Sider

Viser opslag med etiketten Nemt/Hurtigt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Nemt/Hurtigt. Vis alle opslag

søndag den 4. april 2021

Påskeblondie

 

200 g smør 
200 g hvid chokolade 
3 æg 
125 g sukker 
125 g hvedemel 
150 g marcipan 
300 g. chokoladeæg (jeg brugte M&m's-påskeæg i lyseblå pose) 
Lidt salt

Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Smelt smør og hvid chokolade sammen i en gryde.
Pisk chokoladen i æggesnapsen, riv marcipanen og tilsæt den sammen med salt. Sigt til sidst melet i og vend det til en homogen masse.
Hæld dejen i en bagepapirbeklædt form (20x30 cm) og fordel 2/3 af chokoladeæggene over dejen.

Bages i ca 25 minutter v. 175 grader (ikke varmluft).
Når kagen er færdigbagt, hakkes de sidste chokoladeæg og fordeles over kagen. 

fredag den 1. maj 2020

Rabarbersnitter m. hvid chokolade og crumble-top.


Ca 12 snitter:
Rabarberkompot:
300 g. rabarber
200 g. jordbær
100 g. sukker
2 tsk. vaniljesukker

Dej til bund og top:
200 g. hvedemel
65 g. brun farin
65 g. sukker
100 g. havregryn
185 g. koldt smør
1/4 tsk. salt

60 g. hvid chokolade

Skær rabarberne i stykker á ca 1 cm. Kog dem op sammen med jordbær, sukker og vanilje. Kog det sammen til en jævn kompot og lad det køle helt af.

Smuldr smørret i melet (jeg kører det sammen i en minihakker) og bland det sammen med resten. Tag halvdelen af massen og tryk det fast sammen i bunden af en bagepapirbeklædt form (min var 17x27)
Fordel kompotten ovenpå den sammenpressede bund og drys grofthakket hvid chokolade ud over. Fordel smuldredejen ovenpå og bag den i ovnen i ca. 30 minutter v. 180 grader (varmluft).

Vi spiste den nybagt, med vaniljeis til - men den var også virkelig god dagen efter, i stil med en klassisk hindbærsnitte.

tirsdag den 2. juli 2019

Cookies - igen, igen.

Jeg har videreudviklet lidt på mine andre cookieopskrifter, og de her er blevet virkelig gode. Jeg gik efter af få dem til at smage som den fra Espresso House, og det lykkedes ret godt, hvis jeg selv skal sige det.


Ca. 16 store cookies:
120 g. sukker
140 g. brun farin
1 tsk. vaniljesukker
140 g. blødt smør
1 æg (stort - ellers 2 små)
240 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 tsk. salt (lille)
150 g. grofthakket mørk chokolade

Pisk sukker, brun farin, vaniljesukker, salt og smør sammen, så det bliver lyst og luftigt. Tilsæt æg og pisk igen. Sigt de resterende tørre ingredienser i og rør det sammen. Vend til sidst chokoladen i.
Lad dejen hvile på køl til dagen efter.
Form dejen til kugler á 50 g. pr. styk. Bages v. 180 grader (ikke varmluft) i ca. 15 minutter. Jeg kommer 6 styk pr. plade. Bank bagepladen hårdt ned i bordet, når du tager dem ud - så krakelerer de på den helt rigtige måde.

Du kan også fryse kuglerne - så har du altid til en friskbagt cookie, hvis du lige trænger... Så tager jeg en op og lader den tø til køleskabstemperatur inden jeg bager dem.

tirsdag den 26. marts 2019

Karamelkage

Denne "blondie" lavede jeg til min mand, som ikke kan fordrage chokolade. Personligt synes jeg den ville være bedre, hvis man byttede den hvide chokolade ud med mørk, men den er bestemt også lækker sådan her! Den er ekstremt lækker i konsistensen, klæbrig og fudgy i midten, men med knas fra mandlerne.


