Sider

Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bagværk. Vis alle opslag

lørdag den 13. november 2021

Karamelcheesecake


Bund:

150 g. Digestive

20 g. hakkede nødder

1 spsk. brun farin

65 g. smeltet smør 

Knus kiksene og bland dem med resten. Pres dem til en fast bund i en 19 cm. springform og bag den 8 min. ved 160 grader (ikke varmluft).

Cheesecake:

400 g. fuldfed flødeost

1 dl. rørsukker

1½ spsk. mel

1½ tsk. vaniljepasta

2 æg

1 ds. Dulche de leche 

Pisk flødeost, sukker og vanilje sammen. Pisk æggene i ét af gangen. Sigt melet i ig vend det hurtigt rundt.

Hæld næsten det hele (sådan 4/5) på kiksebunden.

Rør ½ ds. Dulche de leche sammen med det sidste ad cheesecake-massen. Kom karamel-massen ned i i klatter og "marmorér" massen ved at køre en spids kniv rundt i massen. Kom et vådt håndklæde om springformen og bag kagen i 55-60 minutter. Lad den køle langsomt af, først en halv times tid i den slækkede ovn, med lågen åben, dernæst en time på køkkenbordet, inden du kommer den i køleskab - så revner den ikke.

Før servering pisker du den sidste ½ dåse dulche de leche og fordeler det på kagen.


mandag den 10. august 2020

Squashbrud

Disse squashbrud har sin oprindelse i Meyers gode gamle gulerodsbrud - bare I en grovere version.


(16 styk. Ikke kæmpestore, som de klassisk er, men så det bliver en god stor sandwichbolle der passer med 1 stk. til en madpakke)

5,5 dl vand (lillefingervarmt)
50 g. gær
3 tsk groft salt
40 g. sukker
50 g. smeltet smør
300 g. hvid hvedemel
700 g. hvedemel
3 spsk. "Husk"
2 æg
300 g. squash (revet og presset vægt)

Opløs gæren i vandet, og rør salt & sukker i.
Kom mel, Husk og smør i og ælt det sammen til en glat dej. Lad den hæve i skålen med et viskestykke over i 1 time.

Hæld dejen over i et bagefad og lav en fordybning i dejen. Riv squashen og pres noget af væden ud af den. Kom æg og squash i, og klip det ind i dejen (med en nyvasket saks!). Klip indtil æg og squash er blevet 'optaget i dejen. Det bliver ikke en helt homogen masse, men en masse små dejklumper med ægge/squash-snask omkring.

Fordel dejen på 3 bageplader m. 5-6 styk på hver. Lad den efterhæve i 30 minutter og bag dem herefter én plade af gangen v. 220 grader (ikke varmluft). Lad dem køle lidt af på en rist, men fryse dem ned imens de er lune, hvis du gemmer til madpakkerne.

søndag den 17. marts 2019

Fluffy bamseboller - med fuldkorn!


50 g. smør
1,5 dl. creme fraiche
1,5 dl. vand
50 g. gær
250 g. hvid fuldkornshvedemel
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 æg
2 spsk. sukker
1 tsk. salt

Smelt smørret og rør creme fraiche og vand i, så det ender med at være håndvarmt.
Smuldr gæret i og tilsæt sukker, salt og bagepulver. Rør æg og mel i og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve et lunt sted i 20 minutter. Form dejen til 16 boller og lad dem hæve yderligere 20 minutter. Pensl dem med mælk og bag dem v. 225 grader (Ikke varmluft) i 8-9 minutter.

onsdag den 12. december 2018

Luciaboller.


2½ dl mælk
25 g gær
75 g smør
0,2 g safran
1/½ dl sukker
1/4 tsk salt
2 spsk lunkent vand
1 æg
450 g hvedemel rosiner til pynt

1 æg til pensling
Rosiner til pynt.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken. Opløs gæren i det lunkne vand og rør det ud i.
Knus safran i en morter (eller kør det sammen med sukkeret på en Grinder, som jeg gør) og tilsæt det sammen med salt og sukker. Rør melet i og tilsæt til sidst ægget. Ælt dejen godt igennem.

