Sider

onsdag den 10. maj 2017

Romkugler (LCHF)

Cookies'ne fra forleden blev jo lige vel tørre til min smag, så de røg i fryseren, så de kunne blive genfødt som noget mere lækkert, på et senere tidspunkt. Det blev så i dag, da jeg lavede romkugler.
Romkugler er jo en dejlig taknemlig kage, hvor man bare kan bruge hvad man har. Hvis dine kagerester ser lidt anderledes ud end mine, går det sikkert helt fint alligevel. 


Da cookies'ne ikke var nok, lavede jeg nogle muffins, så jeg havde flere kage'rester'.

"Kagerester":
2 æg
4 spsk. Sukrin Gold
100 g. smør, smeltet
1 tsk. vaniljepulver
2 tsk bagepulver
Lidt salt
1 dl. fedtreduceret mandelmel
2 spsk. kokos

Pisk smør, sukrin og vanilje godt sammen. Tilsæt smeltet smør og de tørre ingredienser. 
Kom massen i muffinforme og bag dem i ca. 15 minutter v. 180 grader (varmluft). Lad dem køle helt af.

Romkugler, 20 styk (lidt mindre end tennisbolde, større end golfbolde):
1 portion chokoladecookies
1 portion "kagerester" 
250 g. stuetempereret smør
1 dl. hasselnødder, kørt helt fint i minihakkeren
3 dl. kokosmel
4 spsk. kakao
Lidt salt
1 tsk. vanilje
3-4 spsk. Sukrin Gold
4 spsk. mørk rom

Evt. en sjat piskefløde
Kokos til trilning 

Blend alle dine kagerester i minihakkeren. Rør rommen godt ud i og rør derefter alle de andre ingredienser i. Hvis massen er for tør, så tilsæt lidt piskefløde. Lad massen stå på køl en times tid, så er den nemmere at trille til kugler, som du vender i kokosmel. Opbevar dem på køl indtil servering.

torsdag den 4. maj 2017

Chokoladecookies.

Vi fortsætter med eksperimenterne i det søde LCHF-køkken.
Jeg fik lidt for meget mandelmel i mine - det er der justeret for nedenfor.


(Ca. 15 cookies)
2 æg
65 g. sødning (jeg brugte en blanding af Sukrin Gold og FiberSirup)
100 g. helt blødt smør
50 g. affedtet mandelmel
50 g. mandler hakket helt fint i minihakkeren
1 knsp. salt
2 tsk. vaniljeessens
1 tsk. bagepulver
1 spsk. kakao
100 g. hakket mørk chokolade

Pisk smør, vavniljeessens og sødning sammen. Pisk æggene i. Rør de tørre ingredienser i og tilsæt til sidst den hakkede chokolade.

Form 15 kugler som du fordeler på bagepapiret (2 bageplader). Tryk dem flade og ret kanterne til - i modsætning til klassiske cookies flyder de her ikke ud - de beholder den form som du giver dem.

Bages v. 190 grader (ikke varmluft) i ca. 10 minutter.

lørdag den 22. april 2017

Cheesecakebrownie m. rødgrødsskum.

Nogle gange ved man på forhånd at man får brug for kage - og det vidste jeg i går aftes, at vi ville få brug for på arbejdet i dag, så jeg smækkede denne her sammen efter ungerne var puttet.


Brownie:
3 æg
225 g. smør
225 g. mørk chokolade
2 tsk. vaniljeessens
1 knsp. salt
150 g. mandler
200 g. Sukrin gold

Smelt smør og chokolade i mikrobølgeovnen. Pisk æg, sukrin, salt og vaniljeessens sammen og pisk derefter chokolademassen i æggemassen lidt af gangen. Hak mandlerne helt fint i minihakkeren og rør dem i. Hæld dejen over i en smurt springform, cirka 26 cm/diameter.

Cheesecake:
400 g. flødeost (ikke light!)
2 æg
100 g. sukrin gold
½ tsk. vaniljeessens

Pisk tingene godt sammen til en helt homogen masse. Hæld det forsigtigt ud over brownie-dejen - pas på det ikke bliver blandet. Bages i 45-50 minutter v. 170 grader (ikke varmluft). Lad den køle helt af.

Mousse:
4 dl. piskefløde
3 blade husblas
Lidt frugtgrød (jeg havde en rest rabarber/brombær/hindbær i køleskabet)
Lidt friskkværnet vanilje

Udblød husblas'en i koldt vand. Smelt den i en gryde sammen med lidt af rødgrøden. Når det er smeltet røres det hurtigt sammen med resten af grøden. Pisk fløden til skum (ikke for stift) og vend rødgrøden i. Kom det ovenpå den afkølede kage og lad den sætte sig natten over.

lørdag den 15. april 2017

Chokoladekage m. guinnessmousse.


