Sider

torsdag den 29. juli 2010

*Rasle, rasle*

Gæt hvad vi får, klokken 14.00 i dag?!

(Og det krævede slet ikke mere end 4-5 telefonopkald og 2 personlige besøg hos Stakkels Ejendomsmester, at få den tidligere!;o))

tirsdag den 27. juli 2010

Chokoladepavlova med vaniljecreme & friske bær

Forleden dag var vi til lækker middag, og udover at vi havde ryggen af Bambi med (som forøvrigt var to die for efter den havde ligget i Gin-marinade!), så skulle vi også medbringe desserten. Da kæresten har en uforståelig antipati imod vidunderlige, chokoladetunge anretninger måtte jeg jo finde på noget andet.
Jeg besluttede mig for en chokoladepavlova med vaniljecreme og frisk frugt, og den blev helt fantastisk god! - Det er helt sikkert ikke sidste gang den kommer til verden!:o)


Den er meget nem at lave, så det er bare om at komme i gang!

Ingredienser:
5 (past.) æggehvider
3 dl. sukker (255 g.)
1 tsk. hvidvinseddike
1 spsk. majsstivelse
50 g. finthakket chokolade (+ lidt ekstra til pynt)
1 spsk. kakao (+ 1 tsk. til pynt)
500-700 g. friske bær (jeg brugte jordbær, solbær og hindbær)
Lidt mandelflager eller andre hakkede nødder
1/4 l. færdig vaniljecreme

1. Tænd ovnen på 130 grader. Pisk æggehviderne næsten stive i en skål og pisk sukkeret i lidt af gangen. Pisk til hviderne er helt stive og blanke. Sigt majsstivelsen ned i skålen og fold den forsigtigt i massen sammen med eddiken.

2. Kom halvdelen af marengsmassen i en anden skål. Rør chokoladen i og sigt kakaoen i. Vend den forsigtigt i marengsen i den anden skål.

3. Beklæd en bageplade med bagepapir og tegn en cirkel på 23 cm. i diameter på. Held marengsen i cirklen og lav toppe langs yderkanten (således at midten bliver lavere). Sigt 1 tsk. kakao over toppene.
Bag marengsbunden i 1 time, sluk for ovnen og lad marengsbunden stå i ovnen i yderligere 1 time.

4. ½ time før anretning kommes vaniljecremen i fryseren. Inden servering piskes cremen, inden den lægges ovenpå marengsbunden, som pyntes med de rensede bær, lidt hakket chokolade og mandelflagerne. Velbekomme!

mandag den 26. juli 2010

Smukt.

Indrømmet; der er SÅ meget der fylder lige nu, at jeg slet, slet ikke kan overskue at blogge. Mest fordi at det ville blive så negativt, at I slet ikke kan forestille jer det. Jeg tager i stedet for, den positive hat på og forsøger at løfte stemningen med lidt skønhed, indtil tingene vender senere på ugen. Enjoy.:o)




fredag den 23. juli 2010

-

Nå, så har man kæmpet sig igennem de sidste 3 ugers hedebølge, iført ambulanceøj og Verdens Varmeste Sikkerhedssko og hvad sker der så ca. 25 minutter inden arbejdsdagen slutter og man går på ferie? Det begynder at regne. Selvfølgelig.

Det føles ikke særligt ferie-agtigt, når det er konstant gråvejrsagtigt og man desperat tæller ned til man får nøglen til den nye lejlighed, så man kan komme igang (i skrivende stund er der 7 døgn, 2 timer og 10 minutter til!). Indtil da mangler vi bare at pakke, hjælpe Søster og Svoger med deres flytning, se Contador vinde Touren (#!"&!) og selvfølgelig lige skrive en top-tunet assistentopgave. 

Nogen der vil bytte med en uge på Santorini?

torsdag den 22. juli 2010

Ferie!

Juhuuuuuu, så er vi der!:o)

Een og een er tre,
og jorden den er flad,
Gorm den Gamle var smed i Hobro!
Alt, hvad vi har lært,
alt det, der var så svært,
vil vi glemme, for ho'det skal ha' ro:

Ferie, ferie, ferie. Slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.
Op mod solen lér vi, den vil skinne, til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur
og læg det i en spand,
kom så vand i, til uret si'r stop.
Gem din gamle pen,
for hvad vil du med den?
Jeg skal si' dig, hvad du skal skrive op:

Ferie, ferie, ferie. Slap nu af, du har fri...

Spring over grøft
og fiske i en å,
det er noget vi alle ka'li'!
Ud at gå på græs
og køre på et læs,
man får lyst til at summe som en bi:

Sum, sum, sum, sum, sum, sum, slap nu af, du har fri...

Kik jer nu omkring,
der er så mange ting,
som vi gerne sku' nå at få set.
Vi skal lave sjov
i mark og eng og skov,
for med skole og lektier er det sket:

Ferie, ferie, ferie. Slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.
Op mod solen lér vi, den vil skinne, til ferien er forbi. - Håber vi!


tirsdag den 20. juli 2010

Én dag tilbage...

.... Så har jeg ferie!
Jeg har lige en enkelt nattevagt i morgen, så står den på 3½ uge med pakning, flytning, afslapning, hygge, vin, badeture, isspisning, sommerhus, bøger, opgaveskrivning, krimiserier, god mad, middagslur, gåture og vandmelon!

- Jeg kan næsten ikke vente!

søndag den 18. juli 2010

Pakke, pakke...

Åh, hvor har jeg dog mange ting! Vi er gået i gang med at pakke hele min lejlighed ned. Bøger, ringbind og håndklæder er enkelt nok. Ligeså med køkkenting, cd´er og dvd´er.
Tilbage står så det sværeste af det hele: Mindekasserne.

I kender dem godt; de kasser hvor man har samlet alle de ting, som man ikke nænner at smide ud, af den ene eller anden årsag. Den har jeg en del af, både i lejligheden, men ikke mindst nede i kælderen.

Vi kom igennem det hele, og fik ryddet ud i ret meget af det. Jeg tror at dagens mest brugte sætninger er hhv. "Den skal bare ud, ikk'"(Kæresten) og "Nej, den skal med"(Mig). Det er også bare svært at rydde ud  alle de minder - kom da også til at tude en gang eller to - den ene gang da jeg fandt et kort, som min afdøde mormor havde skrevet til mig. Der er bare så mange ting jeg gerne ville fortælle og vise hende, og erkendelsen af at jeg ikke kommer til det, ER bare hård. - Omvendt er der måske og grænser for, hvad man kan tillade sig at gemme af brevpapir, mønter og andre dimser som man samlede på som barn....;o)