220 g. smeltet smør
250 g. brun farin
75 g. sukker
3 æg (2, hvis de er meget store)
2 tsk. vaniljeessens
2 tsk. majsstivelse
280 g. hvedemel
½ tsk. bagepulver
1 tsk. salt
100 g. grofthakkede mandler
100 g. hakket, hvid chokolade

Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
80 g. smør
80 g. brun farin

Kom ingredienserne til karamellen i en gryde og lad det simre et kvarteres tid, til det er gyldenbrunt og tykkere i det. Imens laver du kagedejen, men husk at røre i den af og til.

Pisk smør, sukker, farin og vaniljeessens sammen. Tilsæt æggene et af gangen, rør godt imellem. Sigt mel, majsstivelse, bagepulver og salt i dejen, og rør det sammen til en ensartet masse. Tilsæt til sidst de hakkede mandler og chokoladen. 

Beklæd en 23x33 cm form med bagepapir og fordel halvdelen (max 2/3) af dejen i bunden. Hæld karamellen ud over, og fordel til sidst små klatter af kagedejen på toppen, så det er jævnt fordelt og stort set dækker karamellen. 

Bag kagen i en 175 grader forvarmet oven (varmluft), i 25-30 minutter.  




søndag den 17. marts 2019

Fluffy bamseboller - med fuldkorn!


50 g. smør
1,5 dl. creme fraiche
1,5 dl. vand
50 g. gær
250 g. hvid fuldkornshvedemel
250 g. hvedemel
1 tsk. bagepulver
1 æg
2 spsk. sukker
1 tsk. salt

Smelt smørret og rør creme fraiche og vand i, så det ender med at være håndvarmt.
Smuldr gæret i og tilsæt sukker, salt og bagepulver. Rør æg og mel i og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve et lunt sted i 20 minutter. Form dejen til 16 boller og lad dem hæve yderligere 20 minutter. Pensl dem med mælk og bag dem v. 225 grader (Ikke varmluft) i 8-9 minutter.

mandag den 1. oktober 2018

Cheesecake-cookie snitter. Eller bare cookie-kage.


Cookie-dej:
40 g sukker
60 g brun farin
100 g blødt smør
2 æg
180 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1 tsk salt
2 tsk vaniljesukker
150 g grofthakket chokolade

Rør alle ingredienserne sammen (chokoladen til sidst) og fordel lidt over halvdelen i en bagepapirbeklædt form. (Min var 23x23, men næste gang tager jeg nok en lidt større (23x33) og reducerer bagetiden med 10 minutter.)

Cheesecake:
1 pk. philidelphia
1 æg
1 dl. sukker

Piske det hele sammen med elpiskeren og hæld det ud over cookie-dejen. Fordel den resterende cookie-dej henover i små stykker, indtil det er jævnt fordelt. Bages v. 200 grader (varmluft) i ca. 35 minutter.


søndag den 17. juni 2018

Mandelbund m. rabarberskum og jordbær.

(til ca. 4 kageglade personer)


Mandelbund:
2 æggehvider
100 g. mandler (finthakkede)
100 g. sukker

Pisk hviderne stive med halvdelen af sukkeret, og tilsæt så resten af sukkeret lidt af gangen. Vend så mandlerne i til sidst.
Smør marengsen ud på bagepapir i en passende størrelse (20-25 cm) og bag den i ovnen v. 175 gader (varmluft) i ca. 25 minutter. Lad den køle helt af på bagepladen.

Rabarberkompot:
200 g. rabarber (4-5 stilke, tror jeg)
80 g. rørsukker
1 tsk. kartoffelmel eller maizena
1 vaniljestang

Skær rabarberne ud i 1 cm stykker. Mas vaniljekornene ud i noget af sukkeret og rør alle de tørre ingredienser sammen, inden du vender det sammen med rabarber i et ildfast fad. Bag rabarberne i ovnen (175 grader varmluft) i ca. 30 minutter. Mos det hele sammen med en gaffel, og lad det køle helt af.

