jeg aftalt med min søster, at jeg ville tage deres hunde med i skoven et par timer. - Hundene er sprængfyldt med energi, og når man har 4200 g. baby inden i maven, er man ikke lige gearet til det tempo.

Nå, jeg satte Søster af hos jordemoderen og satte kursen imod Bøndernes Hegn, hvor man må have løse hunde.
Efter en omvej igennem Lyngby fandt jeg den rette vej og endte da også ved Helmsvej, hvor vi ofte har mødtes når vi har cyklet i skoven.

I samme sekund jeg stiger ud af bilen begynder det at regne. Nå, skidt pyt, jeg havde forventet mudder så jeg havde taget gummistøvler på, og min jakke er også vandtæt.
Vi går ind i skoven, der nærmest strålede pga. alle farverne - ikke engang den grå himmel og den stille regn kunne tone det ned! Efter at have gået rundt i ca. en times tid, beslutter jeg at begynde at gå imod bilen.
- "Men hov, hvor er det lige jeg er henne?" Nå, jeg finder en sti og regner med at finde et kendt punkt inden længe. Jeg havde ikke lige taget højde for at alting er dækket af nedfaldne blade, og da jeg kommer forbi den samme orienteringsløbspost for 3. gang ("Hvilket dyr levede de nordamerikanske indianere hovedsagligt af? Bison, gnu, bjørn eller gazelle?")  erkender jeg at jeg er faret vild!

Samtidig beslutter den ene hund, at nu gider hun altså ikke rende rundt i regnvejret mere, så hun sætter sig over i læ under et træ og nægter at gå videre! - Kun med smiger, lokken og godbidder, fik jeg hende overtalt til at rejse sig (stædige hund!). Da jeg har fået hende med vender jeg mig mod den anden hund - som har udnyttet muligheden for at lave mudderbad i et kæmpe mudderhul/vandpyt. *suk*

Heldigvis krydsede Det Røde Spor (MTB-spor) stien lidt længere fremme, så jeg slog ind på det (undskyld venner!) og gik også kun 400-500 meter før jeg kunne kende det og finde hjemad der fra! Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg ikke mødte en eneste MTB´er, så jeg har ikke generet nogen ved at gå på sporet...;o)
Da jeg kom hjem til Søster med hundene overtog hun 'rengøringen' imens æbleskiverne var i ovnen, og jeg lå inde i sofaen, sammenrullet i et uldtæppe!

Test dag

I dag er jeg ikke på vagt, og kan derfor bruge dagen på at forberede mig på test-dagen i morgen.
Personligt synes jeg det er lidt sent at vi bliver testet for klaustrofobi, højdeskræk, mørkeræd, og vandskræ, men hey; better late than never...

Vi skal møde på st. Gladsaxe og så ellers gennemføre programmet som lyder:
  1. Kaffe/the med brød (rart at starte blødt)
  2. Drejestige (Okay, så skal jeg nok ikke spise/drikke noget særligt inden! Drejestiegn er vist omkring 30 meter høj....! NB. husk Kleenex)
  3. Fysisk prøve (Vi har ikke fået noget konkret at vide,men jeg har hørt at det er noget med at slæbe en dukke i et slangetårn)
  4. Mørkekammer i indsatsdragt (Jeg har hørt rygter om at instruktørerne har natsyn på, så de lukker for ens iltflaske for at se om man går i panik - det bliver sikkert mig, selvom jeg er forberedt på det)
  5. Frokost (phew, SÅ er der pause)
  6. Svømmehal (Hov, hvad blev der af at man ikke må gå i vandet en time efter man har spist? Nå, det er kun 200 m. vi skal svømme, uden at røre kanterne - det burde jeg nok kunne klare.)
  7. Evaluering (Og forhåbentlig home safe!)

tirsdag den 27. oktober 2009

Blog-fernisering



Jeg er blevet inviteret til blog-fernisering på torsdag. Jeg kender et par andre bloggere, som også er inviteret, så det skal nok blive hyggeligt - vi er i hvert fald blevet lovet Asti i stride strømme, så det er jo som regel nok til at sikre succesen!;o)
- Som en bonus har jeg fri fredag, så jeg kan endda sove præcis lige så længe som jeg har lyst til.;o)

mandag den 26. oktober 2009

Og moralen er...

