Sider

onsdag den 14. december 2016

Fudge på 5 minutter.

Jeg har været i biografen sammen med min mor et par gange de sidste par uger. Og i bland-selv-slik afdelingen er hun underligt mådeholden - hun skal bare have et par stykker fudge.
Jeg har smagt dem, og det er nogle lidt tørre karamel/chokolade-agtige bidder. Sådan okay, men ikke noget at falde i svime over. 

Jeg har lovet hende at lave noget konfekt til mine forældre til julen, så jeg tænkte at jeg ville lave noget hjemmelavet fudge, når hun nu er så glad for det.  


Hold. Nu. Op hvor er det bare noget andet! Fløjsblødt og lækkert, og smelter nærmest på tungen. Jeg kommer til at veje 300 kg. fremover!

Jeg lavede mine 2-farvede, halvdelen med mørk chokolade og halvdelen med lys. Det kan man gøre lige som man lyster. Du skal bruge:

1 ds. sødet, kondenseret mælk
340 g. chokolade (jeg brugte 170 g. lys + 170 g. mørk)
1 knsp. salt
1 tsk. vaniljeessens

Hak chokoladen og kom det op i to skåle sammen med halvdelen af den kondenserede mælk i hver (eller bare det hele i én, hvis du laver med én slags chokolade). Kom det i mikrobølgeovnen i 1 minut, tag det ud, tilsæt vaniljeessens og salt og rør i det til det bliver en blank og homogen masse. Hvis chokoladen ikke er smeltet helt, så giv det lidt mere (10 sekunder ad gangen).
Hæld det i en bagepapirbeklædt form (min var 17x23) og lad det sætte sig på køl. Jeg vil tro det er skærefast efter et par timer - mit stod natten over.

Løft hele hærligheden op og skær den ud i fine stykker med en skarp kniv. Enjoy!

lørdag den 10. december 2016

Creme Brulée.

Hvis der er en dessert jeg vender tilbage til igen og igen, så er det altså creme brulée! Det er bare så skønt med en dessert der står klar i køleskabet, så man ikke skal tænke på det på dagen. Og så har jeg opdaget at folk bliver imponeret hver gang (jeg ved ikke hvorfor - det er altså VIRKELIG nemt) og den smager gudeskønt!



Til 5 ramakiner skal du bruge:
5 dl. piskefløde
2 dl. (sød)mælk
1 vaniljestang
150 g. sukker
3 hele æg (eller 8 æggeblommer, hvis du foretrækker det)

Rørsukker til servering

Skrab vaniljekornene ud af stangen og mas det ud i sukkeret. Bland det sammen med piskefløde og mælk og bring det i kog sammen med den tomme vaniljestang. Rør godt rundt så det ikke brænder på.

Når det er kølet ned til under 50 grader (æggene stivner ved 55 grader - og du ønsker ikke klumper af hårdkogt æg i din masse) blandes æggene i. Pisk æggene godt ud i. Sigt det hele og hæld det i ramakinerne.

Bages i vandbad (af kogende vand) i ovnen i ca. 60 minutter v. 140 grader (ikke varmluft). Cremen må gerne blævre lidt når du tager dem ud - de skal nok sætte sig i køleskabet.

Lad dem køle lidt af på en rist, og dæk så formene med VitaWrap så det rører ved overfladen (så der ikke dannes kondens). Lad dem stå på køl til de er HELT kolde - gerne natten over.

Ved servering drykker du et jævnt lag rørsukker ud på og karameliserer det med en gasbrænder. Brænd dem i cirkulære bevægelser udefra og ind.

lørdag den 3. december 2016

"Black magic"

Kender I det når alle andre bager en bestemt kage og samstemmigt roser den til skyerne? Sådan har jeg det med Black Magic. Og jeg var meeeega skeptisk fordi den kun indeholder kakao og ikke noget chokolade. Men altså, den skulle jo have et forsøg.
Men helt ærligt? Bundene har en super god konsistens. Men man kan altså godt smage at det er en kakao-kage. Der mangler simpelthen dybde i smagen. Min anbefaling er at smelte 150 g. mørk chokolade og komme det i. Når det så er sagt, så fik den inderlig ros, så hvis man ikke er chokoladeentusiast som jeg, så kan det godt være man ikke lægger mærke til det?


Kagebund
150 g. hvedemel
245 g. sukker
50 g. kakao
1 tsk. natron
½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
½ tsk. vaniljesukker
1 æg
1,25 dl. færdiglavet kaffe (ja, også selvom du ikke drikker kaffe og afskyer smagen heraf)
1,25 dl. mælk
0,8 dl olie
(150 g. mørk chokolade, smeltet)

Sigt alle de tørre ingredienser sammen og bland dem herefter med de våde. Pisk et minuts tid på laveste hastighed - dejen er ret våd i det. Hæld den i en bagepapirbeklædt form på 15x24 cm og bag den midt i ovnen i ca. 50 minutter på 175 grader (ikke varmluft).

Lad bunden køle helt af.