Til samling af kagen:
1/4 liter piskefløde
300-400 g. jordbær
Høvlet mørk chokolade

Umiddelbart inden servering pisker du fløden - endelig ikke for stift, og vender rabarberkompotten i.
Kom den ud på kagen og kom jordbær ovenpå - pynt til sidst med chokoladespåner.
Kagen egner sig ikke til at overnatte - marengsen vil blive blød og kedelig. Du kan dog lave bunden og rabarberkompot dagen inden, og så bare samle kagen ved servering.

søndag den 18. februar 2018

Cookies m. mandler & chokolade.





80 g. blødt smør

115 g. brun farin

25 g. sukker

1 knsp. salt

Lidt vaniljepulver

½ tsk. bagepulver

1 æg

100 g. mel

35 g. havregryn

50 g. hakkede mandler

100 g. hakket mørk chokolade



Rør sukker, vanilje, farin, salt og smør godt sammen. Tilsæt resten af ingredienserne og til sidst chokoladen.



Kom klatter med en spiseske ud på en bageplade (max. 6 styk pr. plade). Bages v. 170 grader (varmluft) i ca. 11 minutter.
(Du kan også nøjes med at bage nogle af dem - og syå fryse resten af dejen ned i kugler - så har du altid en nybagt cookie....)

lørdag den 21. oktober 2017

Den bedste (og virkelig nemme) æble-crumble.

Kender I de kager man bare vender tilbage til igen og igen? Sådan en er denne æblecrumble. Den kan selvfølgelig også laves med pærer, rabarber eller hvad man nu har i stedet.


Til 4 personer:
4 æbler
Kanelsukker

200 g. smør
200 g. hvedemel
200 g. sukker
1 knsp. salt

Skær æblerne i tern (bare behold skrællen på) og vend dem i kanelsukker. Fordel dem i et smurt fad. 
Bland smør, mel, sukker og salt sammen (fx. i minihakkeren) og fordel det ud ovenpå. Bag kagen i ovnen v. 200 grader (varmluft) i 30-40 minutter, til crumblen er gylden og sprød.

Tip: For luksus-versionen kan du hælde lidt hakket, mærk chokolade over æblerne og komme lidt revet marcipan i crumble'n.

søndag den 5. februar 2017

Cookies 'n cream magic bars.

Mangler du en lækker konfekt-agtig snack?
Så er det dem her du leder efter!


Du skal bruge:
2 pakker Oreo's
60 g. smeltet smør
1 ps. hvide chokoladeknapper
4 Marabou-barer m. fyld af Oreo
1 ds. sødet kondenseret mælk

Tænd ovnen på 175 grader (ikke varmluft). Knus 20 Oreo's i minihakkeren el.lign og bland dem med det smeltede smør. Kom bagepapir i en 21x31 form og pres massen fast sammen til en bund.


Hak Marabou'en og de resterende Oreo's groft og drys det ud over bunden. De hvide chokoladekanpper lige så. Hæld den kondenserede mælk i et jævnt lag ud over.
Bages ca. 25 minutter - overfladen skal være fin gylden. Lad den køle helt af i formen inden du skærer den ud i passende stykker.

onsdag den 14. december 2016

Fudge på 5 minutter.

Jeg har været i biografen sammen med min mor et par gange de sidste par uger. Og i bland-selv-slik afdelingen er hun underligt mådeholden - hun skal bare have et par stykker fudge.
Jeg har smagt dem, og det er nogle lidt tørre karamel/chokolade-agtige bidder. Sådan okay, men ikke noget at falde i svime over. 

Jeg har lovet hende at lave noget konfekt til mine forældre til julen, så jeg tænkte at jeg ville lave noget hjemmelavet fudge, når hun nu er så glad for det.  


Hold. Nu. Op hvor er det bare noget andet! Fløjsblødt og lækkert, og smelter nærmest på tungen. Jeg kommer til at veje 300 kg. fremover!