Her til aften besluttede jeg mig for at udskyde træningen til i morgen (så er det okay - det er noget helt andet end at pjække. - Ikk´?). I stedet kørte jeg i Føtex efter æbleskiver. Jeg parkerede og spottede med det samme flokken af 'seje drenge' i lidt for stort tøj, som stod foran indgangen til centeret. "Møgunger" tænkte jeg, da jeg måtte masse mig ind forbi dem.

Ned i Føtex, æbleskiver og det nye Woman under armen og over til kassen. Men hov, hvor er dankortet? Jeg havde det helt sikkert i venstre lomme! "Hmm, måske er det røget ud oppe i bilen?" tænkte jeg for mig selv, og gik op for at kigge. Hæ, møgungerne var væk da jeg kom derop igen.
Nå, intet dankort i bilen. Flashback - hvor tæt var jeg egentlig på ham knægten, da jeg møvede mig ind igennem døren - ret tæt. Tydeligvis tæt nok, til at han lige kunne snuppe dankortet i min lomme!

Øv, øv, øv - heldigvis var min pung, mobiltelefon og 2 x bilnøgler i den anden lomme. Hvis de havde nappet bilen var jeg for alvor blevet sur! Desuden har de sikkert ikke fået noget ud af det, da de kun har haft 5-7 minutter til at finde et sted, hvor man kan bruge dankort uden at skulle taste koden. Møgunger.

søndag den 25. oktober 2009

Julie & Julia



I dag var jeg med et par veninder i biffen. Det er tilsyneladende "Store Biografdag" i dag, så en billet kostede kun 35 kr. - det kunne selv min elevløn holde til.;o)
Vi så en top-hyggelig film; Julie & Julia. Jeg vil ikke begynde at fortælle om handlingen, da jeg helt sikkert ikke vil kunne yde den retfærdighed, men den gav stof til eftertanke (og inspiration!).
Den er perfekt til en mørk, ruskende vinteraften og jeg kan varmt anbefale den! Bagefter gik vi ned i Strædet og fandt en hyggelig café, hvor vi sad et par timer - en dejlig måde at bruge søndag eftermiddag på...

Mange af mine klubkammerater har brugt dagen på at køre Gribben i stedet. At dømme efter de billeder, som jeg har set indtil videre, var biffen helt klart det kloge valg - selvom mudder siges at være sundt for huden..;o)

DOMS - jeg er ramt!



Jeg havde helt klart fortrængt, hvordan man har det, når man påbegynder en ny træningsform. Da jeg vågnede i morges havde jeg det - helt seriøst - som om jeg havde fået tæsk. Især min mave- og brystmuskulatur er fuldkommen smadrede! Omme i baghovedet kunne jeg huske noget om DOMS, og ja det var ganske rigtigt.

Jeg fandt en artikel om emnet, og kunne konstatere at jeg ikke rigtig kan gøre noget for at mindske smerterne.
- Det er derfor ekstra godt, at dagens program byder på bif-tur og cafétur med nogle veninder, efterfulgt af gratis mad og Forbrydelsen II hos mine forældre!

God søndag!:o)

lørdag den 24. oktober 2009

Årh, 1 time ekstra!



Husk at det er i nat sommertid ophører! Vi skal altså stille vores ure 1 time tilbage, glæde os over at vi ikke er på nattevagt og så bare nyyyyde at sove en time ekstra!:o)

(Og så får jeg også lige testet, om "planlagt udgivelse"-funktionen virker - hvis den gør, så får i dette indlæg i aften kl. 20:30:o))

Der er laaaang vej igen!

Okay, så har jeg været nede at træne for første gang i maaaange måneder. Jeg forstår ikke hvordan muskler kan forsvinde så hurtigt?
Fx. bænkede jeg før 40 kg - og nu 22,5 kg! Jeg lå der og følte mig som den vildeste slapsvans (hvilket jeg måske også er, kan jeg se nu). Hold fast, hvor skal der bare trænes igennem, inden jeg nærmer mig mit tidligere niveau!