Mousse
½ liter piskefløde
50 g. kakao
150 g. sukker
1 tsk. vaniljesukker

Sigt de tørre ting sammen med piskefløde og pisk det hele sammen til en fast (men ikke for fast) mousse. Del bunden i to lige store dele og flæk dem, så du ender med 4 bunde. Smør mousse ud på den ene bund, læg den næste ovenpå,  og fortsæt sådan. Sprøjt resten af moussen ud over.
Den skal helst stå natten over, inden den serveres.


onsdag den 16. november 2016

Cheesecake m. vanilje og chokolade.

Jeg havde lovet at lave nogle fødselsdagskager til min mor. Den ene havde jeg en klar idé til, men hun ville også gerne at der var en kage som min lille ægge-allergiske niece kunne spise, så det blev en cheesecake.


Bund
200 g. knuste digestive kiks
50 g. grofthakkede nødder
110 g. smør
50 g. grofthakket hvid chokolade

Smelt smørret og rør det sammen med de andre ingredienser. Kom bagepapir i bunden af en springform og mas det godt fast. Kom bunden i fryseren.

Fyld
6 dl piskefløde
300 g. flødeost naturel
2 tsk vaniljesukker
225 g. sukker
2½ ark husblas

Til chokoladefyldet bruges desuden:
120 g mørk chokolade
½ tsk kanel
2½ ark husblas

Pynt
Jeg brugte 2½ dl piskefløde, hakkede mandler og 1 ps. Maltesers.

Chokoladefyld
Udblød 2½ ark husblas. Pisk flødeost, sukker og vaniljesukker sammen til en homogen masse. Pisk fløden til skum i en anden skål. Vend forsigtigt de 2 ting sammen.
Tag halvdelen fra og kom det på køl.

Smelt chokoladen og rør det sammen med kanel (kan udelades, hvis du ikke har lyst til et jule-touch). Vend en skefuld fløde/ostemasse i chokoladen, og vend så chokoladen ned i resten. Gør det forsigtigt, så den ikke hverken skiller eller smelter.
Smelt den udblødte husblas i en lille gryde. Kom 1-2 skefulde chokolademasse ned i for at køle det langsomt, og vend det derefter hurtigt i.
Hæld det ud over bunden, bank kagen et par gange i bordet så det fordeler sig jævnt og sæt den på køl.

Vaniljefyld
Udblød 2½ ark husblas. Følg samme procedure som ovenover; smlet husblas, vend lidt fyld i for at afkøle og vend det derefter hurtigt sammen.
Hæld det ud over kagen og glad overfladen. Sæt den tilbage på køl.

Lad kagen stå minimum nogle timer - gerne natten over. Befri den fra formen og pynt den. Jeg smurte siderne op med lidt flødeskum, og dækkede hakkede mandler, en lille kant flødeskum på toppen og Maltesers.





onsdag den 9. november 2016

Klassiske cookies.

Nogle dage har man bare brug for noget. Noget blødt, og lidt chewy. Og uendeligt lækkert! Det får du her. Og så er det med almindelige billige ingredienser. Bag dem! 


120 g sukker
140 g brun farin
140 g blødt smør
2 æg
180 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1 tsk salt
½ tsk vaniljeestrakt
150 g grofthakket chokolade (jeg foretrækker mørk, men lys eller hvid vil også fungere)

Rør smør, brun farin og sukker godt sammen.
Tilsæt æg og vanilje og rør det godt igennem. Sigt de tørre ingredienser i og rør til sidst chokoladen i.
Lad dejen hvile i køleskab. Min en times tid - gerne natten over eller et døgn.

Form dem til 16-18 kugler og fordel på 3 bageplader m. bagepapir på. Bages v. 175 grader (varmluft) i 11-13 minutter.

mandag den 24. oktober 2016

Nøddekaramelbund m. hvid chokolademousse og jordbær/hindbær mousse.

Vi havde inviteret 2 sæt naboer til kage og champagne - I ved; klassisk søndag eftermiddag. Manden fik lov til at vælge, og han ville gerne have at jeg lavede "den der med hvid chokolade". Jeg var dog ikke så vild med bunden, så den udskiftede jeg med en nøddekaramelbund - og det blev virkelig, VIRKELIG godt. 



(Obs; Start med den hvide chokolademousse, for den er lang tid om at køle ned. Lav gerne kagen dagen før, så den kan nå at sætte sig)

Bund:
200 g. nødder (jeg foretrækker lige dele pistachie/hasselnød/mandel)
1 spsk. hvedemel
4 æggehvider
150 g. rørsukker

Rist nødderne på en tør pande. Blend dem og rør melet i.
Pisk æggehviderne helt stive sammen med sukkeret. Vend nøddeblandingen i æggehviderne. Fordel halvdelen af dejen i en smurt springform (jeg brugte 24 cm - men 26 er også helt fint) og kom den anden halvdel i en sprøjtepose uden tyl. Bag den i 16-17 minutter v. 180 grader (varmluft).


Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
80 g. brun farin
80 g. smør
½ tsk flagesalt

Kom alle ingredienserne i en gryde og varm det op indtil det er tykt og gyldent. Rør hele tiden.

Tag bunden ud af ovnen, og start med at sprøjte en yderkant ovenpå den, så karamellen ikke kan løbe ud og røre ven kanten af springformen - så vil den nemlig brænde på. Hæld karamellen ud på den bagte bund og sprøjt resten af dejen ud ovenpå den - prøv at forsegle den helt, så karamellen er helt indkapslet. Bag den i yderligere 20 minutter. Lad den køle helt af i formen.

Hvid chokolademousse 
4½ blade husblas
250 g hvid chokolade
6 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Hak chokoladen godt og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet (det skal dampe kraftigt!). Hæld den meget varme fløde henover chokoladen. Vrid husblassen og tilsæt den med det samme. Rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen, og sæt det på køl i minimum 6-7 timer (chokoladefløden skal være tyknet og helt køleskabskold). Rengør formen og placer bunden på det ønskede fad. Kom kageplast omkring og formen udenom. Pisk chokolademoussen luftig og hæld den ud over bunden. Stil kagen tilbage på køl.

Bærmousse
3½ blade husblas
1 vaniljestang
5 spsk rørsukker
400 g frosne bær
1 citron
4 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Flæk vaniljestangen  og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret, så de ikke klistrer sammen. Kog vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, bær og saften fra citronen op i en lille gryde. Lad det simre 8-10 min. Tag det af varmen. Passer det igennem en sigte - du skal  kun bruge saften. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og køl det lidt af. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med bærsaften (kun lidt afd gangen). Hæld forsigtigt moussen ud over kagen, og stil kagen tilbage på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.


Jeg pyntede med friske hindbær, flødeskumstoppe m. guldstøv og chokoladeovertrukne hasselnødder.

tirsdag den 11. oktober 2016

Karameliseret æbletærte

Weekenden tilbragte vi sammen med mine forældre i et dejligt sommerhus nær Asnæs. Der var ro, masser af tid til at lege gemmeleg, uanede mængder af pinde i skoven og masser af gåture til stranden for at kaste sten i vandet. Det var så dejlig en tur, at jeg næsten tudede af lykke da vi kom hjem.
Vi havde dejligt efterårsvejr med rusk og kulde, så den æbletærte jeg havde planlagt passede lige ind! Det var så dejlig nemt at jeg bare havde afmålt alle de tørre ingredienser hjemmefra, så jeg bare havde en pose blandet med - så manglede der bare smør, æbler og kondenseret mælk. Det var en god beslutning, da sommerhuskøkkenet var noget mangelfuldt udstyret!

Du genkender måske bunden fra den skønne rabarbertærte - og det er helt rigtigt. Her har jeg bare tilsat lidt kanel, fordi det står så godt til æblerne. Af praktiske hensyn havde jeg blandet kanel i bunden, men det vil nok være pænere at drysse det ud over æblebådene.

 
Du skal bruge: 

100 g blødt smør
140 g hvedemel
80 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4 æbler
1 ds. kondenseret mælk
1 spsk. kanel

Vaniljeis til servering

Bland alle de tørre ingredienser (undtagen kanel) og saml dejen med smørret. Tryk det ud i en bagepapirbeklædt tærteform. Skræl æblerne og skær dem i både. Placer dem på bunden og drys kanel ud over. Hæld den kondenserede mælk ud over.

Tærten bages 15 minutter, nederst i en 150 grader forvarmet ovn (ikke varmluft). Skru op til 165 grader og bag den yderligere 55-60 minutter.

søndag den 25. september 2016

De bedste kanelsnegle. (Nej, ingen overdrivelse.)

Jeg bager verdens bedste kanelsnegle. Intet mindre.
"Hemmeligheden" er den lange hævetid. Hvis du er akut kage-trængende skal du finde dig noget andet at bage - de her er først spiseklar ca 2½ time efter du går i gang.


Dej
25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
1 æg
100 g. blødt smør
300 g. hvedemel 

Remonce
185 g blødt smør
185 g brun farin
1 1/2 spsk kanel
Lidt friskrevet muskatnød


Lun mælken og smuldr gæren ned i den i en stor skål. Rør til gæren er opløst. Bland salt, sukker og æg i. Smuldr smørret ud i melet. Når det er helt fint, samles det med de våde ingredienser. Ælt dejen godt igennem. Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve i 1½ time et lunt sted.

Bland smør, brun farin, kanel og muskatnød til fyldet. Slå dejen sammen og rul den tyndt ud til en firkant (ca. 25 x 45 cm). Smør fyldet på og rul dejen sammen til en pølse på den korte led. Skær pølsen ud i ca. 24 stykker og læg dem i et fad eller en form med lidt luft imellem. Lad sneglene efterhæve i ca. 30 minutter.

Bag dem i ovnen ved 175 grader (varmluft) i 20-25 minutter. Smager helt fabelagtigt når de er helt nybagte og varme - men de kan også godt klare en overnatning.

