Sider

mandag den 30. november 2009

Hvorfor...

.... mænd altid bør køre i sorte bukser!;o)


søndag den 29. november 2009

Nemt, billigt, hurtigt og lækkert?


Lyder det som mad du lige står og mangler? Så lad mig foreslå en klassiker her hjemme fra:

2 pers.
1 pk. frisk tortellini
1 bk. cherrytomater
Frisk basilikum
1 fed hvidløg
salt + peber
God olivenolie (nej, her snakker vi ikke om den fra Netto til en 10´er!)
Friskrevet parmasan (evt. Grana Padano)

½ flûte
1 kugle frisk mozerella

Flûtet flækkes og dækkes med skiver af mozerella. Krydres med peber og paprika og gratineres i ca. 10 min v. 200 grader.
Tortellinien koges efter anvisningerne og vendes med dressing af olie, presset hvidløg, hakket basilikum og salt +  peber. De halverede cherrytomater blandes ved og retten piftes op med masser af friskrevet parmasan.

Serveres rygende varmt.:o)

lørdag den 28. november 2009

Så er vi igang!


Er der noget bedre end dage, hvor man bare når rigtig, rigtig meget? Jeg havde egentlig tænkt på at trille en tur i skoven, men det blev så ikke lige til noget. I stedet meldte jeg mig til en times Funk nede i centeret. Normalt styrketræner jeg jo kun der nede, så jeg vidste ikke lige hvad det gik ud på. Efter at have konstateret at den flok 17-årige piger, som havde stået og prøvet forskellige outfits, taget sol og lagt makeup(!) oppe i omklædningen, var mine med-deltagere var jeg mildest talt lidt skeptisk.
Det var dog ikke så slemt; faktisk var det både rigtig sjovt og god motion. - Ydermere havde jeg fordelen af at virkelig, virkelig mange af trinene var booty eller hofte funderet, og der havde instruktøren og jeg altså noget helt andet at arbejde med, end flokken af 17-årige.;o)

Desuden har jeg fået julepyntet - ja, ja, jeg ved godt det er en dag for tidligt, men jeg er ikke hjemme i morgen, så jeg tyvstartede altså. Jeg havde ikke lige overskud til at binde en rigtig adventskrans, ligesom jeg plejer så i år står den på den nemme version:


Aftenen skal nydes med lækker mad, god rødvin, en spændende bog og ellers foregå sammenkrøllet på sofaen, uden at bekymre sig om noget. - Faktisk et helt okay bytte, når nu veninden, som jeg havde en aftale med, måtte lægge sig med influenza.

(Og så lover jeg at der går noget tid inden jeg laver flere jule-indlæg.;o))

torsdag den 26. november 2009

Lad der blive lys...



Selvom jeg hver dag må høre på brok fra gutterne i min klasse, så står jeg nu offentlig frem: Juletiden er lige om hjørnet, og jeg glæder mig. Jeg synes bare at det er top-hyggeligt, at gå igennem vintermørket og kigge på lysene og pynten der skaber hygge rundt omkring i byen. Så kan man holde pause med en kop varm kakao og et par lune æbleskiver, smutte ind igennem Tivoli eller få ordnet lidt julegaveindkøb.

På søndag er det 1. søndag i advent og SÅ må man gerne pynte op der hjemme! Her i byen er der også juletræstænding på søndag, så derefter bliver jeg nok nødt til at omlægge min kørevej om morgenen, så jeg lige svinger ned forbi kirken og kan nyde synet af det tændte juletræ hver morgen, når jeg kører i skole eller på arbejde.

- Og indtil da? Jeg tror jeg vil bruge aftenen på at pakke gaver ind (jeg er som vanligt i god tid - mangler kun 3-4 gaver), spise æbleskiver til aftensmad (det må man gerne når man er single) og tyvstarte på at høre julemusik...

(Og først når disse vigtige gøremål er på plads, vil jeg se om der er tid til at læse om det systemiske og det pulmonale kredsløb til i morgen. Jeg tvivler.;o))

onsdag den 25. november 2009

Findes der sætternisser i biler?


I dag da vi havde afleveret vore opgave om Bedre arbejdsmijø for ambulancemandskabet, besluttede jeg at udnytte min halve fridag til at køre over forbi Peugout. Jeg synes nemlig at min bil har sagt en lyd her det sidste stykke tid, og så er det jo praktisk med sådan en serviceaftale hvor de bare fixer det, hvis der er noget galt.