Kagebund - alle ingredienser skal have stuetemperatur.
85 g. smør
210 g. sukker
90 g. creme fraice
½ tsk. vaniljeessens
1 æg
1 æggehvide
130 g. hvedemel
½ tsk bagepulver
50 g. kakao
¼ tsk. fint salt
120 ml. Guinness
50 g. hakket mørk chokolade

Pisk smør, sukker og æg sammen, til det er lyst og luftigt. Rør creme fraice og vaniljeessens i.

Sigt alle de resterende tørre ingredienser sammen i en anden skål og tilsæt så cirka halvdelen. Rør det godt ud, rør Guiness i og tilsæt så det resterende af de tørre ingredienser. Rør det hele sammen til det er helt homogent og vend til sidst den hakkede chokolade i.

Bages i en smurt springform (ca 20 cm), i en 175 grader (ikke varmluft) forvarmet ovn i ca 30 minutter. Lad den køle helt af i formen.

Når den er kølet af placeres kagen på dit kagefad. Kom kageplast omkring og den rengjorte kant fra springformen.

Ganache
115 g. hakket mørk chokolade
3 spsk. piskefløde
2 spsk. Guinness

Varm øl og piskefløde op og hæld det over chokoladen. Rør indtil det er helt smeltet.Hæld det over kagen og fordel det evt. med bagsiden af en ske. Stil kagen på køl.

Mousse
5 blade husblas
120 ml. Guinness
285 g. hakket mørk chokolade
½ l. piskefløde
1 tsk. vaniljeessens
60 g. flormelis

Kom øl og 1 dl. piskefløde i en gryde og bring det næsten i kog. Rør det udblødte husblas ud i og hæld det hen over chokoladen. Lad det stå i ca 5 minutter og rør så indtil al chokoladen er smeltet og du har en homogen masse.

Pisk resten af fløden sammen med flormelis og vaniljeessens til en blød flødeskum - du må endelig ikke piske det for meget. Vend forsigtigt flødeskummet i chokoladenmassen - cirka 1/3 af gangen.

Fordel moussen over kagen - pas på du ikke rører ganachen "op i", når du fordeler den.

Bank fadet et par gange ned i bordet, for at sikre der ikke er nogen luftbobler. Glat overfladen og stil kagen tilbage på køl, minimum 6 timer, gerne natten over.


Flødeskumspynt
¼ l. piskefløde
15 g. kakao
4 spsk. flormelis
½ tsk. vaniljeessens

Sigt de tørre ingredienser i en skål og hæld de våde henover. Pisk det helt stift og sprøjt så toppe ud som pynt langs kanten. Drys evt. med chokoladekrymmel, eller lign.

onsdag den 5. april 2017

Peanutbuttercookies.

Nogle dage har man bare lige brug for lidt ekstra - og nu har jeg fryseren fyldt med de her lækre labaner! De er helt klart bedst kolde - det er som om peanutbutteren giver dem en lidt sjov konsistens når de er lune, men kolde er de skønt chewy-fudge-agtige!


14 stk. 
1 æg
3 spsk. Sukrin Gold (kan erstattes med brun farin - så er de bare ikke LCHF)
150 g. blødt smør
1 dl. mandelmel (det fra Funktionel Mad)
½ tsk. bagepulver
1 tsk. vaniljeessens
1 knsp. salt
3 spsk. crunchy peanutbutter
50 g. grofthakket, mørk chokolade.

Pisk sukrin og smør godt sammen. Tilsæt æg og vanilje og dernæst alle de tørre ingredienser. Rør til sidst den hakkede chokolade i. Fordel dejen i 14 klatter på 2 bageplader, så der er god plads.
Bages v. 180 grader (varmluft) i 12-14 minutter - til de er fint gyldne i kanten.

Lad dem køle helt af på pladen, inden de kommer i køleskabet (eller fryseren med mellemlægspapir imellem). De er bedst når de er helt kolde.

søndag den 26. marts 2017

Michelinkage - eller bare verdens bedste jordbærtærte.

Jeg har vist aldrig fået nedfældet en samlet opskrift på Michelinkagen? Det er altid noget med et link hér og en ændring dér. Ikke mere, nu kommer den i en samlet omgang.