Og det bedste? Når du tager en op, så står du tilbage med et helt nærmest rent bagepapir - al snasken er nemlig blevet inde i sneglen, fordi du har bagt den i form!

tirsdag den 20. september 2016

Chokoladekage m. chokoladesmørcreme.


Kagebunde 
4 dl hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk salt
2 tsk vaniljesukker
330 g. brun farin
175 g smeltet smør
4 æg
1,5 dl mælk
2,5 dl vand
105 g. kakaopulver

Chokoladesmørcreme
400 g mørk chokolade
420 g usaltet smør, stuetemperatur
6 dl flormelis, sigtet
1 knivspids salt
2 tsk vaniljesukker

Pynt 
Evt. friske brombær/hindbær/andre bær i sæson

Smør en springform (24 cm) med rigeligt fedtstof, og tænd ovnen på 180 grader. Sigt mel, bagepulver, salt og vaniljesukker sammen i en skål for sig. Rør sukker og smør luftigt, og tilsæt æggene et ad gangen. Vend melblandingen i skiftevis med mælken.
Bland vand og kakaopulver i en gryde, og varm det op under omrøring, indtil massen er homogen. Pas endelig på at det ikke brænder på! Tilsæt det til dejen lidt ad gangen, mens du rører, indtil den er ensartet. Hæld dejen i formen, og bag i ca. 40 minutter (varmluft), til den er helt gennembagt.
Lad kagen køle helt af.


Smelt chokoladen over vandbad, og lad den derefter køle helt ned (hvis den er kølet så meget ned at den stivner igen, så giv den 10-20 sek. i mikroen, indtil den er jævn igen). Pisk smørret med flormelis, salt og vaniljesukker, indtil blandingen er cremet og lys.Hæld den smeltede, helt afkølede chokolade ned i en stråle mens du pisker fortsat indtil cremen er luftig og let i konsistensen. Del kagen i tre lag, og smør et tyndt lag smørcreme imellem hvert lag. Sprøjt resten af cremen ud over hele kagen og pynt evt, med de friske bær. Hvis du har lavet kagen i så god tid at du har haft den på køl, så tag den ca. 2 timer før servering, så smørcremen igen bliver blød og lækker.

Jeg havde fået lavet for lidt smørcreme, så jeg måtte redde den med brombærrene på toppen - jeg har justeret målene på opskriften, så du ikke får samme problem!

mandag den 5. september 2016

Efterårslagkage med æble og fragelitebunde.

Vores ældste fylder hele 4 år, så det skulle selvfølgelig fejres! Det blev han med denne skønne lagkage! 


Fragelitébunde 
225 g. æggehvider
450 g. rørsukker
300 g. marcipan
75 g æggehvider
185 g hasselnødder

Æggehvider (225 g) og sukker piskes til en sej marengs. Ælt marcipan og æggehvider (75 g) godt sammen. Marengsen vendes forsigtigt med marcipanmassen over mange gange – du skal være forsigtig, så luften ikke slås ud. Hak hasselnødderne fint og vend også dem i dejen.
Fordel 2/3 af dejen i en smurt springform (26 cm i diameter), og smør resten ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag bundene v. 180 grader varmluft. Springformen i ca. 35-40 min. og bagepladen ca. 20 min.

Lad bundene køle helt af.



Æblekompot 
2 blade husblas
450 g skrællede æbler
100 g rørsukker
65 g brun farin
1 dl. æblejuice

Udblød husblassen i koldt vand. Skræl æblerne og fjern kernehuset, og skær dem i mindre stykker. Kom alting op i en gryde  og lad det små simre i 15-20 min. Æblerne bør være kogt ud til mos (de må gerne have lidt struktur) – knug husblassen fri fra vand og rør den ud i æblemossen. Stil herefter æblekompotten på køl indtil brug.

Æblemousse 
4 blade husblas
700 g. skrællede æbler
2½ dl æblejuice
1 god vaniljestang
5 spsk rørsukker
2,5 dl piskefløde

Udblød husblas i koldt vand. Æblerne skrælles og skæres i små stykker. Kom alle ingredienserne undtagen fløden op i en gryde og kog det hele mørt i 15 min. Æblekompotten sigtes gennem en sigte, så det bliver til en fin æblepuré. Mas det med en ske, så du får meget med  Knug husblassen fri fra vand og rør den i æblepureen. Lad æblepureen køle ned, imens du pisker fløden til let flødeskum. Vend æblepureen og flødeskummen sammen.

Befri kagen fra springformen og rengør formen. Kom bunden tilbage i formen og kom kageplast i. Smør bunden med æblekompot, og skær herefter den anden bund til, så den er 1 cm i diameter mindre end formen. Hæld æblemoussen udover kagen, og stil den på køl i mindst 5 timer eller gerne natten over.