Jeg får hapset en mekaniker og tager ham med ud og starter bilen. Der ikke siger en underlig lyd. Jeg slukker motoren, og starter den igen, mens jeg undskyldende mumler noget om, at den altså sagde noget lige før. Stadig ingen underlig lyd. Mekanikeren har nu fået sit skeptiske blik på, og siger til mig: "Er du sikker på at det ikke bare var noget i radioen?". Jeg får ham overbevist om, at jeg altså godt kan høre forskel på en rasle-lyd og et eller andet i radioen.

Vi står lidt og kigger på bilen (som stadig ikke siger nogen lyde) og til sidst overgiver han sig og siger "Jeg kan lige prøve at køre en tur i den?" - Yes, så må lyden komme igen! Efter et stykke tid kommer han tilbage, hopper ud og siger: den siger altså ikke nogen lyd med sådan et og-det-tror-jeg-ikke-at-den-nogensinde-har-gjort-agtigt tonefald. Han runder af med et "Men hvis du på et tidspunkt tror at du hører noget igen, så er du selvfølgelig velkommen til at komme forbi igen. - Det er nok nemmere for dig at bruge et af vores andre værksteder næste gang". WTF?! Jeg VED der var en lyd - hvorfor skulle man finde på sådan noget? Og hvorfor fik jeg en stærk fornemmelse af, at han affærdigede mig pga. mit køn?

1 - 0 til Peugout. Hvis min bil pludselig bryder sammen, så bebrejder jeg en ca 30-årig, mellemhøj, mørkhåret mekaniker.

tirsdag den 24. november 2009

"Luftkastellet der blev sprængt"

Så er der ikke så lang tid til at tredje del af Stieg Larssons trilogi kommer i biografen. Uhh, den ser uhyggelig ud (og jeg ved endda hvad der sker!). Ved nærmere eftertanke synes jeg også at Pigen der legede med ilden var ret uhyggelig, og der vidste jeg jo også godt hvornår der ville komme folk springende frem fra mørket osv.... Ja, på det område bliver jeg nok aldrig særligt hardcore.;o)

mandag den 23. november 2009

Ting jeg gerne vil lære:

Inspireret af en snak som jeg havde med en god ven her i weekenden, har jeg tænkt nærmere over de ting jeg gerne vil lære. Faktisk er det utroligt svært at lave en liste, da den nærmest vil blive uudtømmelig. Jeg har derfor sat en begrænsning på 10 ting som jeg gerne vil lære lige nu:

1. At spille et instrument. *Suk*, det har jeg jo forsøgt de sidste 15 år. Jeg har været forbi både trommer, guitar og klaver, men det kræver altså ret meget, så det kommer lige på standby indtil videre...

2. At lære at tale italiensk. Eller spansk. Eller fransk. Generelt bare et sydlandsk sprog med lidt mere temperament end "Ich bin, Du bist, Er/Sie/Es ist...";o)

3. Det fonetiske alfabet. En del mere overskueligt end et helt sprog. Bonus: Så ved jeg også hvilken pizza der skal bestilles, hvis det skal være en "40 echo"....

4. At stå på snowboard. Ja, ja, jeg kan jo stå på ski, men jeg synes bare at snowboard er så sejt? Min næste skiferie bliver nok en kombination af de to.

5. At lave Den Perfekte Marengs. Jeg er ellers ret habil i et køkken, men det er endnu ikke lykkedes mig at finde den helt rette fordeling af sprødhed/moushyness, som min søster rammer hver gang.

6. At køre op af bakke. Justesen/Saltoft-style.

7. At synge. Her snakker jeg ikke noget vildt, men bare så jeg ikke føler at jeg skal mime (det er jeg til gengæld god til - fik også øvet mig ret godt, da jeg som barn var tvunget til at være med i et børnekor 1 gang om ugen).

8. At danse lancier. Jeg mindes med gru gallafesten i gymnasiet (måske skal man heller ikke forsøge sig med den slags efter unævnelige mængder alkohol?). Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gerne vil lære det, men det er bare så smukt og stilfuldt. Som at være med i et eventyr, i et lille øjeblik.

