Sider

søndag den 31. januar 2010

Bogudfordringen i januar måned.

Orv, er januar virkelig allerede slut? Så skal I da lige have status på Bogudfordringen 2010. Indtil videre gå det over al forventning, hele 10 bøger er det blevet til i denne måned - dejligt. Det er meget forskellige bøger jeg har været igennem, de har været sjove, mærkelige, triste, finurlige, spændende og tankevækkende; men uanset hvad, så har de udvidet min horisont og så er jeg jo godt tilfreds.:o)
  • Hævnens gudinde (Sara Blædel)
  • Ung velskabt pige søger... (E. Traberg Smidt)
  • By af glas (Paul Auster)
  • Genfærd (Paul Auster)
  • Det aflåste værelse (Paul Auster)
  • Hushjælp søges (Sophie Kinsella)
  • Jæger - i krig med eliten (Thomas Rathsack)
  • Klippekortshelikopter (Marianne Eilenberger)
  • Kærlighedens pris (Maria Hirse)
  • Det taler vi ikke om (Anna Grue)

lørdag den 30. januar 2010

Wuuhuuuuuu!

Hæ hæ hæ hæ....! Så lykkedes det da lige Søster at skaffe billetter til John Mayer koncerten i maj.

Vi var nemlig ikke hurtige nok, dengang billetterne blev sat til salg (ligesom jeg også var for langsom sidste gang han var i Danmark), men Søster har været skrevet på en eller anden snyde-liste, så hun kunne købe billetter til ekstrakoncerten før de bliver sat almindeligt til salg. Yeah baby!

onsdag den 27. januar 2010

En af de der dage...

Hele dagen har jeg glædet mig til i aften: Mad, tøsehygge og snik-snak med en flok veninder. Men nej.
Jeg blev lidt nervøs, allerede da jeg var på vej hjem fra arbejde - det tog mig nemlig små 2 timer, imod de 25 minutter jeg normalt er undervejs.

Veninden bor heeeele vejen ude på Amager (lorteø!), og jeg begav mig på vej. Jeg nåede dog ikke langt, før en hætteklædt fodgænger gik ud på vejen længere fremme, jeg drejede blødt for at komme bagom ham, og vupti lagede jeg snurretop! Utroligt ubehageligt (især fordi ESP-en siger en høj skinger bip-hyle-lyd ved udskridninger som den ikke kan rette op), men ikke nok til at slå mig ud. Jeg fortsætter, kun for at finde ud af at al trafikken står fuldkommen stille!

Hvad er det med danske billister og snevejr? Får de pludselig en kollektiv hjerneblødning, der gør at det pludselig virker heeeelt logisk at køre ud i krydset når der er grønt - på trods af at krydset er helt fyldt med de biler der ikke nåede med over?
Det må være samme logik der gør at de sekundet efter begynder at dytte - enhver ved jo at det hjælper, når folk sidder uhjælpeligt fast.... Altså!

Det er så blæsende og koldt (det MÅ da kunne defineres som snestorm?!), at selv kælkebakken uden for mit vindue er tom og forladt...

tirsdag den 26. januar 2010

Survival of the fittest.

Selvom jeg går ind for at sommeren skal være fyldt med solskin, blå himmel og 30 grader og vinteren med sne og frostvejr, så synes jeg altså at det er lidt for meget af det gode lige p.t.

Jeg står altså af ved de der 10-15 graders frost, som vi har været ramt af i noget tid - nu må det gerne blve forår og sommer!
Jeg tror at Søsters hund er af samme overbevisning; på magisk vis fik hun i hvert fald møvet sig ind under det elektriske varmetæppe, som min mor fik i julegave...!;o)


mandag den 25. januar 2010

Af med lokkerne!

I dag besluttede jeg mig for at gøre noget ved mit hår. Heldigvis ligger der en frisør lige på den anden side af gaden, så jeg fik hende overtalt til at presse mig ind. Lækkert.

Ud røg 20 cm. af længden; ind kom lidt pandehår.
Fotogen-hed var desværre ikke med i prisen.;o)


Et mellemspil.


