Sider

lørdag den 2. juli 2016

One-pot Chicken Alfredo

Alle omkring mig laver "one-pot"-retter, så nu forsøger jeg mig også - selvom det vist går imod konceptet at servere det i et pænt fad... Anyways, så tror jeg at denne her kommer til at være en go-to ret - især når min barsel er slut og jeg starter arbejde igen .

Jeg besluttede mig for en omgang Chicken Alfredo - den går man sjældent galt i byen med.

600 g. kyllingefilet i tern
½ liter hønseboullion
1/4 l. fløde 
3 fed hvidløg
150 g. friskrevet parmasan
250 g. pasta
Olivenolie, salt & peber

Brun kyllingen i en god slat olivenolie. Krydr med salt & peber. Tilsæt de finthakkede hvidløgsfed og dernæst boullionen & fløden. Kom pastaen i og rør godt rundt. 
Lad simre under låg i ca. 20 minutter - rør af og til. 
Når pastaen er færdigkogt vendes parmasanen i, og maden kan sættes på bordet. Enjoy.




Hurtig festkage med frisk frugt.

I sidste weekend holdt vi fødselsdag for min kære mand. Han ville bare have det low-key; dåseøl, gang i grillen og masser af venner. Og ingen kage.

Han holdt stædigt fast i at han ikke ville have en kage, men et par timer inden gæsterne kom, syntes jeg alligevel at det var SÅ forkert, at jeg ville improvisere noget. Og med mange gæster, blev det en stor sag som denne.


Den passer til 1 ovn-bradepande:

Dej
375 g smør
300 g sukker
6 æggeblommer
3 dl mælk
225 g mel
4-5 tsk bagepulver

Marengsdej 
6 æggehvider
450 g sukker (jeg brugte rørsukker, der var finddelt i minihakkeren, men almindeligt sukker er helt fint)
3 tsk vaniliesukker
150 g hakkede nøddekerner (jeg brugte mandel & hasselnødder - det var hvad jeg lige havde)

Creme
½ liter piskefløde
1 brev Oetker færdig-kagecreme pulver + ½ liter sødmælk dertil

Frugt. Fx. 2 bk. jordbær, 1 bk. hindbær og en stor bk. blåbær.

Du starter med dejen. Blødt smør og sukker piskes lyst.Dernæst piskes æggeblommerne i. Herefter blandes sigtet mel+bagepulver og mælk skiftevis i.
Kom dejen ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Bages v. 200 grader i 15 minutter (ikke varmluft). Kom en ekstra bageplade under bradepanden, da den ellers godt kan blive noget  mørk i bunden.

Når du har kommet dejen i ovnen, laver du marengsen. Æggehviderne piskes stive med sukker & vaniljesukker. Nødderne finthakkes i en minihakker og vendes i til sidst.
Fordel marengsen over den halvbagte kage, og kom den i ovnen igen i yderligere 20 minutter.

Lad kagen afkøle helt, inden du pynter med creme (flødeskum og vanlijecreme vendt sammen) og udskåret frugt. Afslut med at høvle lidt mørk chokolade over.

Hvis du laver kagen i god tid, så vent med at komme creme & frugt på indtil umiddelbart før servering. Der er ingen barriere imellem marengs og creme, så marengsen vil blive blød, hvis den står for længe. Hvis du vil undgå det, så kan du smøre smeltet mørk chokolade ud på marengsen, så kan den tåle at stå med creme.

fredag den 1. juli 2016

Noget om blogpause, Michelin-kokke og mazarintærter...


Kender I det, når den ene dag bare tager den anden? Sådan gik det til, at jeg ikke har blogget i knapt 3 år. 
Job, arbejde, børn (ja, flertal - der er kommet en lille bandit mere til, siden sidst). 
Venner, familie, huskøb, husarbejde (!) og alt det andet som hverdagen indholder. 
Og bum, så gik der lige 3 år. 

Og så en dag bliver ens frokost pludselig afbrudt af en journalist, som gerne vil have en kommentar til at Michelin-kok Henrik Yde kalder min mazarintærte for "verdens bedste".

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Henrik Yde. 

Fra Kiin Kiin.

Godt så!

Nogle timer senere faldt jeg over denne artikel på Berlingske's hjemmeside

Og det var simpelthen for meget ros, til bare at lade stå til.

Så her er jeg igen; 3 år senere, mor til 2, husejer og endnu bedre i et køkken end sidst! 
Der er masser af opskrifter på vej - jeg har ikke ligget på den lade side, siden sidst!


fredag den 6. september 2013

Tillykke, min skat!

I dag er det 1 år siden at jeg lå på fødegangen og kæmpede. Hold da op for et kæmpe arbejde det var - men resultatet var det hele værd!


Manden er på døgnvagt i dag, så vi fejrer knægten i morgen i stedet, men han skulle lige have en lille gave alligevel. Han har sin helt egen teknik til at åbne dem - han sutter simpelthen bare på papiret indtil det bliver så blødt at indholdet falder ud igennem!:o)



tirsdag den 27. august 2013

1-2-3!

Ha ha ha, så tog knægten da lige sine første skridt - og både Manden og jeg var hjemme til at dele glæden!

Han bliver snart et år - hvor blev tiden lige af?!




tirsdag den 20. august 2013

lørdag den 17. august 2013

Øl-is m. karameliserede mandler og marengs-tærte m. jordbær/rabarberkompot på kiksebund.


Manden havde fået lov til at finde på desserten til vores gæster i går: øl-is.

Jeg lavede den i god tid, og lavede en lille ekstra, så vi lige kunne smage den. Den smagte godt, men var meget sød, så jeg vurderede at den skulle have lidt syrligt modspil, så jeg lavede en marengs-tærte til.


Is:
2 dl Honning eller sirup
50 g Mandelsplitter
4 stk Pasteuriserede æggeblommer (2 bægre)
2 spsk Brun farin
1/4 tsk salt
1/4 l Piskefløde
1 dl Porter (eller anden mørk øl)

Smelt siruppen på en over-middel varm pande. Kom mandelsplitterne i, og lad dem riste under omrøring indtil de er gyldne. Lad dem køle helt af på et stykke bagepapir (også udenoms-siruppen). Kom det gerne i fryseren. Når det er helt koldt hakkes det groft.

Pisk æggeblommer og farin til skum, pisk fløden og vend den i æggesnapsen sammen med saltet. Vend til sidst øllen og den hakkede karamel/mandelmasse i.

Indfrys den i en stor skål, så du kan røre i den undervejs de første 2 timer. Hæld den herefter i portionsskåle el. lign - ikke noget der er for dybt, for mandlerne falder til bunds under indfrysningen.

Når isen skal serveres, skal du først tage den ud helt tilsidst, for den er blød og lækker i konsistensen pga. øllet.

Tærte:
3/4 rulle Digestive-kiks
1/3 pakke kærgården
100 g. sukker
2 æggehvider
6-7 rabarber
500 g. (frosne) jordbær.
100 g. rørsukker
1 tsk. kartoffelmel rørt ud i lidt vand

Knus kiksene og rør dem sammen med det bløde smør. Mas dem ud i en fast bund i en springform og kom den i fryseren, så den stivner ordentligt.

Kog imens kompotten af rabarber, jordbær og rørsukker (ca. 20-25 min.) og jævn den til sidst med kartoffelmels-vandet. Lad den køle helt af.

Pisk æggehviderne stive imens sukkeret tilsættes lidt efter lidt. Kom kompotten ovenpå kiksebunden og smør marengsen ud ovenpå. Bages i ovnen v. 160 grader varmluft i ca. 15 minutter, til marengsen er gylden og sprød.