Så nu sidder jeg her, med arme så ømme at jeg tror det bliver et problem at vaske hår, og mæsker mig i en hjemmelavet shake! Nam, nam. - Jeg blendede 1 banan, lidt Cheasy vaniljeyoughurt, frosne bær, havregryn og lidt æblejuice. (Ikke meget protein - men det var det jeg havde lyst til;o))

fredag den 23. oktober 2009

Så prøver vi igen...

I dag har jeg netop afsluttet 3. skoleperiode i min uddannelse. Ugerne har handlet meget om sundhed, ergonomi og om hvordan vi skal gebærde os således at vi ikke har ødelagt os selv efter 10 år i faget.



Jeg er derfor kommet frem til, at jeg nok ikke holder så længe, hvis ikke jeg gør noget aktivt for det - og så er jeg pludselig tilbage, hvor jeg slap for et halvt år siden: styrketræning i et fitnesscenter.*suk*
Jeg ER bare ikke til at stå i kø til maskinerne, undvige mere eller mindre dopede fyre i frivægtsrummet og slippe fra den enorme mængde 17-årige piger i lidt for stramt tøj, hver gang jeg skal træne. - Næ, giv mig frihed og plads, så føler jeg mig hjemme!

Anyways, så må jeg bide i det sure æble, og bare nyde at jeg ofte vil kunne træne om dagen, når jeg ikke er på vagt. Ryggen, maven, ben og arme skal i hvert fald rettes til, så jeg fortsat kan være sund, rask og stærk i mange år endnu. Så jeg har netop afsluttet min web-indmeldelse (så kan jeg ikke nå at fortryde). Nu skal jeg bare lige lægge et program og så er jeg klar til min nye, sunde livsstil! (Og så satser vi på at den holder læææænge!)

torsdag den 22. oktober 2009

Giv blod!



I går var jeg ovre på sygehuset for at aflevere 500 ml blod. Det viste sig så at være et jubilæum, nemlig min 10. tapning. Som tak for hjælpen fik jeg en bronzenål. Jeg vidste slet ikke, at man fik 'belønninger', men jeg kan læse mig til at jeg har flere i vente:
25. tapning: Sølvnål
50. tapning: Guldnål
100. tapning: Stentøjspelikan (hvad søren skal man bruge sådan en til?).

- Ja, vi kan så konkludere, at det ikke er for gavernes skyld man er bloddonor!;o)

Dengang jeg meldte mig, var jeg vitterligt angst for nåle. Uh, jeg kan stadig genkalde mig følelsen af koldsved, hjertebanken og kvalme som jeg havde første gang jeg mødte op. Alligevel har jeg holdt ud, og er kommet igen efter både karantæneperioder og problemer med for lavt hæmoglobinniveau. Så nu har er jeg en bronzenål rigere og 5 liter blod fattigere.

- Og nu er det faktisk ikke så slemt længere; jo jeg holder stadig vejret når de stikker, men ellers har jeg det egentlig helt okay. - Så hvis du ikke allerede er donor, så kan du tilmelde dig her! Og hvis du ikke tør, så kan det være, at nedenstående video kan give dig et skub i den rigtige retning?;o)


onsdag den 21. oktober 2009

Vil du høre en hemmelighed?

Ej, det er lige før jeg synes det er så slemt, at jeg ikke engang vil dele det med jer. Men omvendt, så synes jeg at resultatet er så flot at jeg bare MÅ dele det.
Jeg anser egentlig mig selv, som ret huslig. Der er dog et enkelt område hvor det halter gevaldigt: vinduespudsning! Det er simpelthen min hade-hade opgave, og det er KUN som seriøs overspringshandling det nogensinde bliver ordnet.

Sidst mine vinduer blev pudset, var derfor i foråret 2007, da jeg skrev fagprøve. Og så i går, da jeg skulle skrive kemirapport. Jep, der har været 2½ år imellem, at der har været noget, jeg har ønsket at udskyde så inderligt, at vinduespudsning har været en mulighed som en overspringshandling.

Før:


Efter:


Og nu, hvor rapporten er færdigskrevet og solen skinner ind af mine vinduer, kan jeg næsten ikke holde ud at se på før-billedet! Uf, hvor VAR de altså bare beskidte (seriøst, man kan ikke engang se genspejlingen af lamperne!)! Jeg tror, at de mennesker som gør rent som en slags terapi har fat i noget, for man har det altså bare bedre bagefter!

tirsdag den 20. oktober 2009

Skriveblokering?