Marcipanovertræk
200 g marcipan
100 g flormelis
30 g glukosesirup

2 dl piskefløde, til opsmøring

Ælt det hele godt sammen og kom massen op i en pose og læg på i 30 min. Befri kagen fra springformen og kageplast. Pisk fløden til flødeskum og smør kagens kant op. Udrul marcipanen og rul den omkring kagens kant. Pynt med hakkede hasselnødder og høvlet mørk chokolade.

TIP: Hvis du bruger søde købe-æbler, istedet for de syrlige have-æbler som jeg har brugt, så vil det være passende med lidt citronsaft i både kompot og mousse.

TIP: Kagen kan sagtens laves i god tid. Jeg lavede både kompot & æblepuré om torsdagen, bundene om fredagen, hvor jeg også samlede kagen, som skulle serveres lørdag. Så venter man med husblas'en, som bare smeltes i en lille portion af det som den skal i.

søndag den 14. august 2016

Slutty Brownie (endnu slutty'er end ellers!)

Slutty Brownie har været til i noget tid, og jeg har smagt den nogle gange, men har ikke lavet min egen version. Indtil nu.
En slut er en der gør lige hvad hun har lyst til; og det er denne her kage!


Den oprindelige Slutty Brownie er jo amerikansk - så opskrifterne lyder bare på færdigkøbt cookie-dej og brownie-mix. Det er der ikke noget af her, der er det den ægte vare hele vejen igennem!
Jeg har også tilføjet et ekstra lag i kagen: karamel. Bare fordi det passer ind - og karamel altid gør alting bedre!



Jeg fik lavet en al for stor portion brownie-dej, så denne opskrift er den justerede mængde, som vil passe bedre.  Denne opskrift passer til en okay stor form - 20x30 cm.


Cookiedej:
250 g blødt smør
170 g brun farin
150 g rørsukker
2 æg
2 tsk vaniljesukker
1 tsk natron
½ tsk salt
215 g hvedemel
2 pakker Oreos (helst m. dobbelt fyld)
Rør alle ingredienserne sammen og tryk den fast i bunden af en bagepapirbeklædt form. Læg Oreos'ne ovenpå - kun ét lag.
Karamellag1 ds kondenseret mælk
80 g. smør
80 g. brun farin
Varm blandingen op til kogepunktet under omrøring, og lad den stå på varmen i 15-20 minutter under omrøring, til sukkeret er opløst, og karamellen er blevet relativt tyk og lysebrun.
Brownie
350 g. mørk chokolade (66%)
150 g. smør
85 g. mel
50 g. kakaopulver
2 tsk. bagepulver
lidt  salt
5 æg
375 g. sukker

Hak chokoladen og smelt 250 g. sammen med smørret i en gryde.
Pisk æg og sukker sammen med dejkroge, skru ned på laveste hastighed og tilsæt den lune chokolademasse. Sigt mel, bagepulver, kakao og salt i og rør til dejen er homogen. Pas på ikke at røre dejen sej, den skal kun lige være rørt sammen. Tilsæt de sidste 100 g. hakket chokolade og vend det i. 
Hæld karamellen over Oreos'ne og fordel derefter brownie-dejen forsigtigt ovenpå. Hele herligheden bages i ca. 30-35 min. v. 180 grader.

Hvis du skærer den imens den er lun, får du flydende og lækker kage, som på det øverste billede.
Hvis du venter til den er kølet af, har du stadig en snasket kage, men den holder faktisk formen. - jeg havde resterne med på arbejde dagen efter, og der var den *meget* nemmere at håndtere - men stadig så god at en enkelt kageglad kollega konstaterede at det var "den lækreste kage jeg nogensinde har smagt. Og jeg har spist MEGET kage!"

mandag den 8. august 2016

Spagetti cabonara

Cabonara er jo en sand klassiker.

Der findes mange versioner; med/uden fløde,æggeblommer eller hele æg, hvidløg eller ej, og sådan fortsætter det. Min version er således:

1 pk. bacontern
1 pk. frisk pasta (250 g)
2 dl. fløde
2 æggeblommer
friskrevet parmasan
Muskatnød og peber

Baconternene steges i lidt smør eller olie. De skal smide fedtet, men bestemt ikke sprødsteges. Tilsæt fløden og lad det koge ind til cirka halvdelen, imens du skruer godt ned for varmen. Pisk æggeblommerne ud i (hvis saucen er for varm får du røræg - ikke rart). Tilsæt lidt friskrevet muskatnød og den nykogte pasta. Vend det godt sammen, så pastaen kan suge saucen. Kom godt med friskkværnet peber og parmasan over, når du anretter det i varme tallerkener.

lørdag den 30. juli 2016

Rabarber/karamel tærte.

I dag kom mine forældre til eftermiddagskage, og jeg brugte lang tid på at udtænke en opskrift. Jeg ville gerne lave noget hvor jeg kunne bruge de rabarber vi har i haven og en af de mange dåser kondenseret mælk jeg har i skabene. 