9. At hacke. Altså ikke for at ødelægge ting, eller bruge det ulovligt (hvis man ellers kan tale om lovlig hacking?). Jeg synes bare det er så sejt at kunne finde ud af alt muligt. Salander-style.;o)

10. At bruge TDC Play. Føler mig SÅ snydt, hver gang jeg hører en af deres "3 millioner gratis musiknumre"-reklamer. Hvis man for pokker da kunne finde ud af at bruge det!

søndag den 22. november 2009

Weekend

Om to sekunder er weekenden slut, og hverdagen kalder igen.
Min har været en fantastisk en af slagsen; den har budt på drinks, god mad og rødvin, 2. afdeling af SlushCup og housewarming med det helt store kagebord!:o)

Der er lidt billeder fra Slush´en her - vejret var ikke lige til at fotografere uden blitz, så der er et par hundrede der er blevet sorteret fra og det er ikke alle af de resterende der er knivskarpe - beklager. Som altid er I selvfølgelig velkomne til at bruge billederne, så længe I henviser til mig.:o)

SlushCup 221109

torsdag den 19. november 2009

Nam nam.


Så napper jeg lige endnu en aften under dynen. Jeg har ellers været rimelig frisk i løbet af dagen, men her til aften står det lidt sløjt til igen. Så er det godt at man kan nyde aftenen i selskab med Christian Tafdrup, der giver den som Sune i Lærkevej her til aften. - Så er det lige til at overskue...;o)

onsdag den 18. november 2009

Ynkelige mig....

Ihh altså. Hele dagen har jeg haft gruppe-arbejde, men da jeg har været små-skidt har min største bedrift været at lave vafler til gutterne. Jeg skulle mødes med en flok veninder i aften, så i håb om at blive helt frisk nappede jeg mig lige en lur her til eftermiddag. Desværre virkede strategien ikke. Da jeg vågnede havde jeg der tværtimod værre; ondt i ankler, knæ og lænd. Hoste. Generelt ubehag. Exit venindehygge, øv, øv, øv!

I stedet kan jeg "hygge" mig her hjemme med the og kop-nudler. Ja, kop-nudler er det eneste ikke-energikrævende mad jeg har i huset, så det må være det. Hvor føler jeg mig dog ynkelig lige nu....!

tirsdag den 17. november 2009

Én farve - syv ting.

Nå, for noget tid siden videregav en med-blogger "Én farve - syv ting"-udfordringen til mig. Det har taget lidt tid, men det lykkedes da at finde 7 blå ting.:o)

Den første ting var jeg slet ikke i tvivl om. Det er nogle af mine yndlingslysestager, som jeg har fået af en kær veninde:



Ting nummer 2 er selvfølgelig mine blå stiletter. Dem har jeg tilbragt timevis i til middage, på dansegulve og i barer rundt omkring i byen!



Ting nummer 3 er en nyanskaffelse. Jeg kunne simpelthen ikke stå for disse babyblå Menu-bordskånere da jeg så dem, så de måtte med hjem.



Så begynder det alligevel at blive lidt sværere - har slet ikke så mange blå ting som jeg troede. Ting nummer 4 og 5 er de bøger jeg læser mest i for tiden; Ambulancefag 1 og Actioncards for ambulancepersonale - det er utroligt så mange kloge ting der står deri.


Ting nummer 6 er et gammelt minde. Det er fra min tid som hestepige, hvor en veninde og jeg havde en fantastisk tur til stranden, der bød på både blåt vand og blå himmel - det glemmer jeg aldrig!



Ting nummer 7 (og det sidste i rækken) er min blå hue. Jeg mødte en af mine gamle klassekammerater fra dengang, da jeg var nede at træne i dag og der mindes vi lige dengang - det er helt utroligt at det er 6,5 år siden at vi blev studenter.


Så må jeg hellere give udfordringen videre. Den går til Anette, som passende kan finde 7 orange ting.:o)

mandag den 16. november 2009

Har du besluttet dig?



.... Hvor du vil sætte dine kryds i morgen?
Jeg synes godt nok, at det har været lidt svært at sætte sig ind i, hvad de forskellige regionspolitikere står for, men jeg synes selv at jeg har truffet et ret godt valg. Hende jeg stemmer på kan forhåbentlig vælte Vibeke Storm Rasmussen af pinden, så vi kan få beredskabet op at køre igen, så borgere rundt omkring i landet igen kan føle sig sikre på at der kommer en ambulance, når de har brug for den. - Og ikke først efter et kvarter.

Jeg ønsker alle et godt valg; husk nu at komme afsted til stemmeboksene i morgen - uanset om det regner eller ej.;o)

søndag den 15. november 2009

Mande-land.


