Jeg synes lige at jeg mangler en del ting, inden denne barsel føles helt færdig. Ida er startet i dagpleje i denne uge. Hun er så sød og nuttet og det er underligt ikke at tilbringe alle hendes vågne timer med hende.
Samtidig så er jeg virkelig glad for, at vi er nået her til. For hold. nu. op. hvor har det været hårdt denne gang. Med en baby der ikke kunne undvære sin mor i 2 sekunder. Og kun ville ammes i søvn. At have et helt år uden ene eneste middag ude. At opleve verden udenfor. At være alene. At eje sin egen krop.
Men nu er vi her endelig! Dér hvor hun er glad og tryg ved at være hos andre, så jeg kan være andet end mor.
Der er sikkert folk der synes at det er uhørt at starte ens barn i pasning en måned inden man selv starter på job. Men dem om det. På denne måde, så kan jeg indkøre stille og roligt, give korte dage og ikke mindst kan jeg lade mine egne batterier lidt op igen. - For de trænger!
Og med en mand der har skiftende arbejdstider, så kan vi også nyde noget alenetid, imens ungerne er i dagpleje/børnehave. Man kan nemlig ikke bare tære og tære og tære på et ægteskab, uden at fylde på igen af og til.
Og med en mand der har skiftende arbejdstider, så kan vi også nyde noget alenetid, imens ungerne er i dagpleje/børnehave. Man kan nemlig ikke bare tære og tære og tære på et ægteskab, uden at fylde på igen af og til.
Så sådan en måned her ser jeg som en investering i os alle sammen. I børnene. I parforholdet. Og i særdeleshed i mig selv. Sæt igang!
