Sider

fredag den 5. marts 2010

Uuuuuuhyggeligt...!

Jeg er generelt ikke særligt tøset, men der er dog en enkelt ting jeg altid er bange for.

At der er én der har brudt ind i min bil og er kravlet ind på bagsædet. Han har gemt sig, så jeg ser ham først når jeg kører og pludselig ser en bevægelse i bakspejlet, hvor han så sidder med en kniv!
- Det er måske ikke så sandsynligt (jeg har i hvert fald ikke hørt om, at det er foregået andre steder end i gyserfilm), men ikke desto mindre kigger jeg ind på bagsædet (hver gang) inden jeg selv sætter mig ind i bilen.  


Nu har Volvo (som jo altid er dem der kommer med de nye, geniale opfindelser) fundet svaret!
En en veninde fortalte om, at de har opfundet en dims som registrerer hjertelyden fra en eventuel indtrængende, så man bliver advaret på forhånd. Jeg måtte straks finde info om denne vidunderlige opfindelse - du kan læse om det her, hvis du også er interesseret.

Det er jo en fantastisk opfindelse (nærmest på lige fod med chokoladesauce)! Gad vide hvornår teknologien rammer almindelige 120.000-kr. biler?;o) 

(Note to self: Lad være med at læse alle "Top 10 Urban Legends", når du leder efter et passende billede. Især ikke når det er mørkt udenfor og du er alene hjemme.)

De fravalgte:

Som I (måske) ved, så er det her jo en ny blog.
Inden sådan et navne-skifte, gør man sig jo overvejelser omkring hvad den lille ny skal hedde. Jeg var sammen med en flok med-bloggende veninder og der kom mange forslag på bordet. Her er et udpluk af dem der (mærkeligt nok!) ikke gik videre:
  • Feltmadressen (har ikke engang været i militæret)
  • Bitterfissen (faktisk snyd. Der er jo allerede en bog af samme navn)
  • Det forsuttede bolche (ja, hvem har ikke lyst til at hedde det?)
  • Charlottes kasser ("Jamen, det er fordi du er så systematisk")
  • Løget - fordi jeg gerne vil pilles (ej, vel?)
Simpelthen skønne veninder jeg har!;o)

torsdag den 4. marts 2010

Touché?

I går havde jeg en snak med en flok veninder. Om mig. Og om hvordan jeg er overfor mænd.
Jeg  ved godt, at de mener det på den bedste måde, men det rammer alligevel lidt, når udsagn som "der er nok en grund til, at du er single" kommer på bordet. Og sådan som de fremlægger det, kan jeg også godt se, at jeg måske er lige vel hurtig til at dømme dem ude.

På vej hjem i bilen sad jeg og tænkte over det, og jeg kom frem til, at jeg måske af og til er hård. Men jeg tror bare, at det i sidste ende handler om kemi. Og at hvis den er der, så ville jeg synes at det var hyggeligt, at han sender sms´er hver morgen, i stedet for at finde det irriterende.

Og så kom jeg hjem og læste det her indlæg, som Linda har skrevet. Og så kom jeg måske til at dele hendes tvivl lidt? Hvad hvis jeg ender som en Isdronning, hvis eneste replik i livet er "duer ikke, væk!"? Og jeg så slet ikke når at se hvilken kemi der kunne udvikle sig, fordi jeg har droppet dem alt for hurtigt?
Jeg har virkelig tænkt over det, men jeg holder alligevel fast i min oprindelige tanke. I sidste ende er det kemi det handler om. Og hvis den er der, så er det lige meget om han hedder Jørgen, går i hvide tennissokker eller er hypokonder. Punktum.

Men selvom jeg holder mig ovenstående i mente, kan jeg jo godt give tøsernes slagplan en chance. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle at den indeholder gåture og kaffe, men ingen biografture eller sofa-hygge.;o)

onsdag den 3. marts 2010

Chokolademuffins m. kokos.