Nå, så fik vi overstået forsøgene til vores kemi-rapport. - Selv jeg syntes, at de var meget simple, så alle har vist kunne være med. Jeg er dog ikke sikker på, om jeg synes at det var helt forsvarligt at slippe 22 mennesker løs i et forsøgslokale med både natriumhydroxid og saltsyre. Jeg husker det altså som om at det er meget farligt, og at vi havde både handsker og briller på, dengang vi brugte sådan noget i gymnasiet, men den slags gør man det åbenbart ikke i længere... - Men pyt, der var ingen der kom til skade, mistede synet, eller noget andet af de skrækscenarier, som jeg havde inde i hovedet.

Nu har vi uddelegeret, så vi skriver lidt hver, inden vi mødes her hjemme i morgen formiddag (vi har nemlig fri hele dagen, så vi kan skrive kemi-rapport!;oD). Det er som om min hjerne ikke helt virker, på det her område og jeg tror jeg må lægge det til side nu, inden jeg bliver bims. Jeg har fået skrevet 1½ side (medregnet illustrationer), og så har jeg købt ind til at jeg kan lave chokoladekage i morgen, inden gutterne kommer. - Man må bruge de kneb man kan, og jeg satser benhårdt på at kagen skaffer mig lidt goodwill i gruppen.;o)

mandag den 19. oktober 2009

Jamen, kemien ER der bare ikke!



Nej, nej, nej. Jeg har i dag fundet mig selv tilbage i 9. klasse, hvor jeg sidder og forsøger at forstå ordene der kommer ud af munden på min lærer. Ioner? Kovalente bindinger? Protoner, elektroner og neutroner? Forget it, jeg stod af dengang for 10 år siden. Jeg har fundet mit gamle eksamensbevis frem, i håb om at kunne få merit på baggrund af min 9.klasses fysik/kemi eksamen. Mirakuløst nok fik jeg 9 - måske bestak jeg censoren?

- Det har jeg nemlig hørt, at ungdommen gør det i nu til dags, så måske var jeg fremme i skoene dengang og har bare fortrængt det nu? Det er i hvert fald et mere værdigt formål, end når en 17-årig knægt stikker en pengeseddel til dørmanden på diskotekerne for at undgå at vise ID...
Så kryds fingre for mig; med en merit i hånden skal jeg nemlig blot følge undervisningen, men ikke til eksamen i faget - det ville slet, slet ikke være tosset, for sådan en som mig.:o)

søndag den 18. oktober 2009

Chili con carne

Forleden dag lavede jeg chili con carne, efter en ny opskrift. Sådan som vejret er i dag, så er det lige den slags mad man får lyst til, så man kan sidde indefor og varme sig, imens det er iiiiiiissskoldt udenfor. Her er opskriften - det smager lækkert og chokoladen og øllet giver en meget intens smag!:o)




Chili con Carne (4 pers.):

3 løg (hakket)
1 spsk. Olivenolie
500 g hakket oksekød
3 fed hvidløg
2 tsk. stødt spidskommen
1 frisk rød chili i små tern
2-3 dl øl
1 tsk. Salt
1 dåse bønner (her med baked beans, men Kidney er bedst.)
1 stor dåse koncentreret tomatpure
25 g mørk, bitter chokolade
Cayennepeber el. tabasco

Svits løg i olien ved middelhøj varme, til de er bløde og gyldne.
Tilsæt kødet og svits det med.
Tilsæt finthakket hvidløg og spidskommen, svits igen.
Tilsæt chili, koncentreret tomatpure, salt, øl og bønner - læg låg på og lad det simre i 20 minutter. Smag til med chokolade, salt og cayennepeber/tabasco.

torsdag den 15. oktober 2009

Årrhh!



Hvis James Morrison er single, så napper jeg ham altså! Den mand har simpelthen den lækreste stemme nogensinde...!!

tirsdag den 13. oktober 2009

Rette prioriteringer?



Måske er man alligevel ikke så voksen som man troede? I retrospekt kan jeg i hvert fald godt se det ufornuftige i, at bruge sin sidste 100-krone seddel på et par flasker vin, i stedet for mad?;o)

mandag den 12. oktober 2009

Mens vi venter på storken...