Jeg kiggede mig rundt omkring og fandt lidt inspiration. Jeg ved godt at det er lang bagetid for en frugttærte, men den kondenserede mælk skal have så lang tid for at karamelisere - og det er ventetiden værd! Den kondenserde mælk smelter nærmest sammen med dejen, og bliver til en lækker, lidt sej, men sprød masse. Det smager helt vidunderligt godt.
Når vi når efteråret skal den helt klart prøves med æblebåde vendt i kanel også!

Pas på, for den er svært fristende - vi var 4 voksne og der var ikke en krumme tilbage!

100 g blødt smør
140 g hvedemel
80 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4-5 rabarberstængler
1 ds. kondenseret mælk

Flødeskum eller vaniljeis til servering

Bland alle de tørre ingredienser og saml dejen med smørret. Tryk det ud i en bagepapirbeklædt tærteform. Skær rabarberne i skrå skiver og placer dem på bunden. Hæld den kondenserede mælk ud over.

Tærten bages 15 minutter, nederst i en 150 grader forvarmet ovn (ikke varmluft). Skru op til 165 grader og bag den yderligere 55-60 minutter. (Kig til den efter 30-40 minutter - måske skal den have sølvpapir over, for ikke at blive for mærk på toppen).

Jeg havde fået plukket lidt for mange rabarberj, så jeg kogte de resterende med lidt sukker. Efter de var udkogte passerede jeg det i en sigte, så jeg fik en rabarbersirup. Den vendte jeg i flødeskum som var pisket med en god del vaniljesukker.




torsdag den 28. juli 2016

Chokoladekage m. flydende midte til 1 person.

Nogle gange får man bare lyst til kage. Sådan rigtig kage.
Jeg har giftet mig med noget så underligt, som en mand der ikke kan lide chokolade (!) og jeg ender derfor tromletyk, hvis jeg laver en hel kage. Så derfor laver jeg af og til en 1-personers kage.


Jeg har testet mig igennem diverse kage-i-en-kop opskrifter, og det bliver altså noget underligt gummiagtigt noget når man bager det i mikro'en.

At røre ingredienserne sammen tager jo den samme tid, men det er altså en verden til forskel, hvis du bager den i ovnen i stedet for mikroen!

Jeg laver den som regel på slump, men det her er sådan cirka hvad jeg bruger:
30 g. smør
50 g mørk chokolade
2 tsk sukker
lidt vanilje
1 spsk mel
1 æg.

Smelt smørret i mikroen og rør den hakkede chokolade ud i, så det også smelter. Dernæst røres det bare sammen med resten (pas på det ikke er for varmt når du rører ægget i), hældes i en smurt ramakin og bages v. 200 grader varmluft i 9-10 minutter. Lad den lige stå på bordet et minut eller 2, inden du vender den ud på en tallerken. Spises med vaniljeis (og måske lidt rabarberkompot?).


torsdag den 21. juli 2016

Lagkage med blondie-bund, hvid chokolademousse og bærmousse.


Sommerlagkage med hvid chokolademousse og bærmousse
(16-18 personer)

(Obs; Start med den hvide chokolademousse, for den er lang tid om at køle ned. Lav gerne kagen dagen før, så den kan nå at sætte sig)
Bund 
140 g smør
140 g hvid chokolade
3 æg
75 g
60 g hvedemel
1 knsp. salt

Smelt smør og hvid chokolade sammen. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Vend forsigtigt smørblandingen i æggesnapsen og sigt herefter mel og salt i, lidt ad gangen imens du vender blandingen forsigtigt sammen. Hæld dejen op i en springform (28 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir og siderne er smurt.Bag bunden ved 180 grader (varmluft) i ca. 20-25 min.
Lad bunden køle helt af. Befri bunden fra springformen og rengør formen. Placer bunden på serveringsfadet og kom ringen fra springformen om, med kageplast indeni.


Hvid chokolademousse 
3½ blade husblas
250 g hvid chokolade
6 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Hak chokoladen godt og kom den i en dyb skål. Varm fløden op til lige under kogepunktet (det skal dampe kraftigt!). Hæld den meget varme fløde henover chokoladen. Vrid husblassen og tilsæt den med det samme. Rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen, og sæt det på køl i minimum 6-7 timer (chokoladefløden skal være tyknet og helt køleskabskold). Pisk chokolademoussen luftig med og hæld den ud over bunden. Stil kagen tilbage på køl.

Bærmousse
2½ blade husblas
1 vaniljestang
5 spsk rørsukker
400 g frosne bær
1 citron
4 dl piskefløde

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i 10 min. Flæk vaniljestangen  og skrab kornene ud. Mas kornene sammen med en smule af sukkeret, så de ikke klistrer sammen. Kog vaniljesukker, den tomme vaniljestang, sukker, bær og saften fra citronen op i en lille gryde. Lad det simre 8-10 min. Tag det af varmen. Passer det igennem en sigte - du skal  kun bruge saften. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og køl det lidt af. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummet sammen med bærsaften (kun lidt afd gangen). Hæld forsigtigt moussen ud over kagen, og stil kagen tilbage på køl i mindst 3 timer eller gerne natten over.