I dag havde jeg ingen undervisning, da vi skulle bruge dagen på at skrive kemi-rapport. Ikke ligefrem mit stærkeste fag, tør jeg godt indrømme. Vennen kom her hjem (vi kom frem til at det var sikrest) i formiddags, og han havde presset på, for at jeg da skulle lave kage (ligesom jeg har gjort til alle andre gruppe-arbejder vi har haft). Da jeg alligevel vågnede tidligt tænkte jeg, at det kunne jeg da godt - så kunne det også give lidt liv til rapport-skrivningen.;o)
Hvis I følger denne opskrift, så loooover jeg at i får de lækreste muffins I nogensinde har smagt. De er intet mindre end guddommelige.


Chokolademuffins m. kokos (30-40 stk)
4 æg
4 dl. sukker
4 tsk. vanilje
250 g. smeltet, afkølet smør
1½ dl. mel
8 dl. kokosmel
100 g. hakkede nødder (jeg brugte mandler)
200 g. grofthakket mørk chokolade

Alle ingredienserne blandes (hvis dejen er for tynd, så supplér med kokos) og proppes i muffin-forme.
Bages i 10-15 minutter i en 200 grader forvarmet ovn.

tirsdag den 2. marts 2010

Den Døde Murer

Husker I Den Døde Murer? I ved, fra Krumme-filmen (dengang det stadig var den rigtige Krumme, og ikke en eller anden ny, ukendt knægt). Den Døde Murer boede nede i kælderen i Familien Krummes nye hus.
Nu kan alle der, ligesom jeg, var lidt bage for Den Døde Murer ånde lettet op - han bor nemlig ikke ude i huset længere!

Nu bor Den Døde Murer nemlig hjemme hos mig, ude på badeværelset.
Ja, jeg var nemlig så heldig, at den lejlighed som jeg skulle genhuses i, ikke var ledig alligevel. Så nu bor jeg her hjemme alligevel. Uden bad, vel og mærke.
Jeg bor sammen med Katten Charlie og nu også Den Døde Murer. Han bor i den store, larmende (lidt uhyggelige!) affugter som kører 24/7 den næste uges tid...

mandag den 1. marts 2010

Det bedste til sidst?

I dag havde vi i klassen en ret interessant diskussion om lyst- og behovsudsættelse.

Det viste sig, at jeg på mange områder er modsat resten af klassen.
Jeg spiser fx. gerne dessert til aftensmad - og så napper en ostemad ved 21-tiden, hvis jeg er blevet sulten igen.
Jeg drikker også altid min bedste flaske vin. Det der med at gå og gemme det bedste "til en særlig anledning" er ikke mig. Tænk hvis jeg skulle blive ramt af en lastbil, og så nåede jeg aldrig at drikke andet en middelgod vin?

Selvfølgelig lever jeg ikke uden behovsudsættelse, men jeg forstår ikke de mennesker, som altid skal fokusere på det sure i stedet for det søde?
Hvorfor må man ikke spise chokolademaden inden leverpostejmaden? - Hvis man nu gjorde det, så ville det jo hele tiden være det bedste man havde, som man var i gang med, i stedet for hele tiden at se hen imod noget andet end det man har (den der gemmer til natten...).

Hermed en opfordring til alle om at tage de fine tallerkner frem, drikke et glas vin, spise noget chokolade eller hvad man nu har lyst til. - Og så på en helt almindelig mandag...;o)

Bogudfordringen i februar måned.

Så er der gået endnu en måned af Bogudfordringen 2010.
Det ville være synd at sige, at jeg har fået læst lige så meget som i januar måned, men et par stykker er det dog blevet til. Jeg har læst så meget faglitteratur på det seneste, at det nærmest kun har været letlæselige krimier den har stået på i fritiden. - Til gengæld har det kun været gode bøger! Hvis du endnu ikke har læst Egholms fantastiske serie om Dicte Svendsen, så er det bare at komme i gang. Hypnotisøren er også et godt bud, med mindre man er angst for freaky psykopatbørn (og så siger jeg ikke mere!).

Februar har altså budt på:
Vold og magt (Elsebeth Egholm)
Nedtour (Jørn Mader)
Hypnotisøren (Lars Kepler)
Døden ved vand (Torkil Damhaug)

- Ikke et imponerende antal, men 4 bøger på 4 uger er som bekendt nok, til at være up-to-speed på Bogudfordringen.;o)