Så kom første melding kl. 06:00, med et forsigtigt "sover du?" Det gjorde jeg jo egentlig, men jeg vågnede hurtigt, da Søster fortalte, at hun havde haft veer siden midnat.
Hele dagen har sms korrespondancen kørt (jeg var jo i skole), men uden anden udvikling end at veerne blev kraftigere og kraftigere. I eftermiddags var de så på hospitalet, men blev sendt hjem igen med lovning på en baby inden for et par dage. Pyyyyha, det bliver spændende!


søndag den 11. oktober 2009

Det var ikke SÅ gavmild jeg ville være!

I går havde jeg ryddet ud i mit klædeskab, og jeg havde fået samlet 3 store poser, propfyldt med tøj som var for småt, for grimt eller som jeg bare aldrig går med. Jeg havde aftalt med min far, at vi skulle ud at trille på raceren her i eftermiddag, så da jeg kørte til Frelsens Hær-containeren, havde jeg også en pose med cykeltøj for 2000-3000 kr i bilen...

Nu kan den opmærksomme læser nok godt regne ud, hvad der så sker: Jeg propper nemlig den forkerte pose op i containeren! Straks var jeg tilbage til barndommen og følelsen af at måtte "Rädda Joppe, död eller levande" vældede op i mig. Nå, posen skulle jo ligesom op igen, så jeg får kravlet op halvvejs op i containeren, kun for at finde ud af at der er modhager i åbningen (nok for at forhindre at folk hugger tøjet!).

Da jeg hang deroppe med hele overkroppen nede i containeren, kommer der en ældre dame forbi med et "Hvad tror du at du laver?" og meeeeget skeptisk ansigtsudtryk! Jeg tror, at jeg fik overbevist hende om hvad der var sket, hun gik i hvert fald videre igen - men om hun har ringet efter politiet, da hun kom rundt om hjørnet ved jeg selvfølgelig ikke... - Og efterfølgende fik jeg også reddet mine elskede Assos-bukser, Hustler-trøjer, handsker, osv. op ad containeren; det blev ikke denne gang Frelsens Hær skød papegøjen!;o)



Årh, når  jeg kigger ud af vinduerne, er det  farver som på billedet, der springer i øjnene - så kan man næsten ikke andet end at blive glad!? Oven i købet er også Landsholdets sejr i går (fantastisk!); så er vi videre til VM!

Desuden har jeg en hel dag foran mig, hvor jeg kan gøre lige hvad jeg har lyst til (når jeg altså lige har gjort rent og læst de 40 sider, som vi har for til i morgen;o))! - Jeg tror godt jeg kan forudse, at den kommer til at indeholde en god bog og chili con carne. God søndag til alle...!

lørdag den 10. oktober 2009

Ikke endnu...


(Akrylmaleri af Carine Vander Borght)

Nogle gange kan jeg godt blive lidt melankolsk, når "mine" drømme går i opfyldelse for andre.
For eksempel er der et reelt forlovelses- og bryllupsboom i gang i min omgangskreds. Folk finder sammen, flytter sammen og bygger rede sammen.

Veninder bliver gravide, bliver færdiguddannede og lever nu den "far, mor & børn"-leg, som vi kunne bruge timevis på i barndommen.

Og så kan man godt føle sig lidt bagud, når man nu har valgt at starte forfra med en ny uddannelse (så er det som om, den uddannelse man allerede har, ikke tæller?); stadigvæk ikke kan benytte sig af kæmpe-køb fordi man kun skal lave mad til én; har en hel lejlighed fyldt med lysestager, sandfarvede møbler og tingel-tangel - og ikke så meget som et eneste lille bitte Fifa-spil eller signeret fodbold-trøje, som bare MÅ hænge fremme; og små nuttede babyting udelukkende er noget man kan give andre i gave...

fredag den 9. oktober 2009

Hygge er...

... At sidde indenfor, når det rusker i træerne udendørs.

... Når hundene hilser på en, som om man havde været væk i månedsvis - selvom man bare har været ude med skraldet.

... Stearinlys, når det er helt mørkt udenfor.

... At pjække fra skole, for at spille Bezzerwizzer og spise æbleskiver med sin barslende søster.

