Kriller søges.

Hvorfor skal det også være så indviklet?
Bare en enkelt gang gad jeg godt opleve kærligheden Hollywood-style: Mand og kvinde mødes. De overkommer forhindringer. De går tæt omslynget ud i solnedgangen. Færdig, bum!

Men nej, den slags er for det få. I stedet må man gå og mosle med at finde en egnet mand (Fx.: "er han rent faktisk single?"), få afklaret hvor man står og dernæst (og meget vigtigt) undgå at gå i panik.
Så har jeg sagt det og det er nu tilgængeligt for hele verden!;o) Jeg er sådan en der går i panik, hvis han er alt for meget "på".

Hvis han sms´er 5 minutter efter han er gået ud af døren, benytter 2. date til at fortælle om hvad vi skal lave sammen et halvt år senere og hvis han aldrig giver mulighed for at savne, fordi han hele tiden står klar, så er jeg den der er fløjet. - Han når ikke at færdiggøre kærlighedserklæringen, før jeg er løbet i den modsatte retning.

Indrømmet; jeg har faktisk ikke tal på, hvor mange der er røget på den bekostning.
Der var ham, hvor jeg kastede mig ind i en taxa efter et simuleret ildebefindende, fordi han blev ved med at tage min hånd.
Eller ham der begyndte at planlægge vores fremtid inden andet kys.
Og ham, som havde smykker med til mig på 3. date.
Vi må heller ikke glemme ham der bare gerne ville vågne op ved siden af mig, hver dag, resten af livet. Uden nogensinde at have gjort det, that is.
(Jeg tror bare vi holder her, I har vist et indtryk af det, ikk´?)

Nu tænker I sikkert; "hun er da en kælling, det lyder jo som nogle søde, rare mænd". Og det var de også! Virkelig. Og hvis det ikke havde været fordi, at jeg havde for travlt med at undgå at blive kvalt, havde de måske også fået en chance. Men jeg kan bare ikke håndtere det.
Det er jo ikke fordi jeg er ude efter en eller anden The Game-fan, som vil score mig ved at fornærme mig, jeg har bare behov for at der er plads til mig også.

Eller måske var problemet bare, at de ikke for alvor gav mig kriller i maven...?