Så er vi tilbage i hverdagen.
Indtil videre går det meget godt - jeg opdagede i går, at jeg først skal møde kl. 09.00 i dag (i stedet for kl. 07.00, som vanligt), og det var bare SÅ skønt at sove lææænge!

Weekenden har bl.a. stået på flytning for Søster. Hun er nok den eneste jeg kender, som kan slippe afsted med at pakke en hel lejlighed i sorte sække, uden at det fremkalder en eneste sur mine iblandt de 10 glade flyttefolk!:o) De har fået den dejligste lejlighed og jeg kan se os bruge mange timer, på at drikke varm kakao inde i sofaen; nyde solen på altanen; spille Bezzerwizzer i køkkenet og lege med hundene nede på græsset.  

De næste 4 uger skal jeg tilbringe på Kardiologisk og Endokrinologisk afdeling, så det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har efterhånden også vænnet mig til, at have den der kittel på, men jeg er nu alligevel glad for at min vanlige uniform er lidt mere.... øhm.... praktisk i sit udtryk.;o) 

søndag den 24. januar 2010

Det´ indviklet...



Findes der bedre måder at bruge en søndag på?
Jeg fik lige en spontan invitation, og sådan en er svær at sige nej til en søndag eftermiddag, så jeg sprang til og ser nu frem til 110 minutters gedigen underholdning.:o)

fredag den 22. januar 2010

Bare én til....!

Forleden dag var jeg lige et lille-bitte smut inde at kigge på bøger. Jeg er medlem af Gyldendals Bogklub, men det er ikke så ofte jeg køber noget. Her i vinterkulden blev jeg alligevel lidt fristet, så der røg to bøger i indkøbskurven:

Efter at have læst "Under en strålende sol" har jeg gerne ville læse Drageløberen også - nu lander den forhåbentlig snart i postkassen!


"Vold og magt" måtte selvfølgelig også i kurven. Det er den 6. bog i Egholms serie om Dicte Svendsen - de alle sammen får mine varmeste anbefalinger!

torsdag den 21. januar 2010

Mænd er fra Mars, kvinder er helt normale...

Jeg er ikke sikker på at mænd og kvinder ligefrem er fra to forskellige planeter, men de henter i hvert fald deres definitioner fra to forskellige steder i universet.
Mænd henter deres ord fra en uforståelig, bizar, besværlig galakse, hvor ord konstant kan skifte betydning efter behov; kvinder henter derimod deres fra den virkelige, normale verden, hvor ordene - praktisk nok - betyder det samme hele tiden.

Følg bare denne ordveksling der udspillede sig, da jeg var ude at købe ind sammen med en ven i dag:
Mig: Hov, vi skal også lige have noget kød.
Ham: Jeps, det tager jeg. (imens han tager 2 kg. oksekød ned i kurven, beslutter sig for at det ikke er nok og spæder op med 1,5 kg. kylling)
Mig: Tror du ikke at det er lige i overkanten?
Ham: Neeej, vi skal i hvert fald ikke mangle. 

 - Lidt senere, ved chokolade afdelingen. -

Mig: Vi skal også lige have lidt chokolade.
Ham: Hvorfor?
Mig: Fordi det er lækkert?
Ham: Er det virkelig nødvendigt?
Mig: (Kigger olmt på ham)
Ham: Okay, det er det vist...
Mig: (Tager 1 (én!) plade Marabou i vognen). Sådan der.
Ham: (Sarkastisk:) Ej, tror du der er nok?

I rest my case! ;o)

Chokolade-/banan muffins


Jeg fandt en opskrift hos Grydeskeen, som jeg modificerede lidt: og ud kom de lækreste, bløde chokolade-/banan muffins! I skal selvfølgelig ikke snydes for opskriften. De er fantastiske på en kold vinterdag, med et krus dampende varm the til...