... Når man har hemmeligheder med sin 4-årige nevø.

... At sidde og snakke i timesvis på Caféen, sammen med en flok veninder.

... Når man ikke behøver forklare alting, fordi folk bare forstår.

... Spontane rødvins-aftener, hvor verdenssituationen lige bliver ordnet.

... En lang gåtur i skoven, hvor bladene drysser ned om ørerne på en.

... Et inderligt kram, fra en ven man ikke har set længe.

... At kigge op på en kold, stjerneklar nattehimmel.

... At have tid til at sidde med en kop the og en god bog - uden at skulle tænke over tiden.

torsdag den 8. oktober 2009

Er det for tidligt?

Okay, det var et retorisk spørgsmål - jeg ved godt, at det er for tidligt.
Men alligevel faldt jeg i her til aften, da jeg sad og hyggede i sofaen med bøger, tæpper og stearinlys. Jeg hørte hele cd´en igennem og lovede mig selv ikke at høre den igen, før efter min mors fødselsdag.

Hvis I har de samme lyster som jeg, så er musikken her:

A blast from the past.

I går, da jeg var nede i Bymidten for at købe en fødselsdagsgave, mødte jeg en gammel kollega. Kollegaen blev ansat et par måneder inden jeg stoppede i firmaet, og da det var mig som lærte hende op (og vi forøvrigt bare var os to det meste af dagen), så fik vi snakket ret meget sammen. Vores daværende psykopat-chef fik mig fyret og eskorteret ud (jo, seriøst - i bogstavligste forstand!), så siden da har jeg ikke hørt noget derfra.

Jeg fik derfor hele up-daten: Psyko-chefen kørte afdelingen i sænk og blev fyret. Kollegaen var på sammenbruddets rand, efter at have levet med Psyko-chefens terror i månedsvis, men hun er kommet ovenpå igen. Jeg har virkelig tænkt meget på hende (Kollegaen, ikke Psyko-chefen), så det var rigtig dejligt at høre at hun havde det godt og få en form for 'afslutning'. Qua min noget specielle afsked med firmaet fik jeg jo ikke sagt ordentligt farvel. - Nu hvor jeg ved at Psyko-chefen er væk, kunne jeg endda finde på at svinge forbi at sige hej en dag.:o)

onsdag den 7. oktober 2009

Vågner i natten?

Så vågnede jeg her til morgen, for at begynde at undre mig i samme sekund jeg stod ud af sengen.
På gulvet stod der nemlig en sportstaske, og ambulancetøj drysset ud over hele gulvet! Jeps, jeg går nemlig i søvne, men det er efterhånden lang tid siden sidt. For at nævne et par stykker, så har jeg tidligere formået at:
  • tømme et par hylder for bøger, som jeg slæbte over i sengen (troede jeg var ved at blive kvalt, da jeg vågnede - nej, nej det var bare 10 bøger der lå på min brystkasse).
  • tro der havde været indbrud, da mine malerier manglede på væggen. jeg fandt dem senere ude i køkkenet.
  • finde min håndtaske med bunden i vejret og indholdet spredt ud over hele sofaen.
Endnu større blev min undren, da min telefon begyndte at ringe med en alarm kl. 06.47. Teksten var "Tuc står COMP". Gad vide hvad det er jeg har drømt i nat?

tirsdag den 6. oktober 2009

Awesome girl...

Jeg tager imod Klidmosters invitation, om at skrive 10 forskellige ting om mig selv. Reglerne er enkle: der er ingen.

1. Jeg er panisk angst for natsværmere og sommerfugle. Det begyndte efter en ferie i Sverige, da jeg var barn. - Vi havde glemt at slukke lyset på vores værelse og da døren så var gået op i løbet af natten var værelset fyld med tusindvis af natsværmere!

2. Jeg elsker vildt vejr. Efterårsstorme, tordenvejr, voldsomt snevejr, skybrud - kom med det!

3. Nogle gange kan jeg blive så glad på andres vegne, at det går over i frygt for at jeg aldrig selv kommer til at opleve noget lignende. Mærkeligt, men sådan er det.

4. To af mine yndlingsfilm er Love Actually og The Holiday. De er begge julefilm, så nu kan jeg snart se dem igen, uden at folk synes jeg er underlig.