Lad dejen hæve lunt til dobbelt størrelse (ca. 1 time). Del dejen i 12 stykker og rul dem til fingertykke pølser og rul dem i form og pynt med rosiner. Lad dem efterhæve tildækket i 30 minutter.

Bages i en 225 grader forvarmet ovn (ikke varmluft) i ca. 12 minutter.

søndag den 12. august 2018

Luftige danskvandsboller til madpakkerne.


25 g. gær
3 dl. danskvand (lunkent)
1½ dl. creme fraiche
1½ tsk. salt
1 spsk. sukker
150 g. fuldkornshvedemel
550 g. hvedemel
40 g. smeltet smør

Rør gøren ud i det lune danskvand og tilsær herefter salt, sukker og creme fraice. Rør ca halvdelen af melet i, tilsæt så det smeltede smør og resten af melet. Lad dejen køre på røremaskine i 7-8 minutter.

Kom witawrap tætsluttende over skålen og lad dejen hæve til dobbelt størrelse, i cirka 1 time. Jeg sætter ovnen på 35 grader og lader dejen hæve der inde.

Ælt hurtigt dejen igennem (kom evt. lidt vindruekerneolie på hænderne) og del dejen i 16 lige store stykker. Rul dem til pæne boller og placer dem relativt tæt sammen (på én bageplade) og lad dem efterhæve. Først 30 minutter i ovnen, dernæst 15 minutter på køkkenbordet med et viskestykke over (imens ovnen kommer op i temperatur).

Stil et lille ovnfast fad ind i bunden af ovnen og lad det varme med op til 220 grader (ikke varmluft). Kom pladen med bollerne i ovnen (under midten) og hæld en lille kop vand ind i fadet og skynd dig at lukke lågen. Bollerne bages i 15-20 minutter (luk dampen ud af ovnen og fjern fadet med vand efter 5 minutter). Lad dem køle af under et viskestykke.


torsdag den 31. august 2017

Grovboller med squash & hytteost.

Suppevejr! Og til suppe hører nybagt brød.
I dag i en grov og mættende version - de blev virkelig gode!


15-17 stk:
50 g. gær
2 dl. vand
200 g. hytteost
1 tsk. salt
2 dl. mælk
1 spsk. sukker
2 spsk. olie
1 squash, fintrevet (pres væden fra med hænderne)
350 g. fuldkornsmel
400 g. hvedemel

Lun vandet og opløs gæret heri. Tilsæt salt & sukker. Blend hytteosten, hvis du heller ikke kan lide klumperne. Tilsæt resten af ingredienserne og ælt dejen godt igennem (min fik 10 minutter på røremaskinen).
Tildæk skålen og lad dejen hæve et lunt sted (fx. i ovnen på 30 grader) i en times tid.
Slå dejen ned og form den til boller - brug evt. lidt mere hvedemel, hvis den er meget klistret.

Lade bollerne efterhæve 30-40 minutter, pensl dem og bag dem v. 200 grader (varmluft) i 24-26 minutter.

lørdag den 10. juni 2017

Recioto/chokoladekage m. hindbær- & chokoladesmørcreme.




Recioto/chokoladekage:
260 g hvedemel
415 g sukker
85 g kakao
2 tsk natron
1 tsk salt
2 store æg
240 ml kærnemælk
240 ml smagsneutral olie
1 tsk vaniljeessens
240 ml. recioto (sød rødvin)

Forvarm ovnen til 150 grader. Sigt alle de tørre ingredienser sammen og tilsæt herefter kærnemælk, vanilje, olie og æg. Rør det sammen til en homogen masse og tilsæt herefter langsomt reciotoen under omrøring. Del massen i 3 lige store portioner. Hæld dejen i 3 smurte springforme (Ø20 cm) og bag dem i 30-35 minutter. Lad kagerne køle af i formene. (Hvis du ikke har 3 ens forme, så vej hele dejen og kom derefter 1/3 af dejen i formen og bag dem af 3 omgange. Min portion passede med 3 kager af 505 g. dej hver).