Bund:
125 g koldt smør
175 g mel
3 spsk sukker
1 æggeblomme (gem hviden til fyldet)

Smuldr smør i melet. Tilsæt sukker og æggeblomme. Saml hurtigt og stil på køl en times tid.
Beklæd en tærteform med dejen.

Fyld til bunden:
150 g blødt smør
1 knsp. salt
125 g sukker
200 g revet marcipan
1 æg 
1 æggehvide

God mørk pålægchokolade (jeg foretrækker den fra Løgismose)

Rør sukker, salt og det bløde smør grundigt sammen. Rør marcipan blødt med ægget og æggehviden. Bland de to ting sammen og fordel det over den ubagte bund. Bages 23-24 min ved 180 grader (varmluft). Når du har taget den ud af ovnen placeres pålægschokoladen i et enkelt lag henover kagen. Når det er smeltet smører du det let rundt og lader kagen køle helt af.

Topping:
2½ dl. piskefløde
2½ dl. sødmælk
½ brev Dr. Oetker vaniljekagecreme (eller du er velkommen til at kogevaniljecreme selv - jeg har prøvet 5-6 forskellige opskrifter, og der er ikke nogen der smager lige så godt som denne her)
Vaniljekorn (eller kværnet vanilje)
1 stor bakke hindbær (ca. 150 g.)
500 g. jordbær

Pisk kagecreme-pulcer og sødmælk sammen og lad det stå i køleskabet ca. 20 minutter. Pisk fløde og vanilje sammen til en let flødeskum. Vend det sammen med kagecremen. Hak hindbærrene groft og vend dem i flødecremen. Kom flødecremen ovenpå kagen og kom de rensede jordbær ovenpå.

Opbevares på køl indtil servering.

søndag den 19. februar 2017

Chokoladekage uden mel og sukker

Vi er vendt tilbage til LCHF her hjemme (eller, vi forsøger i hvert fald), så da der blev ønsket kage måtte jeg jo finde på noget. Og det var nemt - kun 6 ingredienser.


200 g. smør
100 g. Sukrin Gold
200 g. mørk chokolade (Jeg brugte 85%)
5 æg
1 tsk. vaniljeessens
1 knsp. salt

Smelt smør, sukrin, hakket chokolade og salt i en gryde.
Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne sammen med den smeltede chokolademasse og rør også vaniljeessensen i.
Pisk hviderne helt stive og vend dem i chokolademassen.

Smør en springform (Ø24) og hæld dejen i. Bages i 20-25 minutter v. 185 grader.

Lad den gerne køle helt af inden servering - så bliver den lækker og konfektagtig. (Men hvis du ikke kan vente, er den også glimrende lun)

lørdag den 11. februar 2017

Gateau Marcel.

Uh, det er jo en klassiker. Chokoladekagen over dem alle, hvis du spørger mig - i hvert fald hvad angår kolde kager. Denne opskrift er gennemprøvet, og fungerer hver gang! Og så er den relativt nem.


175 g mørk chokolade (70 %)
175 g smør
175 g sukker
3½ bæger past. æggeblommer
3 bægre past. æggehvider
1½ dl. piskefløde
1½ blad husblas

Hak chokoladen groft og smelt den over vandbad sammen med smørret. Det skal ikke balive for varmt, bare så det er helt smeltet.

Pisk blommerne lyse sammen med halvdelen af sukkeret og hviderne stive med den anden halvdel sukker. Rør den smeltede, let afkølede chokolade sammen med blommerne og vend derefter hviderne forsigtigt i.

Smør en springform (min var 21 cm i diameter) med smør og drys sukker ud i den - bank det overskydende sukker ud af formen.

Hæld knapt halvdelen af dejen i formen og bag den 27-28 minutter v. 175 grader (varmluft). Tag den ud og lad den køle helt af i formen (den falder sammen på midten - det er meningen). Lad den anden halvdel af dejen stå på køkkenbordet imens.

Når kagen er kølet af placerer du den på dit serveringsfad. Skær de højeste kanter af, kom kageplast og den rengjorte ring fra springformen om kagen.

Udblød husblas i koldt vand og smelt den herefter i en gryde. Pisk fløden til skum. Rør 1/3 af flødeskummet ud i husblasset, og rør derefter husblas/flødeblandingen hurtigt ud i resten af flødeskummet. Vend flødeskummet ud i chokolademoussen og hæld den over kagen. Glat overfladen ud, og sæt den på køl nogle timer, eller natten over.