5. Jeg er bog-nørd ind til min inderste kerne. Jeg elsker simpelthen følelsen, duften og tyngden af en god bog. - For slet ikke at tale om forventningens glæde, til at kunne grave sig ned i sofaen med tændte stearinlys, et tæppe og en kop the, og så bare forsvinde ind i bogen et par timer.

6. Mine forældre har forsøgt at fixe mig op med den samme fyr siden jeg var 14. - De har endnu ikke haft held med det, selvom de har genoptaget kampen efter han for nyligt er blevet single igen.

7. Økonomisk er jeg helt på spanden, efter jeg er blevet elev. Jeg overvejer nu, om jeg kan producere mine julegaver selv. Er det ynkeligt, når man ikke er 6 år længere?

8. Jeg hader at blive fotograferet i alle mulige sammenhænge. Antallet af billeder af mig, som jeg selv synes er gode kan tælles på to hænder. Seriøst!

9. Jeg elsker at bage og lave mad. Principielt laver jeg dog aldrig noget, som jeg ikke selv kan lide - I vil derfor aldrig få serveret kage med kaffecreme, eller pandekager med flødeskum her hos mig.

10. Jeg har en (nu knap så) hemmelig hang til Sunday/McFlurry med pomfritter til... - Det smager nærmest ligesom hjemmebagte vafler!;o)

Så nåede vi de 10 - jeg vil gerne give award´en videre til Mona, 2300 happiiiness og Anette. Slå jer løs, piger!

mandag den 5. oktober 2009

Jeg er ellers aldrig heldig!?


...Men alligevel ringede jeg til Radio 100 Fm, i håb om at være lytter nr. 10, som vandt 2 billetter til James Morrison-koncerten i næste uge.... - Og det var jeg!;o)
Så nu skal min søster og jeg ind til den lækreste koncert (medmindre hun altså har født inden).

Jeg havde slet ikke regnet med at komme igennem, så jeg gik lidt i panik, da jeg pludselig sad der med Carsten Eskelund i røret og han spurgte hvem der skulle med. - Men efter et sekunds tænkepause kom jeg frem til at det selvfølgelig måtte være Søster, som har sørget for at jeg kom gratis med til både Gavin DeGraw koncert og Frank Hvam - Live.:o)

søndag den 4. oktober 2009

Serviceinfo til folket

Takket være mit statistik-program kan jeg se hvordan I kommer ind på min blog.
Mange kommer direkte herind, så det må jo betyde, at en del af jer er faste læsere - dejligt.:o)
Der er også en del af jer, som kommer herind via forskellige Google-søgninger. Mange søgeord går igen mange gange, så nu vil jeg da lige hjælpe jer lidt på vej med svarene på nogle af de mest populære:

"Æselsex": Ja, jeg gætter på at det søgeord leder jer til dette indlæg, men bortset fra det må jeg skuffe jer, som har de tendenser. Jeg har dog et råd til jer: søg hjælp!

"Anna Telyakevych stopper hos ride4fun": Ja, det er helt rigtigt. Samarbejdet mellem de to parter er ophørt. Det jeg ved er, at hun gerne vil fokusere på MTB-O frem for 'almindelig' MTB og der er ikke nogen der har smækket med noget.:o) Måske kommer der mere info på Teamet´s egen blog?

"Ærtepesto": I er kommet til det rette sted, jeg laver nemlig den bedste ærtepesto i byen:
Optøede ærter hakkes i minihakkeren sammen med cashewnødder, olivenolie (det er ikke her man skal spare!), salt, peber, friskrevet parmasan, presset hvidløg og lidt chili.

"God cykel" Ja, også her kan jeg være behjælpelig, jeg kender nemlig tilfældigvis en rigtig god cykelbiks. Det drejer sig om ride4fun, som sælger både MTB´er, racercykler og almindelige cykler. Slå jer løs!;o)

"Støt brysterne gummistøvler": Ja, sådan nogle har jeg - de er super lækre. Her fra oktober kommer de i nyt design, og de kan købes for 349 kr. (hvoraf de 50 kr. går til Kræftens Bekæmpelse). De kan købes i Eurosko, Tops, Skoringen, Zjoos, uafhængige skobutikker og Salling.