Seriøst, hvad skal man bruge alle de stik til?!?

Efter at have konstateret at min forstærker vitterlig er død (stendød!) efter kun ca. 20 år har jeg måtte begive mig ud på ukendt grund: HiFi-verdenen!
Jeg anser mig selv som værende rimelig velbevandret udi forskellige mandeområder (cykler, biler osv), men når det kommer til denne slags teknik, så er det vitterligt mande-land! Det er som om der findes et helt andet sprog, som jeg aldrig har kendt til, før jeg begyndte at undersøge forskellige forstærkere, og jeg måtte også indkalde forstærkninger i form af min far og min svoger.

Det er ikke særligt kvindevenligt, og jeg håber at der går lang tid før jeg behøver bevæge mig ind i mande-land igen; jeg ved i hvert fald godt hvem jeg ringer til, når den nye forsærker dumper ind af døren og skal tilsluttes fjernsyn, cd-afspiller og harddiskoptager!;o)

lørdag den 14. november 2009

Teenagepiger, nej tak!


Efter en hård vagt fredag nat, har jeg nu besluttet mig for, at jeg aldrig skal have en teenagepige.
Og hvis jeg alligevel får det, så må hun ikke gå i byen før hun er 25. Mindst.

fredag den 13. november 2009

H1N1 vaccination?



Jeg er flere gang blevet tilbudt at blive vaccineret imod svineinfluenzaen, men jeg har afslået det hver gang. Nu har de så tilbudt det endnu en gang, hvor jeg ikke engang behøver at tilmelde mig, men bare møde op på udvalgte stationer mandag, tirsdag eller onsdag i den kommende uge. Når de bliver ved med at spørge, så kommer jeg alligevel lidt i tvivl.
Jeg er jo ikke i risikogruppen, jeg bliver kun tilbudt vaccinen pga. mit job, så hvis jeg bliver smittet så klarer jeg den jo nok med et par dage på langs. Selvfølgelig er det rigtig irriterende at være syg, så hvorfor er det at jeg fraskriver mig noget, som med stor sandsynlighed kan spare mig for risikoen?

Jo, jeg synes bare at der er flere ting der er lidt lumpne ved den vaccine.
  1. Producenten fraskriver sig ansvaret. Jo, jo, jeg ed godt at Staten har overtaget forpligtelserne, men hvis producenten virkelig kunne stå inde for deres produkt, så havde en ansvarsfraskrivelse vel ikke været nødvendigt?
  2. Vaccinen er så ny og derfor ikke gennemtestet. Helt præcis har den sprunget 2 testfaser over.
    De siger så, at det ikke er nødvendigt, da de har taget vaccinen fra fugleinfuenzaen og blot skiftet stammen ud. - Men jeg har læst bøger nok til at vide, at når man er nede på molekyleniveau, så kan selv meget små ændringer være meget betydningsfulde - og fatale.
  3. Det ER jo bare en influenza. Hvorfor sprøjte alt muligt ind i kroppen, bare for at undgå det? Desuden er der jo ikke nogen der siger at jeg overhovedet bliver smittet, bare fordi jeg ikke er vaccineret.
  4. Hvis jeg tog imod vaccinen går der 1-2 uger før den virker optimalt. Til den tid er epidemien nok så godt i gang, at det alligevel var for sent at blive vaccineret?
Ej, jeg holder fast ved min beslutning. Min mavefornemmelse omkring den vaccine er altså ikke god nok til at jeg vil have den. Hvis du derimod har en ny vinkel eller et afgørende argument som jeg har overset, så lad mig det endelig vide.... - Jeg har indtil på onsdag...:o)

torsdag den 12. november 2009

Katteskræk?

Forleden dag havde jeg en veninde på besøg til Mortens aften. Vi spiste god mad (er and ikke altid det?), hyggede og snakkede til sent på aftenen. Således nåede vi vidt omkring - bl.a. til Katten Charlie.
For nu at være helt ærlig, så er det nemlig sådan at jeg - og veninden - er lidt bange for katte. Det er derfor skæbnens ironi, at jeg netop har fået en kat, og hun får 2 killinger om et par uger. Jeg har ellers altid været et dyremenneske, men lige katte har jeg aldrig rigtig fundet ud af.

