Jeg er sådan en der blogger om hvad der fylder inde i mit hoved. Det er derfor der har været lidt stille på det sidste, for det som fylder mit hoved op, har jeg ikke lyst til at blogge om.
Det er en klassisk fortrængnings-teknik; hvis jeg ikke siger det højt, så findes det ikke.
Men det gør det jo så bare alligevel....
I ved de der rygproblemer jeg har haft? De har et navn.
Diskusprolaps.
Jeg er derfor stadig sygemeldt, indtil videre indtil den 6. juni. Mine dage går med at forsøge at slippe morfin-døsen, være hos lægen & fysioterapeuten og gå ture med hunden. Al hård fysisk aktivitet (Nu er "hård" jo lidt af et definitionsspørgsmål. Jeg må personligt give op overfor fx. støvsugning) er sat på standby.
Samtidig har jeg en ordentlig kamel at sluge: at mit drømmejob, som jeg har knoklet for at uddanne mig til de sidste 2½ år, måske er udenfor rækkevidde. At min ryg simpelthen ikke kan holde til et job i ambulancedriften, hvor vi kører 12- eller 24-timers vagter, knokler, løfter uhandy for at redde folks liv og bruger os selv fuldt ud.
På den anden side, så ER jeg jo ung og ellers sund og rask - og det øger chancerne for et liv uden varige mén betragteligt. Som lægen siger; med den rette genoptræning og fortsat (livslang) træning er der chance for, at kunne leve helt uden gener. Også i ambulancetjenesten.
Man ved bare endnu ikke, hvilken kategori jeg falder i. Og for en kontrolfreak som mig, så er det bare skide svært at acceptere, for jeg VIL tilbage i driften igen. Der er blevet grædt en del tårer på den bekostning - ikke mindst fordi min job-situation er så usikker. Jeg er jo færdiguddannet 31. juli, og skal derfor ansættes igen for at fortsætte med mit job. Dvs. Falck behøver ikke engang fyre mig, pga. dårlig ryg. Det er så simpelt som at de bare skal lade være med at ansætte mig.
Er der nogen der har noget opmuntrende at sige? For så er I mere end velkomne....