Sider

torsdag den 29. januar 2009

Vægten, 4. uge

Nå, så er det til tid at bekende vægt endnu en gang. Det er ikke gået helt som jeg havde håbet, men så alligevel okay...
Vægten sagde 67,5, så det er jo en øgning ift. sidste uge, men da jeg fandt målebåndet frem fandt jeg ud af at det ikke er så slemt alligevel. Siden sidste uge har jeg nemlig tabt 13 cm. i omkreds, så noget er der jo røget, selvom vægten siger det modsatte.:o)

(Er I klar over hvor svært det egetlig er at tage billeder af ens egne fødder?;o))

I dag har jeg købt de lækreste stiletter jeg længe har set; lyserøde med sorte blonder fra Bianco. Jeg har ikke helt besluttet, om det er en belønning til mig selv fordi at jeg har tabt 3 kg. og 37 cm. her i januar måned, eller om de først må bruges når jeg har nået målet - altså når jeg har tabt yderligere 2,5 kg...;o)

tirsdag den 27. januar 2009

Tulipanerne er kommet...

Der er intet i verden, der kan få mig til at føle mig så rig som frisk blomster! 
Når vejret er trist og gråt (ring a bell?) og man oven i købet stadig er småsyg, som jeg er, så er der ingen bedre kur end friske, sprøde tulipaner (jeg fortsætter dog med penicillinen - just in case;o))! Skidt med at min sidste hundredekroneseddel så gik til blomster og ikke mad - man kommer alligevel langt med rester fra fryseren og havregryn.:o) 

Når man begynder at kigge på forårsvarer, i fortrængningen af at vinteren højst sandsynligt slet ikke er indtruffet endnu, kan man snildt drømme sig hen til lange dage, lune sommeraftener, tørre spor i skoven, grønne træer, aftensol og rosévin på altanen og hvad sommeren ellers byder på - så bliver alting alligevel lidt mere overkommeligt...

torsdag den 22. januar 2009

Vægten, 3. uge.

Nå, så blev det torsdag og dermed tid til en update på mit "projekt vægttab".
Jeg har nu været i gang i 3 uger, med kostomlægning og masser af motion. I morges stod vægten på 66,9 kg., så siden 1. januar har jeg tabt 3,6 kg. og er dermed kun 1,9 kg. fra målet!:o)

Jeg nøjedes ikke bare med at veje mig, men har også målt mig projektet igennem, og også her er tallene gode. I omkreds (arme, ben, bryst, talje, bagdel) har jeg tabt 24 cm. siden 1. januar - det kan godt mærkes lidt i tøjet, så når jeg er færdig skal jeg vist ud at investere i lidt nyt.;o) 
Beslutningen om at offentliggøre min vægt uge for uge her på bloggen har været yderst motiverende - det er altid godt når man har 'nogen' man står til ansvar overfor, så man ikke bare kan gemme sig og tænke "nå, det kommer nok", hvis vægttabet ikke kommer som håbet.

onsdag den 21. januar 2009

Identitet i arbejdet?

Det er aldrig noget jeg har tænkt over før, men nu hvor jeg har været arbejdsløs (eller ledig, som det politisk korrekt hedder) et par uger har det ramt mig, hvor meget identitet folk lægger i ens arbejde. Og hvorfor er det egentlig? Hvorfor skal lægen vide hvor man arbejder, når han undersøger en ved indlæggelse? Hvorfor får folk et tomt blik i øjnene, når man fortæller at man ikke har noget job lige p.t.? - Jeg er jo for søren da ikke en anden person nu, end da jeg arbejdede som produktionsassistent, sælger eller sagsbehandler?