- Vi sad derfor begge og holdt øje med om han skulle have sneget sig ind bag os (han ER jo en ninja-kat), være ved at angribe vores fødder, eller på anden måde forskrække os. En enkelt gang forsøgte vi at charme os ind på ham med en godbid, men da han blev så ivrig efter den at han forsøgte at tage den med poterne, blev vi lidt skræmt og endte med at lægge den på bordet!;o)

Så var det at jeg tænkte lidt nærmere over det - for jeg kan mærke at jeg har det langt mere afslappet med at have kat nu, end i lørdags da jeg fik ham. Jeg vil gerne have at han har det rart og hygger sig i min lejlighed, også selvom det kræver lidt personlig overvindelse fra min side - og hey, det har aldrig skadet nogen!
Og når man så kommer hjem, træt efter en lang vagt, og katten miaver, stryger sig op ad ens ben og derefter ruller sig sammen og ligger sig til rette, så skal man være noget af en isdronning for ikke at blive bare lidt blød om hjertet! Jo, jeg skal nok komme til at have det godt med Katten Charlie...


onsdag den 11. november 2009

En helt almindelig han?



Jeg er lige gået i gang med En helt almindelig han af Chad Kultgen. Det er ikke en bog jeg selv ville have flået ned fra hylden, men nu er jeg altså i gang med den.

Men iiiih, altså! Hvis han er en helt almindelig han, så er jeg glad for at jeg er single! Jeg har kun læst 15 sider og jeg er allerede rasende på ham! Han er simpelthen et røvhul af tidligere usete dimensioner, og hvis der er nogen som har læst den og siger "Neeej, jeg synes han er en fin fyr", så bliver I simpelthen blacklistet!

Jeg har læst brudstykker af Tucker Max´ bog, som er samme genre og han var da også den jeg tænkte på, allerede da jeg nåede side 2. De deler nemlig den samme ligegyldige holdning til kvinder, samt en evig seksualisering af samme. De møder simpelthen ikke en eneste kvinde hele dagen, uden at tænke på hvordan det ville være at få et blæs og/eller tage hende bagfra. Urgh, det er simpelthen ikke til at holde ud, og jeg er sikker på at jeg kommer ud på den anden side af denne bog, som en ny feministisk, mandefjendsk person.... - I hvert fald for et øjeblik.;o)

(Og så har jeg vist brugt dagens kvote af udråbstegn. Rolig nu, Charlotte!)

.

tirsdag den 10. november 2009

Mortens aften.

I aften er det jo Mortens aften. Men hvem er ham Morten dér egentlig?
Jeg har googlet lidt frem og tilbage og har fundet ud af at han egentlig hedder Martin, og Morten bare er en fordanskning (logisk nok, når nu Martin er sådan et eksotisk navn;o)).

Historien går på, at Martin/Morten var så ydmyg, at han ikke ville udnævnes til Biskop. Han gemte sig derfor i en gåsesti, men gæssenes skræppen afslørede ham (det var måske heller ikke verdens mest gennemtænkte gemmested). Det siges derfor, at han han besluttede at man skal spise gås aftenen inden den 11. november, for at straffe gæssene. - Hvordan det pludselig er blevet til and vides ikke - det er sikkert pga. størrelsen.:o)

Jeg ved ikke med jer, men enhver tradition som dikterer god mad, dén er jeg med på. Jeg får en veninde til middag og vi skal selvfølgelig have and (omend det bliver andebryst i stedet for en hel fugl). God Mortens aften til alle!

mandag den 9. november 2009

Det er så træls når: (vol. 2)

  • Man opdager at det regner ned fra badeværelsesloftet. - Og overboen tilsyneladende ikke er hjemme.
  • VVS´eren kommer ud, og som det første udbryder "Wauw, det er godt nok meget, hva´!". - For derefter at konstatere, at det først kan fixes i morgen.
  • Man åbner spejlskabet for at finde alt sit makeup drivvådt!
  • Katten flygter, fordi den fik loft-regn ned i hovedet. Og ens ben er nærmeste flugtvej.
  • Man kommer hjem med sin nye Ikea-lampe og så finder ud af, at man ikke har nogen stikkontakt der hvor man har hængt den op.
Hvem sagde Murphys lov?