Chokolade-/banan muffins, 30 stk (små muffinsforme)
3 modne bananer
2 æg
200 g. sukker
100 g. havregryn
150 g. mel
75 g. rapsolie
1/4 stang vanilje
75 g. kokosmel
3 spsk. kakao
1 spsk. bagepulver
200 g. mørk chokolade
Lidt salt


Alle de tørre ingredienser blandes.
I en anden skål moses bananerne og røres sammen med olie og vanilje. De tørre ingredienser blandes i sammen med æg. Til sidst røres den grofthakkede chokolade i.
Massen fordeles i forme (kun 3/4 fuld) og de bages i midten af en 200 grader forvarmet ovn i ca. 20 min.

onsdag den 20. januar 2010

Se mit køleskab

Årh, er der noget bedre tidsfordriv en end lille blogleg? Nej, vel.:o)
Mona taggede mig i denne er ret enkle en af slagsen:
1 stk. køleskabsbillede "full-figure"
1 stk. udvalgt køleskabs-ting og historien bag.
3 tags til andre bloggere

Mit køleskab som helhed er ikke så interessant. Faktisk er det kun fryseren jeg bruger til personlige ting, selve køleskabet er til vagtplaner, praktiske oplysninger osv.



Min udvalgte ting må være min får-magnet. Jeg købte den på Gotland i sommes, og udover at den bare er top-nuttet i sig selv, så minder den mig om sol, varme og afslapning!


Jeg synes, at det vil være hyggeligt hvis Birthe, Nicolai og Rikke (du ved hvem du er!) vil lege med...:o)

tirsdag den 19. januar 2010

Stegte grønne tomater



Pyha, jeg har haft en lang dag på operationsstuen på Hillerød sygehus! Jeg overværede en rectum extipation (nysgerrige læsere må selv slå det op. - Har fået at vide at det er for grænseoverskridende, når jeg har fortalt hvad proceduren er), der varede 7 timer. Jeg var derfor godt træt, og havde det små-skidt da jeg tog hjem.

På vejen skulle jeg dog lige i Føtex for at proviantere og der faldt jeg lige over en af filmene fra min barndom: Stegte grønne tomater. Til den nette sum af 30 kr, så måtte den bare med hjem. - Jeg har ikke set den i årevis, men jeg kan huske hvor rørt jeg blev hver gang jeg så den (især scenen med toget - you know...).

Jeg håber ikke, at den kommer til at være ligesom Zapp-isen; fantastisk i minderne, men klam ved relanceringen!

mandag den 18. januar 2010

Weekend


Ej, hvor er det dog bare koldt igen!  Jeg drømmer om farvede drinks, blå himmel og 30 grader i skyggen. - Men det må nok vente lidt endnu...;o)

I weekenden var jeg til SluchCup. Det var den særlig Urban-afdeling, hvor man ikke kører i skoven, men i stedet ind igennem huse op/ned af trapper, ramper, palleforhindringer osv. Jeg har deltaget den første gang konceptet blev afprøvet, og det gør jeg aldrig igen. Det var (også i går) sindssygt glat, folk kører over evne og styrtene er betragteligt værre, end når det foregår på en blød mudderbund.
Jeg overvejrede et enkelt styrt, hvor den uheldige rytter da også brækkede kravebenet og knuste albuen ("Den var som en pose nødder", sagde sygeplejersken der tilså ham på stævnepladsen). - Der var da også langt flere da meldte fra inden start og udgik efter ½-1 omgang end til et vanligt løb.

Jeg forsøgte at tage nogle billeder, men lysforholdene inde i hallen gjorde det nærmest umuligt, så der er ingen billeder fra min hånd denne gang. Resten af dagen stod på fødselsdagsfest hjemme hos Søster, med kage en masse! Vi var et par stykker der blev hængende og afsluttede med "rigtig mad" (hvis man da kan kalde pizza det...?) og Livvagterne. Det var simpelthen så hyggeligt, og den helt rigtige måde at bruge sådan en søndag på....!

lørdag den 16. januar 2010

Det rette perspektiv?

I den forgangne uge har Kulturminister Carina Christensen fremsat forslag om at OL-medaljevinderne ikke skal betale skat af præmiepengene. Hun begrunder det med at "Medaljetagere har kæmpet bravt for Danmark, og dem vil vi gerne give en ekstra belønning." 


Er jeg den eneste som tænker på, at der vist er andre der kæmper en del mere for Danmark end nogle sportsudøvere?! Hvis vi i Danmark gerne vil give nogle grupper skattemæssige fordele, pga. deres indsats for landet, så vil jeg altså hellere finansiere det, for at støtte vores drenge der - i bogstavligste forstand - kæmper for Danmark med livet som indsats, end nogle sportsfolk, der har formået at leve (helt eller delvist) af deres hobby!