Jeg har slet ikke set sådan på det, tværtimod forsøger jeg at få det bedste ud af tiden: jeg har tid til at gå en tur i solskinnet om formiddagen, træne imens det stadig er lyst, læse de bøger jeg har lyst til, gå på café med veninder på hverdage, uden at tænke over at jeg skal tideligt op næste morgen og jeg kan hente min nevø og niece i institutionerne, når det brænder på for forældrene.:o) 

Jeg tror, at vi skal passe på med at lægge vores identitet i vores arbejdsliv, for det kan hurtigt forsvinde under os. I stedet bør vi være sikre på hvem vi selv er, uden omsvøb og uden at stemple os selv igennem vores titel - den fortæller jo ikke hvem vi er, men hvad vi gør...;o)

fredag den 16. januar 2009

Update.


Nå allerede ved 1. update svigtede jeg jer. Jeg havde jo lovet at komme med en hudløst ærlig opdatering ift. min vægt i går, 2 uger inde i "projekt vægttab", men jeg blev desværre forhindret.
Tirsdag blev jeg ramt af en maveinfektion og onsdag blev jeg indlagt. Jeg blev udskrevet igen i går aftes, efter en yderst speciel oplevelse af hvordan det er at ligge i isolation på et hospital - ikke rart, kan jeg afsløre. Jeg er stadig meget svækket og langt fra at være ovenpå igen, men som lægen sagde, så er kan de ikke længere gøre noget, som jeg ikke kan klare der hjemme. 
Så nu sidder jeg her, med kroppen fuld af antibiotika, og spekulerer på hvornår jeg så skal komme med en opfølgning.... - Jeg tror at det må komme, når jeg en gang er blevet rask.:o) 

torsdag den 8. januar 2009

Planer for 2009.

Jeg har jo lovet at indvie jer lidt i nogle af mine mål for det nye år, så nu må jeg hellere gøre det, inden jeg begynder at revidere dem!;o)
I forhold til træning har jeg to store mål, som hænger lidt sammen. For det første vil jeg tilbage i min "kampvægt". Jeg ved godt at det er tabu for kvinder at tale om deres vægt, men hvis først jeg har annonceret mine mål her, er der ingen vej tilbage, og jeg vil nå det, så jeg vælger at se bort fra mit kvindelige hemmelighedskræmmeri! For nogle år siden lå min vægt på omkring 65 kg. og det er det der er målet. 

Jeg tager udgangspunkt i vægten 1. januar (deprimerende!), hvor den fortalte mig at jeg skal tabe 5,5 kg. for at nå målet.
Da vi jo allerede er en uge inde i januar, har jeg haft min første vejning i dag: 69,5 kg, så jeg bevæger mit støt og roligt imod målet. Hver torsdag kan I fremover se frem til hudløs ærlighed fra min side, og en update ift. min vægt.:o)  


Anden del af målsætningen går på træning. I sommers var jeg flyvende på MTB´en og det vil jeg være igen! Jeg har ikke konkretiseret denne del af målet endnu, da det er afhængigt af hvordan jeg kommer til at arbejde (når jeg forhåbentlig snart har fundet et job), men det indbefatter i hvert fald en ugentlig gang Hustler-spinning med Grønnie himself. For jer der ikke kender ham, er han en dygtig MTB-rytter, Frank Høj´s bror og en nådesløs spinninginstruktør - uden at overdrive var jeg ved at falde af cyklen i tirsdags, og der var da også en enkelt der udvandrede fra timen... Indtil jeg begynder at arbejde igen er planen at træne så meget som muligt, både MTB, spinning, styrketræning og anden konditionstræning.

søndag den 4. januar 2009

SlushCup i Korsør.

(Tak til Jannik;o))

Så så man ellers lige SlushCup rykke på landet! Dagens afdeling foregik i Korsør, med fint udsyn til Storebæltsbroen. Da jeg gemmer min styrke, som et trumfkort til Hustlernes NightrideRace i februar valgte jeg ikke at køre dagens afdeling, men i stedet tage med som supporter/fotograf/chauffør;o). 
Dagen bød på iiiiisnende kulde og masser af massestyrt! Ruten var relativt flad, men bød dog på en enkelt lille bakketop, hvor jeg placerede mig sammen med Jannik og Niels, to af vores Hustler-fotografer.  