Det er så træls når:


  • Man misser et udkald, så de andre må ringe nede fra bilen og sige "kommer du?". (Note to self: Husk at fortælle Vagtcentralen hvilket soverum du lægger dig ind i, så de kan tænde for højtaleren derinde)
  • Morgenhyrderne begynder at gennemsnakke søndagens afsnit af Forbrydelsen II - når man har optaget det der hjemme og ikke har set det endnu!
  • Man efter kun 1 times søvn på en nattevagt bliver sendt til Helsingør kl. 05:30 for at hente en patient. - Der så først skal hentes i morgen, så man kan køre hele vejen hjem igen.
  • Der kommer et udkald om færdselsuheld på Hillerødmotorvejen, netop som man selv skal køre hjem. Af Hillerødmotorvejen.
  • Man lægger sig til at sove efter en nattevagt - og Katten så løber rundt i lejligheden (jeg troede de var nattedyr?!) 
Jeg glæder mig til, at tingene kun kan gå fremad i dag!:o)

søndag den 8. november 2009

SlushCup 1. afdeling.


SlushCup 081109

I dag var jeg ude til SlushCup ved Herstedhøje. Det er nærmest bare en knold der er sat ovenpå en håndfuld marker, og det er derfor et fryyygteligt sted at køre! Heldigvis skulle jeg kun heppe og være psykisk opbakning for de kæmpende, så det var ikke noget problem. Som noget semi-nyt er 1. afdeling en enkeltstart, så der burde ikke være samme uro og kø på sporet som normalt.- Om det er en succes eller ej ved jeg ikke, men umiddelbart så det ud til at fungere meget godt.

Jeg var der ude til den første start, hvor det er de knap så hurtige der kører. Der blev taget nogle billeder - især af mange af ungerne (hatten af for dem!) - ude fra ruten. I kan se billederne ovenfor.:o)

Resten af dagen står på cookie-spisning i Virum, efterfulgt af en lur inden jeg skal på nattevagt. God søndag til alle!:o)

lørdag den 7. november 2009

Vi byder velkommen til Katten Charlie.



Så har min lille hyggelige lejlighed fået en beboer mere. Der er tale om Katten Charlie, som har boet hjemme hos Søster og Svoger i nogle år. Desværre harmonerer en kat ikke sammen med en lille-bitte baby med vejrtrækningsbesvær, så jeg har indvilliget i at overtage ham.

Jeg er jo ikke et decideret kattemenneske, men jeg har passet Charlie et par gange og han er nu meget stille og fredelig, så det skal nok gå. Vi havde lige et øjebliks uoverensstemmelse i bilen på vej hjem, da han pludselig kom springende op på forsædet, da vi kørte på motorvejen. Hvordan han vaar kommet ud af transportkassen er stadig uvist - lågen var nemlig lukket, da jeg tog den frem for at proppe ham ind i den igen!

Jeg har aldrig haft kat før, så jeg er gået i gang med at researche - jeg kan ikke gå uforberedt ind i at tage ansvar for en kat. Indtil videre går det nu meget godt; han har allerede spist 3 edderkopper og sidder ellers i vindueskarmen og kigger ud.:o)


torsdag den 5. november 2009

Gamle mænd i...


I dag har jeg kørt med på liftvognen, og det har været noget af en oplevelse!
Jeg har kørt fra Helsingør, hvor en stor del af opgaverne er dagcenterkørsel, hvor ældre mennesker køres til/fra aktivitetscentre. Det er altså faste folk, som køres af samme chauffør 2-4 gange om ugen.

Jeg var lidt skeptisk inden mødetid, da nogle af de andre fra mit hold havde fortalt at de synes det var ret kedeligt. - Men alle fordommene blev gjort til skamme! Vi startede med at køre rundt og hente en (mini-)busfuld mere eller mindre demente ældre. De var simpelthen så glade, taknemlige og friske og man kunne ikke andet end at blive i godt humør.

Desuden ser de vist ikke så mange unge kvinder - jeg er i hvert fald sjældent blevet forsøgt scoret så mange gange, på så kort tid! Hele vejen blev der snakket lystigt (godt nok om de samme emner, mange gange;o)), men det var bare dødhyggeligt. Det sætter altså ens liv lidt i perspektiv, når man hører om alle de ting, som sådan nogle gamle gubber har oplevet...!

onsdag den 4. november 2009

Velkommen til verden!