Det er ikke fordi jeg ikke støtter  danske sportsfolk, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad det er der berettiger dem til en skattefritagelse. De penge kan bruges bedre andetsteds.


Udsalg!



De af jer som kender mig, ved at jeg hader udsalg. Horder af kvinder som skubber, maser og desperat prøver at finde guldkorn i én stor rodebunke kan nærmest gøre mig helt syg. Finder man endelig noget (mirakler sker af og til), skal man så stå i kø i halve timer for at komme til prøverummet - og derefter i en ny kø for at få lov til at betale. Udsalgsshopping kan faktisk gøre det ud for en gang spinning + styrketræning i kalorieregnskabet!

Nå, men der er en slags udsalgshopping som der er undtaget: Bog-udsalg! Man kan i ro og mag gå og kigge på bøgerne, man skal ikke have tøj af/på hele tiden og en bog har a l d r i g en mærkelig pasform, forkert farve eller er udsolgt i min størrelse!

Så forleden, da jeg var i Arnold Busck, hvor der var udsalg, så jeg fik lige fyldt lidt op på bogreolen (for det er nemlig ikke fordi den i forvejen er proppet, så mine bøger nu ligger i bunker rundt omkring). Derfor er jeg nu den lykkelige ejer af en ny italiensk kogebog, samt 4 andre bøger som jeg længe gerne har ville læse. Haps, haps, haps og så var jeg 280 kr. fattigere.

torsdag den 14. januar 2010

ANTM 13

Uhh, i aften var der igen nye afsnit af ANTM! Som så ofte før har jeg siddet hjemme hos mine forældre og set aftenens afsnit sammen med - hold nu fast - min far. Yes, yes, vi har opdraget ham godt; at bo med 4 kvinder i så mange år har tydeligvis sat sine spor - både dameblade og tøseserier er en fast bestanddel (selvom det nok er lidt mindre efter alle døtrene er flyttet hjemmefra).

- Så kan vi lege drengeleg og køre rundt i mudderet en anden dag...!;o)


onsdag den 13. januar 2010

Okay, det ER måske på tide...

Jeg har egentlig været godt tilfreds med mit gode, gammeldags, 20 tommer kassefjernsyn. Altså, selvfølgelig ville jeg gerne have sådan et fancy faldskærm-et, men jeg syntes bare ikke at jeg havde brug for det.

Derfor var da altså først, da Søster og Svoger var her hjemme i går og vi skulle se gyserfilm (btw, så kan Børnehjemmet ikke anbefales, medmindre man er til meget uhyggelige-dræber-agtige børn!). Vi tænder for filmen, og Søster kigger meget mærkeligt over på mig og siger "hvad er der galt med billedet?"  hvortil Svoger tilføjer "Ja, det er da helt sløret".
Lige der erkendte jeg, at det nok er på tide med en udskiftning, så jeg håber på, at der er nogen (hej mor og far!), der får den glimrende idé at slå sig sammen med resten af familien og give mig et lækkert fjernsyn, når jeg fylder 25 om et par uger.

Man har jo lov til at drømme....;o)


mandag den 11. januar 2010

Undskyld, er det her Hovedbanegården?



I dag fik jeg endelig slæbt mig ned i centeret for at træne, ovenpå en usædvanlig hård arbejdsdag.

Som en service-meddelelse kan jeg opluse, at FitnessWorld i starten af januar ikke kan anbefales!
Det myldrede (seriøst; folk stod i kø til kredsløbs-maskinerne!) med folk, og ikke bare de almindelige fitness-trunter og muskel-mænd. Næ nej, det var midaldrende folk i forskellige afskygninger, iført træningstøj, der sidst har set dagens lys i midt-80´erne.

Som små hjemløse børn gik de forvildet rundt, og afprøvede maskiner fuldkommen tilfældigt (det er vist mere held end forstand, hvis de ikke får skader!), ofte kun 2-3 gentagelser, inden de tullede videre til den næste maskine. Det leder mig til 2 spørgsmål:
1. Hvorfor bestiller de ikke en time med en personlig træner, så de undgår skader? 
2. Kan man få varige øjenskader, af at kigge på så farvestrålende tøj i lang tid af gangen?