Jeg lavede mine 2-farvede, halvdelen med mørk chokolade og halvdelen med lys. Det kan man gøre lige som man lyster. Du skal bruge:

1 ds. sødet, kondenseret mælk
340 g. chokolade (jeg brugte 170 g. lys + 170 g. mørk)
1 knsp. salt
1 tsk. vaniljeessens

Hak chokoladen og kom det op i to skåle sammen med halvdelen af den kondenserede mælk i hver (eller bare det hele i én, hvis du laver med én slags chokolade). Kom det i mikrobølgeovnen i 1 minut, tag det ud, tilsæt vaniljeessens og salt og rør i det til det bliver en blank og homogen masse. Hvis chokoladen ikke er smeltet helt, så giv det lidt mere (10 sekunder ad gangen).
Hæld det i en bagepapirbeklædt form (min var 17x23) og lad det sætte sig på køl. Jeg vil tro det er skærefast efter et par timer - mit stod natten over.

Løft hele hærligheden op og skær den ud i fine stykker med en skarp kniv. Enjoy!

lørdag den 10. december 2016

Creme Brulée.

Hvis der er en dessert jeg vender tilbage til igen og igen, så er det altså creme brulée! Det er bare så skønt med en dessert der står klar i køleskabet, så man ikke skal tænke på det på dagen. Og så har jeg opdaget at folk bliver imponeret hver gang (jeg ved ikke hvorfor - det er altså VIRKELIG nemt) og den smager gudeskønt!



Til 5 ramakiner skal du bruge:
5 dl. piskefløde
2 dl. (sød)mælk
1 vaniljestang
150 g. sukker
3 hele æg (eller 8 æggeblommer, hvis du foretrækker det)

Rørsukker til servering

Skrab vaniljekornene ud af stangen og mas det ud i sukkeret. Bland det sammen med piskefløde og mælk og bring det i kog sammen med den tomme vaniljestang. Rør godt rundt så det ikke brænder på.

Når det er kølet ned til under 50 grader (æggene stivner ved 55 grader - og du ønsker ikke klumper af hårdkogt æg i din masse) blandes æggene i. Pisk æggene godt ud i. Sigt det hele og hæld det i ramakinerne.

Bages i vandbad (af kogende vand) i ovnen i ca. 60 minutter v. 140 grader (ikke varmluft). Cremen må gerne blævre lidt når du tager dem ud - de skal nok sætte sig i køleskabet.

Lad dem køle lidt af på en rist, og dæk så formene med VitaWrap så det rører ved overfladen (så der ikke dannes kondens). Lad dem stå på køl til de er HELT kolde - gerne natten over.

Ved servering drykker du et jævnt lag rørsukker ud på og karameliserer det med en gasbrænder. Brænd dem i cirkulære bevægelser udefra og ind.

lørdag den 3. december 2016

"Black magic"

Kender I det når alle andre bager en bestemt kage og samstemmigt roser den til skyerne? Sådan har jeg det med Black Magic. Og jeg var meeeega skeptisk fordi den kun indeholder kakao og ikke noget chokolade. Men altså, den skulle jo have et forsøg.
Men helt ærligt? Bundene har en super god konsistens. Men man kan altså godt smage at det er en kakao-kage. Der mangler simpelthen dybde i smagen. Min anbefaling er at smelte 150 g. mørk chokolade og komme det i. Når det så er sagt, så fik den inderlig ros, så hvis man ikke er chokoladeentusiast som jeg, så kan det godt være man ikke lægger mærke til det?


Kagebund
150 g. hvedemel
245 g. sukker
50 g. kakao
1 tsk. natron
½ tsk. bagepulver
½ tsk. salt
½ tsk. vaniljesukker
1 æg
1,25 dl. færdiglavet kaffe (ja, også selvom du ikke drikker kaffe og afskyer smagen heraf)
1,25 dl. mælk
0,8 dl olie
(150 g. mørk chokolade, smeltet)

Sigt alle de tørre ingredienser sammen og bland dem herefter med de våde. Pisk et minuts tid på laveste hastighed - dejen er ret våd i det. Hæld den i en bagepapirbeklædt form på 15x24 cm og bag den midt i ovnen i ca. 50 minutter på 175 grader (ikke varmluft).