Vi fik heppet en masse, og da bakken var belagt med is så vi også en masse styrt -  der ingen der slog sig. Slush´en havde også fint besøg i form af tidl. verdensmester Henrik Djernis, det er en fornøjelse at se at der stadig er gamle proff´er der kører for hyggens skyld. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige undskyld til den ældre herre, som jeg råbte "kom så du gamle!" til - det var egentlig til min far, som kørte lige bag dig; jeg håber ikke, at du tog det ilde op.

fredag den 2. januar 2009

Sneflokke kommer vrimlende...

I dag var jeg ude forbi ride4fun, da der lige skulle "provianteres" inden jeg starter til Hustler-spinning på tirsdag. Det blev til et par nye sko samt et par thermo-sok-agtige-overtræk til at have inde i skoen (ikke til spinning - det bliver vist ikke nødvendigt). Der er SlushCup i Korsør på søndag, så der skal de lige afprøves.

Da jeg alligevel var på de kanter besluttede jeg at køre ud til stranden, så jeg satte snuden mod Charlottenlund Fort, for at nyde den fantastiske solskinsdag. 



Jeg gik langs stranden, men efter 5-10 minutter blste det pludselig op og ud af ingenting blev himlem mørkegrå, og før jeg vidste af det væltede det ned med tunge, hvide fnug, der piskede ind i ansigtet på en. Alle de folk der gik med hunde, børn osv. forsvandt som dug for solen (forståeligt - det var BARE koldt), men jeg havde godt med tøj på, så jeg fortsatte lidt. Da jeg nåede op til Jorden Rundt var det alligevel for koldt om ansigtet, så jeg søgte tilflugt inde i Dyrehaven, hvor det bare dalede stille ned, pga. træerne. 


Ovenpå cirka en times gåtur i det kolde vejr, var det nu rart at komme ind i en lun bil (min tak går til opfinderen af sædevarme!), og nu sidder jeg her med en varm kop the og en god bog. Velkommen, 2009. 

Året der gik...

Efter at have afsluttet år 2008 med manér er det vidst tid til et lille tilbageblik over året der gik.
Det er jo ikke helt at sammenligne med diverse tv-shows med værtspar i gallatøj og play-back musikere i studiet, men lidt har også ret.;o)

År 2008 har budt på både op og nedture, men der er især nogle hovedpunkter der har gjort ekstra indtryk. År 2008 har været året hvor jeg blandt andet:
  • Forsøgte mig hos politiet - men ikke kom ind.
  • Kom med i en bogklub. Vi mødes en gang om måneden og taler om en bog og spiser, hygger og snakker. 
  • Kom i mit livs form. Henover sommeren var jeg flyvende på Pro Shark´en. - Desværre løb det ud i sandet da vi ramte august måned.
  • Oplevede Bornholm for første gang.
  • Tog på Bibelskole - og så lige i Mariager;o). Det har været helt fantastisk, og jeg er overbevist om at det har ændret mig for altid.
  • Fik læst hele Bibelen fra ende til anden. Det er et meget gammelt mål, som jeg først fik styr på i 2008. Det tog mig 4 mdr. med 10 kapitler om dagen.
  • Fik ryddet op i gamle ting der lå bagerst inde i skabet.
  • Fandt mig selv og min "grund-glæde".
  • Fandt ud af hvad jeg vil - jeg venter stadig på svar derfra...
Jeg har tro for at år 2009 vil byde på endnu flere fantastiske oplevelser, og fuldførelserne af flere "projekter" der er startet i det forgående år. Bloggen her er også et produkt af 2008 og det er her I kan følge med i hvad der sker i 2009. Jeg har masser af mål, drømme og projekter for 2009, som jeg vil skrive om i den kommende tid.

Godt nytår!