Sider

mandag den 24. oktober 2016

Nøddekaramelbund m. hvid chokolademousse og jordbær/hindbær mousse.

Vi havde inviteret 2 sæt naboer til kage og champagne - I ved; klassisk søndag eftermiddag. Manden fik lov til at vælge, og han ville gerne have at jeg lavede "den der med hvid chokolade". Jeg var dog ikke så vild med bunden, så den udskiftede jeg med en nøddekaramelbund - og det blev virkelig, VIRKELIG godt. 



(Obs; Start med den hvide chokolademousse, for den er lang tid om at køle ned. Lav gerne kagen dagen før, så den kan nå at sætte sig)

Bund:
200 g. nødder (jeg foretrækker lige dele pistachie/hasselnød/mandel)
1 spsk. hvedemel
4 æggehvider
150 g. rørsukker

Rist nødderne på en tør pande. Blend dem og rør melet i.
Pisk æggehviderne helt stive sammen med sukkeret. Vend nøddeblandingen i æggehviderne. Fordel halvdelen af dejen i en smurt springform (jeg brugte 24 cm - men 26 er også helt fint) og kom den anden halvdel i en sprøjtepose uden tyl. Bag den i 16-17 minutter v. 180 grader (varmluft).


Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
80 g. brun farin
80 g. smør
½ tsk flagesalt

Kom alle ingredienserne i en gryde og varm det op indtil det er tykt og gyldent. Rør hele tiden.

Tag bunden ud af ovnen, og start med at sprøjte en yderkant ovenpå den, så karamellen ikke kan løbe ud og røre ven kanten af springformen - så vil den nemlig brænde på. Hæld karamellen ud på den bagte bund og sprøjt resten af dejen ud ovenpå den - prøv at forsegle den helt, så karamellen er helt indkapslet. Bag den i yderligere 20 minutter. Lad den køle helt af i formen.

Hvid chokolademousse 
4½ blade husblas
250 g hvid chokolade
6 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Hak chokoladen godt og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet (det skal dampe kraftigt!). Hæld den meget varme fløde henover chokoladen. Vrid husblassen og tilsæt den med det samme. Rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen, og sæt det på køl i minimum 6-7 timer (chokoladefløden skal være tyknet og helt køleskabskold). Rengør formen og placer bunden på det ønskede fad. Kom kageplast omkring og formen udenom. Pisk chokolademoussen luftig og hæld den ud over bunden. Stil kagen tilbage på køl.

Bærmousse
3½ blade husblas
1 vaniljestang
5 spsk rørsukker
400 g frosne bær
1 citron
4 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Flæk vaniljestangen  og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret, så de ikke klistrer sammen. Kog vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, bær og saften fra citronen op i en lille gryde. Lad det simre 8-10 min. Tag det af varmen. Passer det igennem en sigte - du skal  kun bruge saften. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og køl det lidt af. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med bærsaften (kun lidt afd gangen). Hæld forsigtigt moussen ud over kagen, og stil kagen tilbage på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.


Jeg pyntede med friske hindbær, flødeskumstoppe m. guldstøv og chokoladeovertrukne hasselnødder.

tirsdag den 11. oktober 2016

Karameliseret æbletærte

Weekenden tilbragte vi sammen med mine forældre i et dejligt sommerhus nær Asnæs. Der var ro, masser af tid til at lege gemmeleg, uanede mængder af pinde i skoven og masser af gåture til stranden for at kaste sten i vandet. Det var så dejlig en tur, at jeg næsten tudede af lykke da vi kom hjem.
Vi havde dejligt efterårsvejr med rusk og kulde, så den æbletærte jeg havde planlagt passede lige ind! Det var så dejlig nemt at jeg bare havde afmålt alle de tørre ingredienser hjemmefra, så jeg bare havde en pose blandet med - så manglede der bare smør, æbler og kondenseret mælk. Det var en god beslutning, da sommerhuskøkkenet var noget mangelfuldt udstyret!

Du genkender måske bunden fra den skønne rabarbertærte - og det er helt rigtigt. Her har jeg bare tilsat lidt kanel, fordi det står så godt til æblerne. Af praktiske hensyn havde jeg blandet kanel i bunden, men det vil nok være pænere at drysse det ud over æblebådene.

 
Du skal bruge: 

100 g blødt smør
140 g hvedemel
80 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4 æbler
1 ds. kondenseret mælk
1 spsk. kanel

Vaniljeis til servering

Bland alle de tørre ingredienser (undtagen kanel) og saml dejen med smørret. Tryk det ud i en bagepapirbeklædt tærteform. Skræl æblerne og skær dem i både. Placer dem på bunden og drys kanel ud over. Hæld den kondenserede mælk ud over.

Tærten bages 15 minutter, nederst i en 150 grader forvarmet ovn (ikke varmluft). Skru op til 165 grader og bag den yderligere 55-60 minutter.