Lad bunden køle helt af.

Mousse
½ liter piskefløde
50 g. kakao
150 g. sukker
1 tsk. vaniljesukker

Sigt de tørre ting sammen med piskefløde og pisk det hele sammen til en fast (men ikke for fast) mousse. Del bunden i to lige store dele og flæk dem, så du ender med 4 bunde. Smør mousse ud på den ene bund, læg den næste ovenpå,  og fortsæt sådan. Sprøjt resten af moussen ud over.
Den skal helst stå natten over, inden den serveres.


onsdag den 9. november 2016

Klassiske cookies.

Nogle dage har man bare brug for noget. Noget blødt, og lidt chewy. Og uendeligt lækkert! Det får du her. Og så er det med almindelige billige ingredienser. Bag dem! 


120 g sukker
140 g brun farin
140 g blødt smør
2 æg
180 g hvedemel
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
1 tsk salt
½ tsk vaniljeestrakt
150 g grofthakket chokolade (jeg foretrækker mørk, men lys eller hvid vil også fungere)

Rør smør, brun farin og sukker godt sammen.
Tilsæt æg og vanilje og rør det godt igennem. Sigt de tørre ingredienser i og rør til sidst chokoladen i.
Lad dejen hvile i køleskab. Min en times tid - gerne natten over eller et døgn.

Form dem til 16-18 kugler og fordel på 3 bageplader m. bagepapir på. Bages v. 175 grader (varmluft) i 11-13 minutter.

tirsdag den 11. oktober 2016

Karameliseret æbletærte

Weekenden tilbragte vi sammen med mine forældre i et dejligt sommerhus nær Asnæs. Der var ro, masser af tid til at lege gemmeleg, uanede mængder af pinde i skoven og masser af gåture til stranden for at kaste sten i vandet. Det var så dejlig en tur, at jeg næsten tudede af lykke da vi kom hjem.
Vi havde dejligt efterårsvejr med rusk og kulde, så den æbletærte jeg havde planlagt passede lige ind! Det var så dejlig nemt at jeg bare havde afmålt alle de tørre ingredienser hjemmefra, så jeg bare havde en pose blandet med - så manglede der bare smør, æbler og kondenseret mælk. Det var en god beslutning, da sommerhuskøkkenet var noget mangelfuldt udstyret!

Du genkender måske bunden fra den skønne rabarbertærte - og det er helt rigtigt. Her har jeg bare tilsat lidt kanel, fordi det står så godt til æblerne. Af praktiske hensyn havde jeg blandet kanel i bunden, men det vil nok være pænere at drysse det ud over æblebådene.

 
Du skal bruge: 

100 g blødt smør
140 g hvedemel
80 g sukker
1/2 tsk bagepulver
1 knsp salt
4 æbler
1 ds. kondenseret mælk
1 spsk. kanel

Vaniljeis til servering

Bland alle de tørre ingredienser (undtagen kanel) og saml dejen med smørret. Tryk det ud i en bagepapirbeklædt tærteform. Skræl æblerne og skær dem i både. Placer dem på bunden og drys kanel ud over. Hæld den kondenserede mælk ud over.

Tærten bages 15 minutter, nederst i en 150 grader forvarmet ovn (ikke varmluft). Skru op til 165 grader og bag den yderligere 55-60 minutter.

mandag den 8. august 2016

Spagetti cabonara

Cabonara er jo en sand klassiker.

Der findes mange versioner; med/uden fløde,æggeblommer eller hele æg, hvidløg eller ej, og sådan fortsætter det. Min version er således:

1 pk. bacontern
1 pk. frisk pasta (250 g)
2 dl. fløde
2 æggeblommer
friskrevet parmasan
Muskatnød og peber

Baconternene steges i lidt smør eller olie. De skal smide fedtet, men bestemt ikke sprødsteges. Tilsæt fløden og lad det koge ind til cirka halvdelen, imens du skruer godt ned for varmen. Pisk æggeblommerne ud i (hvis saucen er for varm får du røræg - ikke rart). Tilsæt lidt friskrevet muskatnød og den nykogte pasta. Vend det godt sammen, så pastaen kan suge saucen. Kom godt med friskkværnet peber og parmasan over, når du anretter det i varme tallerkener.

torsdag den 28. juli 2016

Chokoladekage m. flydende midte til 1 person.