Sådan helt klassisk, så smører man jo appelsin ud på den bagte kage, inden man hælder moussen på. Det bryder jeg mig ikke om, så det udelader jeg altid - du kan også bruge hindbærmarmelade, hvis du synes det er bedre.

Sigt lidt kakao ud over kagen inden servering, og skær den ud med en varm kniv.

søndag den 5. februar 2017

Cookies 'n cream magic bars.

Mangler du en lækker konfekt-agtig snack?
Så er det dem her du leder efter!


Du skal bruge:
2 pakker Oreo's
60 g. smeltet smør
1 ps. hvide chokoladeknapper
4 Marabou-barer m. fyld af Oreo
1 ds. sødet kondenseret mælk

Tænd ovnen på 175 grader (ikke varmluft). Knus 20 Oreo's i minihakkeren el.lign og bland dem med det smeltede smør. Kom bagepapir i en 21x31 form og pres massen fast sammen til en bund.


Hak Marabou'en og de resterende Oreo's groft og drys det ud over bunden. De hvide chokoladekanpper lige så. Hæld den kondenserede mælk i et jævnt lag ud over.
Bages ca. 25 minutter - overfladen skal være fin gylden. Lad den køle helt af i formen inden du skærer den ud i passende stykker.

lørdag den 4. februar 2017

Rabarbertærte med marengs.

Jeg holder fødselsdag, og en af kagerne var denne rabarbertærte med marengs.


Mørdej
125 g smør
100 g sukker
1 æg
250 g mel

Smuldr smørret i melet (nemmest i en minihakker), bland med sukker og saml hurtigt dejen med ægget. Form dejen til en 3-4 cm høj cirkel, så formen er "forberedt" til når den skal rulles ud. Pak den ind i vitawrap og kom den på køl i 30 minutter.

Rabarberkompot 
1 bundt rabarber, ca 650 g
1 vanilliestang
100 g sukker
1 spsk. kartoffelmel

Skær rabarberne ud i stykker. Tag en håndfuld fra til at drysse ovenpå kompotten senere. Mas vaniljekornene ud i noget af sukkeret og kom det hele, undtagen kartoffelmel i en gryde. Kog det ca. 10 minutter, til det er en homogen kompot.

Rul dejen ud og beklæd en tærteform med den. Prik huller i bunden og blindbag den v. 200 grader (varmluft) i 15 minutter.
Hæld kompotten op i, drys de tilsidesatte rabarber hen over og bag tærten i 15 minutter. Lav marengsen imens.


Marengs
6 æggehvider
300 sukker
1 tsk eddike

Pisk æggehviderne sammen med ca 1/3 af sukkeret. Når de begynder at stivne, tilsæt da resten af sukkeret lidt ad gangen. Pisk til marengsen er helt sej - tager ca. 10 minutter. Pisk til sidst eddiken i.

Tag tærten ud og sprøjt marengsen i dit foretrukne mønster ud over - pas på med at lave for spidse toppe, for de vil blive lidt brændte. Jeg foretrækker et fletmønster til denne type kage.
Bag den i ovnen i 10 minutter, til marengsen er jævnt gylden.
Lad den køle helt af inden servering.

søndag den 15. januar 2017

Tærte med pistacie, vaniljecreme og blåbær.

 Mørdej:
300 g hvedemel
100 g flormelis
150 g koldt smør
1 æg
Sigt mel og flormelis sammen, og tag en god portion af det og kom i minihakkeren sammen med smørret (evt. af 2 omgange). Saml dejen med ægget. Dejen skal bare netop være glat og hænge sammen. Form dejen let i den form du skal bruge (jeg brugte en aflang form, så jeg maste min dej til en firkantet klump på - hvis du bruger en rund form, så lav den rund), pak den ind i VitaWrap og på køl i ca. 30 min. Herefter rulles dejen ud – ca. 2 mm i tykkelsen og beklæd formen med den.

Pistaciefyld:
50 g. hakkede pistacienødder
Revet citronskal fra ½ citron
250 g. revet marcipan
75 g blødt smør
80 g sukker
2 æg
1 knsp. salt

Ælt alle ingredienserne sammen. Kom massen op i den ubagte tærte, og bag tærten ved 190 grader (varmluft) i 15-20 min. Lad tærten køle helt af på en bagerist (i formen).

Fyld:
½ brev vaniljekagecreme
2½ dl. sødmælk
2½ dl piskefløde
Friskkværnet vanilje
Grofthakkede pistachienødder (resten af posen)
½ bakke blåbær (hindbær eller brombær ville også fungere!)