Hindbærsmørcreme:
112 g. smør
95 g palmin
290 g flormelis
120 ml hindbærpuré (Ca. 2½ dl. frosne hindbær koges, blendes og afkøles helt)

Rør smør og palmin sammen indtil det bliver lyst. Tilsæt ca. halvdelen af flormelis'en og lad den røre mere. Tilsæt hindbærpuré. Tilsæt det resterende flormelis. Rør den godt igennem. (Smørcremen laves bedst på røremaskine med K-spaden).

Chokoladesmørcreme:
225 g smør
190 g palmin
70 g kakao
690 g flormelis
1 tsk vaniljeessens
4-5 spsk mælk (evt. vand)

Rør palmin og smør godt sammen. Tilsæt 4-5 dl. flormelis + kakaoen og rør godt. Tilsæt vaniljeessens og 3 spsk. mælk. Rør det godt igennem. Tilsæt det resterende flormelis og rør godt. hvis det er nødvendigt for konsistensen, så tilsæt det sidste mælk.

Samling af kagen:
Skær bundene til, så de er helt flade på toppen. Kom en bund på dit kagefad og smør halvdelen af hindbærsmørcremen på. Læg en bund mere på og kom resten af smørcremen på inden du placerer den sidste bund på toppen (med bunden opad, så der er færre krummer ift. opsmøring).
Smør kagen op med chokoladesmørcremen, til du har en kage med helt glatte sider og top.

Chokoladeganache:
170 g hakket mørk chokolade
120 ml piskefløde

Pynt:
Piskefløde (3-4 dl.)
1 rulle Oreo's
1 bk. hindbær

Opvarm fløden til lige under kogepunktet. Hæld det over den hakkede chokolade og rør indtil det er en homogen masse. Lad den køle i 10-20 minutter, så den tykner, men endelig ikke bliver for fast. Kom den i en sprøjtepose med en lille rund tyl og kom ganaschen rundt i kanten, så den løber ned af kagen af og til. Kom resten af ganaschen på toppen af kagen og smør den glat ud.

Lad den stå på køl indtil 1½ time før servering. Du kan sagtens lave den en dag eller 2 i forvejen.
Inden servering pisker du fløden til fast skum og vender knuste Oreo's i. Sprøjt toppe rundt i kanten og kom et hindbær på hver top.

søndag den 25. september 2016

De bedste kanelsnegle. (Nej, ingen overdrivelse.)

Jeg bager verdens bedste kanelsnegle. Intet mindre.
"Hemmeligheden" er den lange hævetid. Hvis du er akut kage-trængende skal du finde dig noget andet at bage - de her er først spiseklar ca 2½ time efter du går i gang.


Dej
25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
1 æg
100 g. blødt smør
300 g. hvedemel 

Remonce
185 g blødt smør
185 g brun farin
1 1/2 spsk kanel
Lidt friskrevet muskatnød


Lun mælken og smuldr gæren ned i den i en stor skål. Rør til gæren er opløst. Bland salt, sukker og æg i. Smuldr smørret ud i melet. Når det er helt fint, samles det med de våde ingredienser. Ælt dejen godt igennem. Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve i 1½ time et lunt sted.

Bland smør, brun farin, kanel og muskatnød til fyldet. Slå dejen sammen og rul den tyndt ud til en firkant (ca. 25 x 45 cm). Smør fyldet på og rul dejen sammen til en pølse på den korte led. Skær pølsen ud i ca. 24 stykker og læg dem i et fad eller en form med lidt luft imellem. Lad sneglene efterhæve i ca. 30 minutter.

Bag dem i ovnen ved 175 grader (varmluft) i 20-25 minutter. Smager helt fabelagtigt når de er helt nybagte og varme - men de kan også godt klare en overnatning.

Og det bedste? Når du tager en op, så står du tilbage med et helt nærmest rent bagepapir - al snasken er nemlig blevet inde i sneglen, fordi du har bagt den i form!