Nogle gange får man bare lyst til kage. Sådan rigtig kage.
Jeg har giftet mig med noget så underligt, som en mand der ikke kan lide chokolade (!) og jeg ender derfor tromletyk, hvis jeg laver en hel kage. Så derfor laver jeg af og til en 1-personers kage.


Jeg har testet mig igennem diverse kage-i-en-kop opskrifter, og det bliver altså noget underligt gummiagtigt noget når man bager det i mikro'en.

At røre ingredienserne sammen tager jo den samme tid, men det er altså en verden til forskel, hvis du bager den i ovnen i stedet for mikroen!

Jeg laver den som regel på slump, men det her er sådan cirka hvad jeg bruger:
30 g. smør
50 g mørk chokolade
2 tsk sukker
lidt vanilje
1 spsk mel
1 æg.

Smelt smørret i mikroen og rør den hakkede chokolade ud i, så det også smelter. Dernæst røres det bare sammen med resten (pas på det ikke er for varmt når du rører ægget i), hældes i en smurt ramakin og bages v. 200 grader varmluft i 9-10 minutter. Lad den lige stå på bordet et minut eller 2, inden du vender den ud på en tallerken. Spises med vaniljeis (og måske lidt rabarberkompot?).


fredag den 15. juli 2016

Tærte med rabarber og hvid chokolade

I foråret var jeg i sommerhus med hele svigerfamilien. Min svigerinde lavede en tærte med blåbær og citron, som smagte virkelig dejligt - men jeg tænkte at den ville være endnu bedre med rabarber. Og det havde jeg helt ret i. Den er virkelig nem at lave, og når man som jeg har haven fyldt med rabarber er den også billig.

Jeg har lavet den en hel del gange, og den er en succes hver gang! Hvis du har rester kan du fint fryse dem ned.



100 g smør
100 g + 50 g hvid chokolade
180 g sukker
2 tsk vanillesukker
2 æg
150 g mel
6-7 stængler rabarber (så det fylder 6-7 dl. når de er skåret i stykker)

Opvarm ovnen til 200 grader (varmluft).
Smelt smørret i en gryde. Tag den af varmen og smelt de 100 g hvid chokolade deri. Pisk sukker, vanillesukker og æg i. Sigt melet i og rør det hurtigt til en ensartet dej. Fordel dejen i et smurt tærtefad. Skær rabarberne i skiver og hak de 50 g hvid chokolade. Fordel rabarber og hvid chokolade ud over dejen. Tryk det lidt ned i.
Bag tærten i 25-30 minutter. Serveres lun, med vaniljeis. - Måske med lidt sigtet flormelis henover?

lørdag den 2. juli 2016

One-pot Chicken Alfredo

Alle omkring mig laver "one-pot"-retter, så nu forsøger jeg mig også - selvom det vist går imod konceptet at servere det i et pænt fad... Anyways, så tror jeg at denne her kommer til at være en go-to ret - især når min barsel er slut og jeg starter arbejde igen .

Jeg besluttede mig for en omgang Chicken Alfredo - den går man sjældent galt i byen med.

600 g. kyllingefilet i tern
½ liter hønseboullion
1/4 l. fløde 
3 fed hvidløg
150 g. friskrevet parmasan
250 g. pasta
Olivenolie, salt & peber

Brun kyllingen i en god slat olivenolie. Krydr med salt & peber. Tilsæt de finthakkede hvidløgsfed og dernæst boullionen & fløden. Kom pastaen i og rør godt rundt. 
Lad simre under låg i ca. 20 minutter - rør af og til. 
Når pastaen er færdigkogt vendes parmasanen i, og maden kan sættes på bordet. Enjoy.