Sider

onsdag den 6. juli 2016

4 uger tilbage.

Om en måned starter jeg på arbejde igen.

Jeg synes lige at jeg mangler en del ting, inden denne barsel føles helt færdig. Ida er startet i dagpleje i denne uge. Hun er så sød og nuttet og det er underligt ikke at tilbringe alle hendes vågne timer med hende. 

Samtidig så er jeg virkelig glad for, at vi er nået her til. For hold. nu. op. hvor har det været hårdt denne gang. Med en baby der ikke kunne undvære sin mor i 2 sekunder. Og kun ville ammes i søvn. At have et helt år uden ene eneste middag ude. At opleve verden udenfor. At være alene. At eje sin egen krop.
Men nu er vi her endelig! Dér hvor hun er glad og tryg ved at være hos andre, så jeg kan være andet end mor.

Der er sikkert folk der synes at det er uhørt at starte ens barn i pasning en måned inden man selv starter på job. Men dem om det. På denne måde, så kan jeg indkøre stille og roligt, give korte dage og ikke mindst kan jeg lade mine egne batterier lidt op igen. - For de trænger!
Og med en mand der har skiftende arbejdstider, så kan vi også nyde noget alenetid, imens ungerne er i dagpleje/børnehave. Man kan nemlig ikke bare tære og tære og tære på et ægteskab, uden at fylde på igen af og til. 

Så sådan en måned her ser jeg som en investering i os alle sammen. I børnene. I parforholdet. Og i særdeleshed i mig selv. Sæt igang!



mandag den 4. juli 2016

Pebernødder - i juli? Oh yes!

Hvis jeg spørger min søn om vi skal bage, så svarer han, 9 ud af 10 gange "Ja, pebernødder!".

Han eeeelsker pebernødder og hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg godt hvorfor.
De har har intet at gøre med de kedelige, tørre pebernødder du kan købe i Føtex, i november-december - de er i en helt, HELT anden liga.


Til 2 plader (med god afstand imellem) skal du bruge:
125 gr blødt smør
125 gr rørsukker
1/2 dl fløde (eller sødmælk - det fungerer også fint)
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt kardemomme
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk hvid peber
1/2 tsk natron
1/2 tsk bagepulver
250 g hvedemel

Rød smør og sukker sammen og tilsæt derefter fløden.
Sigt alle de tørre ingredienser sammen, og rør dem i.
Rul dejen ud i tommelfinger-tykke pølser og skær dem i 1-1½ cm tykke stykker.
Bages v. 200 grader (varmluft) i 8-10 minutter. De skal være lysebrune og gyldne.
Lad dem køle helt af på en rist inden du kommer dem i kagedåsen.





søndag den 3. juli 2016

Velkommen i min nyttige have.

Solskin!
Ikke at jeg klager over regnen, for vores have har hungret efter det, men afvekslingen er rar.

Dengang vi købte huset, faldt jeg især for udestuen og haven. Jeg har altid drømt om køkkenhave og hér havde jeg i hvert fald mulighed for at skabe noget.

Så det gjorde jeg.

Det er mit første år med køkkenhave, så det kræver lige lidt øvelse. Fx. såede jeg et helt højbed med radiser - de kom jo så alle sammen samtidig, så der stod jeg der med adskillige kilo radiser - som jeg slet ikke nåede at bruge. Så ved jeg det til næste år; tingene skal i jorden henover nogle uger, så man får små portioner til høst ad gangen.



Højbede med nysåede forårsløg, spirende gulerødder og ærter og blomstrende jordbær.
Bagved står en stor rabarber og en lille brombærbusk.


Kapillærkasser med tomater og agurker.


Kartoffelbed.


Æbletræ, med skøøøøønne grønne æbler.


Ribs.


Inde i udestuen har jeg alle krydderurterne.


Med sådan en skøn have, er der næsten altid gode råvarer til at lave noget magisk i køkkenet....

lørdag den 2. juli 2016

One-pot Chicken Alfredo

Alle omkring mig laver "one-pot"-retter, så nu forsøger jeg mig også - selvom det vist går imod konceptet at servere det i et pænt fad... Anyways, så tror jeg at denne her kommer til at være en go-to ret - især når min barsel er slut og jeg starter arbejde igen .

Jeg besluttede mig for en omgang Chicken Alfredo - den går man sjældent galt i byen med.