Bortset fra det, så er det jo positivt at folk kommer op, ud og i gang! - Men jeg glæder mig allievel lidt til midten af februar, hvor fremmødet plejer at finde et lidt mere normalt leje igen...;o)

søndag den 10. januar 2010

Nogle gange ER fiktionen jo virkelig...

I dag dag jeg så Livvagterne kom jeg til at knibe en lille tåre. - I ved; da Morten dør i Islamabad... For selv om det bare er en tv-serie, så er det jo virkelighed. Hvis man bare kigger på de seneste dage, så er der 2 danske soldater der er blevet dræbt og 5 der er blevet såret.

Og hver og en af dem er nogens søn, bror, ven, nevø, fætter eller kæreste. Selvom jeg ikke kender de dræbte og sårede personligt, så kan jeg blive rørt til tårer over det helvede som deres pårørende sidder i. Hver dag er fyldt med uvished, ængstelighed og bekymringer. For slet ikke at tale om hvordan hjertet brister lidt, hver gang de hører at der er nogen, der er blevet såret eller dræbt.

Jeg er bange for at jeg ikke ville kunne bære det, hvis det var en af mine elskede der hjemvendte i en kiste...

Peanutbutterkylling til folket!


Hvad har man lige lyst til at spise på en iiiiiskold, ruskende søndag? Hvad med en varmt, krydret, cremet gryderet? Det havde jeg i hvert fald, så jeg var nem at lokke, da min mor spurgte om jeg ikke ville komme hjem til dem og lave min semi-berømte peanutbutterkylling.;o)

Det er utroligt nemt at lave, og det smager helt specielt (på den gode måde).

Peanutbutterkylling:
(2 personer)

1 hakket løg
2-3 fed friskpresset hvidløg
Lidt friskt, hakket chili
Skrællet, friskrevet ingefær (evt. noget fra glas)
2 stk. kyllingebryst (skåret i mindre stykker)
3 store spsk. peanutbutter
1 ds. hakkede tomater

Løg, hvidløg og ingefær svitses i olie. Kyllingestykkerne tilsættes og brunes godt.
Peanutbutter og hakkede tomater tilsættes (sørg for at røre peanutbutteren godt ud).
Kog indtil kyllingen er færdig, smag til med salt, peber og hvad du ellers har lyst til af krydderier. - Tilsæt evt. lidt vand, men sovsen må gerne være lidt tyk i det.

fredag den 8. januar 2010

"60 år ældre på 60 sekunder."

Det ene øjeblik sad man og læste New York-trilogien og det næste øjeblik vågnede man af, at telefonen ringede.
2½ (to-en-halv!) time senere.

Pokkers også; jeg nåede kun til side 7!

Aftenen skal vist bare bruges heeelt stille og roligt, med Ternimator Salvation, et tæppe og noget slik. Jo, den er god nok. Det er nu mig der er 84 år gammel.:o)

Overhalet af en 84-årig.

Hvad siger det om en, når man forlader en fødselsdagsfest tidligere end sin nogen-af-80-farmor?



For pokker da, hvor er det også bare træls at skulle op kl. 05.15 hver dag! Til gengæld synes jeg at hospitalspraktikken er utrolig lærerig (og lidt(okay, meget!) grænseoverskridende) og interessant, så når først jeg har været oppe en times tid er morgen "surheden" væk igen, bare fordi jeg glæder mig til at komme afsted og udvide min horisont.

Fødselsdagen i går gik forøvrigt godt; farmand fik sin Garmin 705 (hæ - den havde han nok ikke set komme!) og jeg havde selvfølgelig lavet aaaalt for meget brownie (burde måske have indset, at brownie af 1 kg. mørk chokolade snarere passer til 20 mennesker, fremfor de 10 vi rent faktisk var), men det bliver nok populært hos gutterne i Butikken i dag...!

torsdag den 7. januar 2010

Var der nogen der sagde kage?

I dag skal jeg til fødselsdag hjemme hos min far.
Jeg kan næsten ikke vente med at være sammen med hele familien, slappe af, hygge og spise god mad! Lige hvad man har brug for ovenpå en hård arbejdsdag!:o)


onsdag den 6. januar 2010

Uforklarligt...