Pisk kagecreme og mælk sammen og sæt det på køl i 20 minutters tid. Når kagecremen har sat sig piskes fløden til skum sammen med masser af vanilje (jeg bruger sådan en kværn med hele vaniljestænger i). Pisk dernæst kagecremen kort, så den bliver homogen. Vand flødeskum og kagecreme sammen og kom det i en sprøjtepose med en stor rund tyl. Læg det på køl indtil tærten skal serveres.

Umiddelbart inden servering sprøjter du vaniljecremen ud på kagen. Jeg lavede nogle store toppe langs hver kant (så midten af kagen er tom), dryssede pistachienødderne på og sprøjtede så endnu større toppe ud ned langs midten af kagen. Kom dine bær ud på den 'bare creme'. og server straks.

søndag den 8. januar 2017

Nytårslagkage m. chokolade- og jordbær/astimousse.

Nå, bedre sent end aldrig. Her kommer opskriften på nytårskagen. Den var virkelig god! Hvis du ikke har forskellige størrelser kageringe, så drop det med at lave de skjulte lag, og smør den op med noget på siderne i stedet.



Bund:
200 g. nødder (jeg foretrækker lige dele pistachie/hasselnød/mandel)
1 spsk. hvedemel
4 æggehvider
150 g. rørsukker

Rist nødderne på en tør pande. Blend dem og rør melet i.
Pisk æggehviderne helt stive sammen med sukkeret. Vend nøddeblandingen i æggehviderne. Fordel halvdelen af dejen i en smurt springform (jeg brugte 24 cm) og kom den anden halvdel i en sprøjtepose uden tyl. Bag den i 16-17 minutter (varmluft).

Karamel:
1 ds. kondenseret mælk
80 g. brun farin
80 g. smør
½ tsk flagesalt

Kom alle ingredienserne i en gryde og varm det op indtil det er tykt og gyldent. Rør hele tiden.

Tag bunden ud af ovnen, og start med at sprøjte en yderkant ovenpå den, så karamellen ikke kan løbe ud og røre ven kanten af springformen - så vil den nemlig brænde på. Hæld karamellen ud på den bagte bund og sprøjt resten af dejen ud ovenpå den - prøv at forsegle den helt, så karamellen er helt indkapslet. Bag den i yderligere 20 minutter. Lad den køle helt af i formen.

Skær den yderste cm af kagen hele vejen rundt og kom den i en kagering/springform beklædt med kageplast.

Jordbærgele:
225 g. frosne jordbær
1 spsk. sukker
1 dl. vand
2 blade husblas

Kog jordbær, sukker og vand godt igennem, så det bliver en tyk masse. Blend det med en stavblender, for at få de sidste klumper. Udblød husblas'en og smelt det i jordbærgrøden. Hæld det ud over kagen og stil den på køl.

Chokolademousse:
1½ blade husblas
250 g. mælkechokolade
1 spsk. sukker
4 dl. fløde 

Udblød husblas'en og hak chokoladen. Kom chokoladen op i en skål Fløden varmes op til 80 grader sammen med sukkeret. Når det når temperaturen kommer du husblas ned i gryden, rører så det er opløst og hælder det ned til chokoladen. Rør i små cirkler,indtil chokoladen er helt smeltet og massen er homogen. Kom WitaWrap på, så det rører overfladen og køl det helt ned (under 5 grader).
Når massen er helt kold kan du piske den (kort!) op, og komme den ud på kagen. 

Når chokolademoussen har sat sig befrier du kagen fra form og kageplast, og stiller den på et fad med en rengjort kagering beklædt med kageplast omkring. Du kan også bruge en springform i nummeret større - der skal være ca. 1 cm. fri hele vejen rundt om kagen.

Jordbær-/Astimousse:
1½ sammenpisket æg
150g sukker
450g frosne jordbær
75g hakket, hvid chokolade
1½ dl Asti
Skallen + saften fra 1 citron
9 blade husblas
4½ dl fløde

Husblas'en udblødes i koldt vand. Imens koger du jordbær og citron sammen, og blender det med en stavblender når det er kogt godt ind. Kom den hakkede chokolade og husblas op i, og rør til det er helt smeltet. Tilsæt dernæst Asti'en. Pisk sukker og æg til det er lyst og luftigt.
Vend æggesnapsen sammen med jordbærmassen. Pisk fløden til skum og vend det sammen med resten. Hæld moussen ud over kagen og lad den sætte sig natten over.

Jeg pyntede kagen med 2 dl. piskefløde m. lidt rød pastafarve i (tilsat inden piskning) og guldstøv.