Sider

Viser opslag med etiketten Hvid chokolade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hvid chokolade. Vis alle opslag

søndag den 4. april 2021

Påskeblondie

 

200 g smør 
200 g hvid chokolade 
3 æg 
125 g sukker 
125 g hvedemel 
150 g marcipan 
300 g. chokoladeæg (jeg brugte M&m's-påskeæg i lyseblå pose) 
Lidt salt

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Smelt smør og hvid chokolade sammen i en gryde.
Pisk chokoladen i æggesnapsen, riv marcipanen og tilsæt den sammen med salt. Sigt til sidst melet i og vend det til en homogen masse.
Hæld dejen i en bagepapirbeklædt form (20x30 cm) og fordel 2/3 af chokoladeæggene over dejen.

Bages i ca 25 minutter v. 175 grader (ikke varmluft).
Når kagen er færdigbagt, hakkes de sidste chokoladeæg og fordeles over kagen. 

fredag den 1. maj 2020

Rabarbersnitter m. hvid chokolade og crumble-top.


Ca 12 snitter:
Rabarberkompot:
300 g. rabarber
200 g. jordbær
100 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker

Dej til bund og top:
200 g. hvedemel
65 g. brun farin
65 g. sukker
100 g. havregryn
185 g. koldt smør
1/4 tsk. salt

60 g. hvid chokolade

Skær rabarberne i stykker á ca 1 cm. Kog dem op sammen med jordbær, sukker og vanilje. Kog det sammen til en jævn kompot og lad det køle helt af.

Smuldr smørret i melet (jeg kører det sammen i en minihakker) og bland det sammen med resten. Tag halvdelen af massen og tryk det fast sammen i bunden af en bagepapirbeklædt form (min var 17x27)
Fordel kompotten ovenpå den sammenpressede bund og drys grofthakket hvid chokolade ud over. Fordel smuldredejen ovenpå og bag den i ovnen i ca. 30 minutter v. 180 grader (varmluft).

Vi spiste den nybagt, med vaniljeis til - men den var også virkelig god dagen efter, i stil med en klassisk hindbærsnitte.

tirsdag den 26. marts 2019

Karamelkage

Denne "blondie" lavede jeg til min mand, som ikke kan fordrage chokolade. Personligt synes jeg den ville være bedre, hvis man byttede den hvide chokolade ud med mørk, men den er bestemt også lækker sådan her! Den er ekstremt lækker i konsistensen, klæbrig og fudgy i midten, men med knas fra mandlerne.


220 g. smeltet smør
250 g. brun farin
75 g. sukker
3 æg (2, hvis de er meget store)
2 tsk. vaniljeessens
2 tsk. majsstivelse
280 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. salt
100 g. grofthakkede mandler
100 g. hakket, hvid chokolade

Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
80 g. smør
80 g. brun farin

Kom ingredienserne til karamellen i en gryde og lad det simre et kvarteres tid, til det er gyldenbrunt og tykkere i det. Imens laver du kagedejen, men husk at røre i den af og til.

Pisk smør, sukker, farin og vaniljeessens sammen. Tilsæt æggene et af gangen, rør godt imellem. Sigt mel, majsstivelse, bagepulver og salt i dejen, og rør det sammen til en ensartet masse. Tilsæt til sidst de hakkede mandler og chokoladen. 

Beklæd en 23x33 cm form med bagepapir og fordel halvdelen (max 2/3) af dejen i bunden. Hæld karamellen ud over, og fordel til sidst små klatter af kagedejen på toppen, så det er jævnt fordelt og stort set dækker karamellen. 

Bag kagen i en 175 grader forvarmet oven (varmluft), i 25-30 minutter.  




fredag den 3. august 2018

Tærte m. karamel, skovbær og hvid chokoladeganasche.


Mørdej: 
250 g. hvedemel
1 knsp. salt
70 g. flormelis
125 g. koldt smør
1 æg

Kær mel, flormelis, salt og smør sammen i foodprocessoren, så det ligner revet ost. Saml. dejen med ægget, pak den ind i wita-wrap og lad den hvile i køleskabet en halv times tid.

Rul dejen ud så den passer til din form (jeg brugte en aflang tærteform og havde en håndfuld dej til overs), prik huller i den, og blindbag den i 10 minutter v. 190 grader (varmluft).
Fjern bagepapir og ris (eller bønner eller hvad du nu bruger til blindbagning) og giv den 6-8 minutter mere i ovnen. Lad tærten køle helt af.


Karamel
1 ds. karameliseret mælk (eller 1 ds. kondenseret mælk du selv har kogt)
50 g. hakkede mandelsplitter
½ tsk. salt (½ lille tsk - endelig ikke for meget)

Pisk karamel og salt godt sammen med en gaffel og rør de hakkede mandler i. Hæld massen ud i tærten og kom den på køl igen.

Skovbær
1 ps. frosne bær (jeg brugte blandede skovbær, men andre bær er også fine)
Saften af 1 lime
2 spsk. flormelis
2 tsk. vaniljesukker
2 blade husblas

Kog det hele (undtagen husblas) godt igennem, så det koger lidt ind og blend det bagefter. Jeg fik 3 dl. færdig coulis. Lad den køle helt af, og smelt så den udblødte husblas i et par skefulde, inden det hele røres i. Hæld det ud over karamellaget i tærten og kom den på køl igen.

Hvid chokoladeganasche 
150 g. hvid chokolade
0,75 dl. piskefløde

Varm piskefløden op til næsten kogepunktet og hæld den ud over den finthakkede chokolade. Lad den stå et par minutter inden du rører i små cirkler i midten af skålen og lader ganaschen samle sig. Hæld den gennem en sigte for at være helt sikker på at du ikke har nogen klumper.
Når ganaschen er kølet lidt af hældes den ud over tærten. Gem evt. et par spiseskefulde til "lim" til pynten.

Pynt
Friske brombær
Høvlet chokolade guldstøv