Kender I det når man bare bliver berørt? Så´rn lige pludselig, og helt uden grund?
- Sådan har jeg det hver eneste gang jeg hører Norah Jones "Come away with me"-cd.

Ud af det blå får jeg en ustyrlig trang til at krølle mig sammen på sofaen med et tæppe og lade tårerne trille.
For uforløste forhold. Knuste drømme. Forlist kærlighed. Skuffelser. Brudte hjerter. Indre kaos. Glemte venskaber. Oplevelser der ikke blev husket. Chancer der ikke blev taget.''

Uish, det er vist godt jeg er på vej til über-tøse-hygge, så stemningen kan komme lidt i vejret!;o)


tirsdag den 5. januar 2010

Er det mon en molbo der har lavet systemet?

Jeg har lige fået min bil tilbage fra væksted (så er det slut med at køre ræs - bye, bye lånebil).
Problemet med den var, at der var begyndt at komme is på indersiden af ruderne og fugt ned ved gulvmåtterne. Jeg ringede til Peugeot, hvor en mekaniker overbevisende konstaterede, at der måtte være tale om en utæt gummiliste.

Jå,  sådan en fætter skal bare skiftes. Det er nemt og tager ikke mange sekunder.

Og bagefter?
Der skal bilen gennemtørre. Det er også nemt nok, man skal bare løfte gulvtæppet. For at løfte det, skal man bare lige pille sæderne ud først. Og afmontere dørene, for at få sæderne ud. Og fjerne forskærmene, for at få dørene af. Bagefter kan man så hygge sig med gulvtæppe - sæder - døre - forskærme.
Jeg kan lige se regningen for mig;o): 

Rep. af utæthed 7.568 kr.
(heraf materialer: 42,50)

søndag den 3. januar 2010

Ud at lege med de store drenge...?


På lørdag, den 9. januar er der igen træning med Team Ride4fun´s ryttere. Skal du med?

Det er anden gang arrangementet løber af stabelen, og det var en ren succes sidste gang. Jeg er helt overbevist om, at der også denne gang bliver plads til leg, udfordringer og ræs - uanset niveau. Kom frisk; alle er velkomne!


lørdag den 2. januar 2010

Bogudfordringen 2010!

Ihh, jeg kan jo ikke lade en udfordring passere! Slet ikke når det er en der er så god som denne.
Jeg er derfor med på "Bogudfordringen 2010", ligesom 2300 Happiiiness, Anette og Mona.

Kort sagt: At gøre ligesom jeg har gjort i år; nemlig at læse én bog om ugen (i gennemsnit). 52 bøger på 52 uger.
Godt nok har jeg læst 53 bøger i 2009, men der var jeg altså også ledig i årets første måneder, så det kommer helt klart til at være en udfordring. Sæt i gang!

Okay, nu er jeg ved at være klar igen.

Pyha, nu er jeg ved at være oppe ved overfladen igen.
Hold da op, det var hårdt på arbejdet i går. Heldigvis havde vi ikke så travlt; faktisk fik vi ikke en eneste tur før kl. 10:30, så indtil da lå vi 5 mand ovenpå og tog en tiltrængt lur. Nogle havde - ligesom jeg - sovet et par timer, imens nogle vist slet ikke havde sovet.

Jeg har ikke lige fået forfattet et "Hvad skal der ske i 2010"-agtigt indlæg, men det kommer nok.
Jeg har lige en nattevagt 19.30-08.00, inden jeg starter min første hospitalspraktik på mandag. Jeg er meget spændt på at starte og se hvad det byder på, men inden da har jeg lige en million praktiske ting jeg skal have ordnet, så nu må jeg vist hellere gå i gang.:o)


fredag den 1. januar 2010

Man ved det er for tidligt...

.... at stå op, når radioen spiller "Mix-tape - musikken til din nytårsfest".

Hold op, hvor har jeg ondt af mig selv. 3 timers søvn er bare slet, slet ikke nok, når man nu skal arbejde i 12½ time lige om lidt.

- Havde forøvrigt en skøn nytårsfest, med verdens bedste udsigt over fyrværkeriet inde over København!