Pynt
Friske hindbær, brombær og blåbær

Inden servering fjerner du kageplast og ring og pynter kagen med friske bær.

søndag den 17. juli 2016

Tærte med karamel, chokoladeganache og havsalt.



Denne lækre tærte laver jeg normalt med Oreo-bund. Men da denne her skulle serveres for min lille niece, som har soja-allergi, måtte jeg være kreativ, Derfor forsøger jeg mig med en Digestive-bund i stedet. Da de jo ikke indeholder creme, har jeg brugt lidt mere smør, end til Oreo-bunden.

2 pakker Oreos eller 20 Digestive (ca. 300 g.)
80 g. smør hvis du bruger Oreos - 115 g. hvis du bruger Digestive
200 g brun farin
Yderligere 120 g. smør
3½ dl fløde (1+2½)
250 g mørk chokolade
Flagesalt til servering

Knus kiks helt fint i minihakkeren. Smelt smørret (80 g til Oreos, 115 g. til Digestive) og bland det sammen med det knuste kiks.
Tryk det ud i en tærteform så det er jævnt og trykket godt sammen (brug evt. bagsiden af en ske).
Stil bunden i fryseren imens du laver karamellen.

Smelt resten af smørret og den brune farin i en gryde ved middel varme så det bliver til flydende karamel. Tilsæt fløden (1 dl) og kog op, lad det koge 4-5 minutter til det bliver til en homogen masse.

Tag gryden af varmen og karamellen køle af i 10 min. Hæld karamellen over bunden og sæt den tilbage i fryseren i min 30 min til den er blevet fast.

Varm resten af fløden op til lige under kogepunktet (så det damper kraftigt, men ikke bobler).
Hak chokoladen fint.
Hæld fløden over chokoladen og lad det stå i et par minutter, rør det forsigtigt sammen og sørg for at alt chokoladen er smeltet så du har en fløjlsblød ganache.
Hæld chokoladeganachen over tærten og stil den i køleskabet i min. 1 time (gerne natten over), til chokoladen er størknet. Inden servering drysses med flagesalt.

Her er den serveret med rabarberkompot vendt i blødt flødeskum.

fredag den 15. juli 2016

Tærte med rabarber og hvid chokolade

I foråret var jeg i sommerhus med hele svigerfamilien. Min svigerinde lavede en tærte med blåbær og citron, som smagte virkelig dejligt - men jeg tænkte at den ville være endnu bedre med rabarber. Og det havde jeg helt ret i. Den er virkelig nem at lave, og når man som jeg har haven fyldt med rabarber er den også billig.

Jeg har lavet den en hel del gange, og den er en succes hver gang! Hvis du har rester kan du fint fryse dem ned.



100 g smør
100 g + 50 g hvid chokolade
180 g sukker
2 tsk vanillesukker
2 æg
150 g mel
6-7 stængler rabarber (så det fylder 6-7 dl. når de er skåret i stykker)

Opvarm ovnen til 200 grader (varmluft).
Smelt smørret i en gryde. Tag den af varmen og smelt de 100 g hvid chokolade deri. Pisk sukker, vanillesukker og æg i. Sigt melet i og rør det hurtigt til en ensartet dej. Fordel dejen i et smurt tærtefad. Skær rabarberne i skiver og hak de 50 g hvid chokolade. Fordel rabarber og hvid chokolade ud over dejen. Tryk det lidt ned i.
Bag tærten i 25-30 minutter. Serveres lun, med vaniljeis. - Måske med lidt sigtet flormelis henover?

tirsdag den 12. juli 2016

1 år med den dejligste lille pige.

I dag er det et år siden at jeg fødte hende her. Det var det vildeste nogensinde. Under en time i aktiv fødsel; 7 minutters presseveer. Det hele gik så hutigt at jeg ikke nåede at få en epidural!



Heldigvis er hun bare det hele værd! Min skønne lille guldklump!




'
































































søndag den 10. juli 2016

Tortellini m. mascarpone/portvin

En af mine absolut yndlings pastaretter er denne her. Vi får den ikke så tit, da jeg kun kan finde de trøffelfyldte tortellinier i Bilka, og der kommer vi ikke så tit. Den er fed, cremet og lækker - nogen vil nok foretrække en salat til, men jeg vil hellere gå all-in når det endelig er! Den er også en genganger som forret når vi har gæster.

Denne opskrift giver en stor portion. Den passer til os, 2 voksne + 2 mindre børn. Og som regel en frokostrest oveni.


500 frisk tortellini m. trøffelfyld
1 bk. champignon
250 g. mascarpone
1½ dl portvin
1 dl vand
2 fed hvidløg
Lidt smør
3-4 spsk. friskhakket persille
5 spsk. revet parmasan
Friskrevet muskatnød

Skær champignongerne i skiver og kom dem i en lille gryde sammen med portvin og vand. bring det i kog og lad det simre 3-4 minutter inden du slukker for varmen, men lader gryden stå på blusset.