600 g. kyllingefilet i tern
½ liter hønseboullion
1/4 l. fløde 
3 fed hvidløg
150 g. friskrevet parmasan
250 g. pasta
Olivenolie, salt & peber

Brun kyllingen i en god slat olivenolie. Krydr med salt & peber. Tilsæt de finthakkede hvidløgsfed og dernæst boullionen & fløden. Kom pastaen i og rør godt rundt. 
Lad simre under låg i ca. 20 minutter - rør af og til. 
Når pastaen er færdigkogt vendes parmasanen i, og maden kan sættes på bordet. Enjoy.




Hurtig festkage med frisk frugt.

I sidste weekend holdt vi fødselsdag for min kære mand. Han ville bare have det low-key; dåseøl, gang i grillen og masser af venner. Og ingen kage.

Han holdt stædigt fast i at han ikke ville have en kage, men et par timer inden gæsterne kom, syntes jeg alligevel at det var SÅ forkert, at jeg ville improvisere noget. Og med mange gæster, blev det en stor sag som denne.


Den passer til 1 ovn-bradepande:

Dej
375 g smør
300 g sukker
6 æggeblommer
3 dl mælk
225 g mel
4-5 tsk bagepulver

Marengsdej 
6 æggehvider
450 g sukker (jeg brugte rørsukker, der var finddelt i minihakkeren, men almindeligt sukker er helt fint)
3 tsk vaniliesukker
150 g hakkede nøddekerner (jeg brugte mandel & hasselnødder - det var hvad jeg lige havde)

Creme
½ liter piskefløde
1 brev Oetker færdig-kagecreme pulver + ½ liter sødmælk dertil

Frugt. Fx. 2 bk. jordbær, 1 bk. hindbær og en stor bk. blåbær.

Du starter med dejen. Blødt smør og sukker piskes lyst.Dernæst piskes æggeblommerne i. Herefter blandes sigtet mel+bagepulver og mælk skiftevis i.
Kom dejen ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Bages v. 200 grader i 15 minutter (ikke varmluft). Kom en ekstra bageplade under bradepanden, da den ellers godt kan blive noget  mørk i bunden.

Når du har kommet dejen i ovnen, laver du marengsen. Æggehviderne piskes stive med sukker & vaniljesukker. Nødderne finthakkes i en minihakker og vendes i til sidst.
Fordel marengsen over den halvbagte kage, og kom den i ovnen igen i yderligere 20 minutter.

Lad kagen afkøle helt, inden du pynter med creme (flødeskum og vanlijecreme vendt sammen) og udskåret frugt. Afslut med at høvle lidt mørk chokolade over.

Hvis du laver kagen i god tid, så vent med at komme creme & frugt på indtil umiddelbart før servering. Der er ingen barriere imellem marengs og creme, så marengsen vil blive blød, hvis den står for længe. Hvis du vil undgå det, så kan du smøre smeltet mørk chokolade ud på marengsen, så kan den tåle at stå med creme.

fredag den 1. juli 2016

Noget om blogpause, Michelin-kokke og mazarintærter...


Kender I det, når den ene dag bare tager den anden? Sådan gik det til, at jeg ikke har blogget i knapt 3 år. 
Job, arbejde, børn (ja, flertal - der er kommet en lille bandit mere til, siden sidst). 
Venner, familie, huskøb, husarbejde (!) og alt det andet som hverdagen indholder. 
Og bum, så gik der lige 3 år. 

Og så en dag bliver ens frokost pludselig afbrudt af en journalist, som gerne vil have en kommentar til at Michelin-kok Henrik Yde kalder min mazarintærte for "verdens bedste".

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Henrik Yde. 

Fra Kiin Kiin.

Godt så!

Nogle timer senere faldt jeg over denne artikel på Berlingske's hjemmeside

Og det var simpelthen for meget ros, til bare at lade stå til.

Så her er jeg igen; 3 år senere, mor til 2, husejer og endnu bedre i et køkken end sidst! 
Der er masser af opskrifter på vej - jeg har ikke ligget på den lade side, siden sidst!


fredag den 6. september 2013

Tillykke, min skat!

I dag er det 1 år siden at jeg lå på fødegangen og kæmpede. Hold da op for et kæmpe arbejde det var - men resultatet var det hele værd!


Manden er på døgnvagt i dag, så vi fejrer knægten i morgen i stedet, men han skulle lige have en lille gave alligevel. Han har sin helt egen teknik til at åbne dem - han sutter simpelthen bare på papiret indtil det bliver så blødt at indholdet falder ud igennem!:o)