Vi byder hjertelig velkommen til et af verdens nyeste medlemmer:
Lilly, 53 cm lang og 3750 g. - vi elsker dig allerede!

tirsdag den 3. november 2009

Ting der næsten ikke er til at bære:


  • Den hjerteskærende gråd fra niecen, som har fået klemt sin hånd i døren.
  • Skyldfølelsen der lyser ud af nevøen, fordi han kom til at klemme sin lillesøsters hånd.
  • Søsters smerter, når hun har veer, og frygten der lyser ud af hende.
  • "Hvad nu hvis..."-tankerne der strømmer igennem en, imens man løber efter Søsters hunde, som er stukket af fra en.
  • Veninders kærestesorg, når de er blevet droppet til fordel for 20-årig reklameassistent uden hofter.
  • Frustrationerne, når man bare gerne vil tage andres problemer fra dem - men man ikke kan gøre noget som helst.

mandag den 2. november 2009

Ej, seriøst?



I dag var jeg tilbage på arbejdet - fantastisk!

Jeg har haft en skøn dag, sammen med mine faste makkere. Hele dagen har vi kørt rundt til akutte patienter og flere af dem var så alvorlige, at vi også fik lægebilen med. Hele to af gangene viste det sig, at det var den læge, som er med i den nye sæson af Hospitalet. Jeg ved godt at man ikke bider mærke i hvem der tilfældigvis er med, når man ser programmet (og at det sikkert bliver klippet fra), men det var bare meget grænseoverskridende at stå at arbejde med en alvorlig syg patient med en kameramand hængende ind igennem ruden til bårerummet.

Da vi var færdige med turen talte vi også om det, og jeg var da heller ikke alene om mine følelser omkring at blive filmet på arbejdet. Pyha, jeg har fornyet respekt for de reddere, læger og sygeplejersker som gør det som en fast del af deres hverdag! Men kamerahold eller ej; jeg elsker mit arbejde!

søndag den 1. november 2009

Når tre er én for mange...


I går var jeg til et brag af en fest, hvor jeg mødte mange folk, som var nære og kære venner for et par år siden, men som jeg af forskellige årsager ikke har set siden da.
Jeg havde blandt andet en lang snak med en kvinde, som delte ud af sine eskapader med fremmede mænd, på trods af at hun har en kæreste. Jeg blev egentlig så overrasket, at jeg ikke gjorde andet end at konstatere det åbenlyse og sige "Jamen, har du ikke en kæreste?", men nu har jeg tænkt mere over det og blevv inspireret til dette indlæg.

Hold kæft hvor er det egentlig røvet, at man er en af de heldige, som finder en som man gerne vil leve sammen med, og at man så knalder udenom. Der er mange aspekter af livet, hvor jeg udmærket forstår ønsket om at blæse og have mel i munden samtidig, men det her er bare ikke et af dem.

Det kan godt være at man er træt af det trivielle, man ikke får sovet fordi babyen græder om natten, kæresten ikke har lyst til sex og alle mulige andre ting, men så skylder man sig selv og ikke mindst sin kæreste at ændre på det man er utilfreds med, eller tage konsekvensen og gå hver til sit. Hvis man render og scorer kvinder ved enhver given lejlighed, imens kæresten passer børn der hjemme, så bør man måske overveje hvad det er man vil?

Nogle vil sikkert mene, at jeg ikke kan udtale mig om det, da jeg aldrig har været nogen utro, men derfor kan jeg jo godt have en holdning omkring det. (Nu tager jeg bare udgangspunkt i at det er manden der er utro. Jeg ved ikke om det er korrekt, men jeg har en teori om at det oftest er dem der har svært ved at holde sig på måtten. Jeg undskylder til mine mandlige læsere, hvis det ikke er sandt.)
Og hvad med den anden kvinde? Er hun 'medskyldig', fordi hun burde vide bedre? Eller er hun et uskyldigt offer for Amors lunefuldhed? Eller er hun måske helt uvidende om hendes rolle som 'den anden kvinde'?

Man kan diskutere hendes ansvar til evighed, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke hende der har en kæreste der hjemme. Punktum. Uanset om man finder det er umoralsk eller ej at være sammen med en afsat mand, så synes jeg altså at det store ansvar er hans. - Af samme årsag synes jeg at det er meget underligt, når konen opdager sin mands utroskab og så hævner sig på den anden kvinde, men tilgiver sin mand?!? Hvorfor søren er det ikke ham hun bliver sur på?

Det er jo ikke ligefrem en diskussion som jeg kan slutte nu, jeg har bare tænkt over det - og et eller andet skal man jo blogge om på sådan en grå, trist novembersøndag hvor man har det bedst i sofaen med et tæppe på...;o)