Pisk mascarpone, muskatnød og godt med friskkværnet peber sammen. Hæld champignon/portvin igennem en sigte. Mas svampene lidt, så du får al væsken med. Kom væden tilbage i gryden og lad det koge lidt ind (5-6 minutter). Pisk derefter væden sammen med mascarponen.

Hak svampene. Varm en stor pande op og kom en ordentlig klat smør på. Tilsæt presset hvidløg og lad det brune 20-30 sekunder og tilsæt så svampe og persille.
Tilsæt mascarpone-saucen og bring det i kog.

Vend de kogte tortellinier forsigtigt sammen med saucen og den revne parmasan. Server i et opvarmet fad.

Det er de her tortellinier I skal på udkig efter. Det er noget helt, HELT andet end da andre man kan få i supermarkederne.

Michelinkage og 1-års fødselsdag.

Vi har fejret lillepigens 1-års fødselsdag i weekenden. Planen var egentlig at lave 2 ribstærter med italiensk marengs, men den ene blev udskiftet med den såkaldte Michelinkage - min mazarintærte som bund i en jordbærtærte alá Henrik Yde.


Jeg er enig med Henrik i at mazarintærten fungerer virkelig godt som jordbærtærtebund. Men hans "creme" blev altså dømt ude af selskabet, i sammenligning med den creme som jeg plejer at lave til jordbærtærter. Beklager.

Det var ikke fordi den var dårlig - bestemt ikke. Men min vanlige creme er altså bare uovertruffen. Jeg kunne dog godt overveje at kombinere den med de friske hindbær fra Henriks creme....

Her er opskriften som jeg lavede den, med min bund og Henriks creme:

Bund: 
125 g koldt smør
175 g mel
3 spsk sukker
1 æggeblomme (gem hviden til fyldet)

Fyld:
150 g blødt smør
1 knsp. salt
125 g sukker
200 g revet marcipan
1 æg
1 æggehvide

God mørk pålægschokolade

Creme:
½ liter piskefløde
4 spsk. flormelis
250 g. friske hindbær

500 g. jordbær

Smuldr smør i melet. Tilsæt sukker og æggeblomme. Saml hurtigt og stil på køl en times tid. Beklæd en tærteform med dejen. Rør sukker, salt og det bløde smør grundigt sammen. Rør marcipan blødt med ægget og æggehviden. Bland de to ting sammen og fordel det over den ubagte bund. Bages 23-24 min ved 180 grader (varmluft). Læg pålægschokoladen ud på kagen, så det smelter. Køles helt af.

Pisk en chantillycreme af sigtet flormelis og piskefløde. Det må endelig ikke piskes for stift. Vend de grofthakkede hindbær i og pynt tærten med jordbær.

fredag den 8. juli 2016

Ribstærte med marengs

Vi kender jo alle sammen den franske citrontærte. Men hvad nu hvis man ikke er så vild med citron?
Det er jeg fx ikke - men jeg elsker mørdejen og marengs. Så jeg har forsøgt mig med en fransk citrontærte - med ribs.



Den skal på bordet i morgen, til lillepigens 1-års fødselsdag, sammen med "Michelin-kagen".
Når jeg eksperimenterer til gæster, laver jeg altid lidt for meget, så jeg kan lave en lille portion også  - her en lille tærte, så jeg kan smage den inden (og nå at lave noget andet, hvis det ikke er godt!).



Denne opskrift passer til 1 stor tærteform:

Mørdej:
200 g. hvedemel
65 g. flormelis
100 g. smør
1 lille æg

Ribsfyld:
600 g ribs
180 g. sukker
5 æg
1,25 dl piskefløde

Italiensk marengs:
5 æggehvider
125 g sukker
½ dl. ribssaft/vand

Udrul mørdejen i et tærtefad. Prik bunden med en gaffel og kom et stykke bagepapir oveni, med ris i. Blindbag den i 10 minutter v. 180 grader (varmluft). Fjern ris & bagepapir, prik bunden igen og bag den yderligere 10 minutter. Skru ned på 125 grader, når du tager bunden ud.

Kog ribsene i nogle minutter. Mas dem godt med en ske, så saften kommer ud af dem. Kom det hele op i en sigte og lad saften dryppe igennem. Pisk sukker og æg godt sammen, Tilsæt ca. 250 g. ribssaft og piskefløden. Hæld ribsfyldet op i tærtebunden og bag tærten i 45-50 minutter v. 125 grader (varmluft), eller indtil fyldet er fast. Lad tærten køle af.

(Hvis du laver kagen dagen før, så skal du holde her, og lade kagen hygge sig i køleskabet natten over. Marengsen bliver nemlig kedelig, hvis den står så længe)

Til marengsen koger du en tyk sirup af vand, sukker og ribssaft. Imens piskes hviderne stive. Tilsæt sirupen i en tynd ståle imens der piskes. Piske det helt srift og blankt. Kom marengsen i en sprøjtepose og pynt kagen.
Brænd marengsen gylden med en gasbrænder - pas på det ikke bliver sort!