Mit første faldskærmsspring!

I går mødte jeg spændt op i faldskærmsklubben. Vejret var perfekt og via sms havde jeg fået at vide at kæresten og nogle af de andre var i gang med at blive gjort klar til at springe. - Det skal jeg love for, da jeg kom var de nemlig allerede på vej op med flyet!
Alle kom sikkert ned (selvom en enkelt var faretruende tæt på en række træer!), og jeg var SÅ klar til at hoppe også - desværre var instruktøren meget tilbageholdende ift. om jeg kunne komme til, da jeg jo var kommet senere end de andre (var faktisk på arbejde. For at redde andre mennesker. Det burde tælle for noget.). Jeg var lige ved at tude af frustration, ved tanken om at jeg ikke skulle dele de andres eufori, men der var ikke andet at gøre end at tage tålmodighedshatten på...

Kort tid efter kom piloten op og meldte, at der kun var en lille slat brændstof tilbage, så der fik jeg sendt skuffede sms´er rundt til familien om at jeg (heller ikke!) kom til at hoppe denne dag.
Jeg var bare så ked af det, og ærgelsen brændte inden i mig, men brændstof skal der jo ligesom til.. - Derfor ville jubelen ingen ende tage, da instruktøren meddelte at piloten ville flyve til Roskilde at tanke, og derefter komme tilbage og lave et sidste lift, hvor jeg skulle med!

På vej ned til flyveren - jeg går yderst til højre.

V blev pakket op, tjekket ud (det hedder det faktisk!) og blev instrueret en sidste gang, inden vi bevægede os imod flyet... Jeg have det egentlig okay, og tænkte at det nok skulle gå. Da vi sad i flyet blev følelsen dog en helt anden og jeg fortalte Hopmesteren (ham der siger hvornår man skal springe) at jeg var voldsomt højdeskræk. Han forsøgte at berolige mig med at "det føles ikke så højt, når man sidder inde i et fly", men det hjalp ikke meget - skulle jo ligesom ud af flyet på et tidspunkt!

Vi nåede vores højde på 1100 meter og da det blev min tur, gik jeg helt kold. Teorien siger at man kun har 2% hjernekapacitet tilbage, men jeg er ikke sikker på at der var så meget hos mig.;o)

Jeg sad i døråbningen af flyet og jeg var ubeskriveligt presset - rædselslagen, om du vil... Hopmesteren fortalte mig bagefter at han havde været nervøs for om vi måtte lave en overflyvning mere, fordi jeg ikke turde hoppe, men at pludselig ændrede mit blik sig, så han slet ikke var i tvivl om, at jeg var fuldkommen stålsat på at gennemføre. Jeg kom ud at sidde, så jeg kun lige havde venstre balle inde i flyet, og da han sagde "GO!" hoppede jeg (okay, måske gik der lige 5-7 sekunder... Men SÅ hoppede jeg også!).

Følelsen når man kaster sig ud af et fly med 140 km/t kan ikke beskrives. Jeg skreg, fuldkommen dødsangst, indtil jeg mærkede rykket af skærmen der slog sig ud! Jeg kiggede op, og kunne konstatere at mine liner var snoet, men jeg fik dem filtret ud og kunne derefter nyde turen hele vejen ned - jeg garanterer jer for at udsigten er helt fantastisk!

Jeps, her hænger jeg så og er ved at styre ind på 'finalen'

Da jeg var landet (indrømmet; lidt hårdt) var jeg bare så lykkelig, at jeg ikke kunne stå på benene og jeg er slet, slet ikke i stand til at beskrive det med ord! Jeg ved godt at jeg har sagt, at jeg kun skulle springe én gang, men nu hvor jeg har prøvet det, vil jeg altså ikke udelukke, at jeg kunne finde på at gøre det igen (undskyld, mor).:o)

Og højdeskrækken? Den tror jeg stadig er der, men nu vil jeg altid kunne sige til mig selv "Hvis jeg kan kaste mig ud fra et fly i 1100 meters højde, så kan jeg også klare dét her!". - Og så er det jo ikke så tosset endda...

Faldskærm - sådan!

Jeg var ude at springe i faldskærm i går aftes! Jeg kan slet, slet ikke få hænderne ned!:o)
- I får den lange beretning med billeder und alles, når jeg kommer hjem fra vagt, i aften!:o)

På lørdag....

Nu er der ikke så lang tid til.... Uhhh, hvor jeg glæder mig til at se Yndlingsholdet folde sig ud!

Læseblokering?

Ihh, hvor går det altså langsomt for tiden, med det der læsning...
Jeg er p.t. i gang med J.D. Sallingers Griberen i Rugen, Marian Keys´ Er der nogen? og nummer to Singleton-bog. Og ingen af den fanger mig. Der er fuldstændig tomt der oppe og nu er jeg efterhånden ved at gå en lille smule i panik. - Så meget i panik, at jeg i går aftes tog hul på Puk på kostskole for at få hul på bylden...;o)

Ferie.

Åh, hvor ville jeg dog gerne suse sydpå til Grækenland, Spanien, Portugal, Frankrig eller et af de andre lande længere sydpå! Men nej, det bliver så ikke lige i år... Jeg har virkelig forsøgt at lokke kæresten i fordærv, men han er alt for fornuftig på det punkt, så vi nøjes med at nappe en uge i sommerhus. I Ebeltoft.

Selvom det bliver skide hyggeligt og jeg glæder mig til det, så ER det bare ikke det samme som natlige slentreture på Kreta, gadecaféer i Rom eller stranden i Nice...

Charlie søger nyt hjem.

Det er ikke sikkert at du er klar over det, men måske står du lige og mangler lidt selskab?
Det er lige hvad Charlie han kan give dig! Han er en ung hankat, øremærket, steriliseret og vaccineret. Han er renlig, kradser ikke og er bare den nemmeste kat i verden!
Han ønsker sig et nyt hjem, og hvis du vil have ham følger alt udstyr selvfølgelig med (kattebakke, kradsetræ, legedimser og foder). Charlie bor i Herlev, men han kan køres til hele Sjælland, hvis du ikke har bil.

Er han noget for dig? Så skriv til mig på verdenifolgecharlotte(a)live.dk

Man ved man er PMS når...

... man spiser chokoladeboller til morgenmad. Og is til frokost.
... man ikke kan overskue noget som helst.
... lysten til chokolade kun forsvinder i øjeblikke af gangen. De øjeblikke hvor man spiser chokolade.
... der ikke skal noget til for at man begynder at tude. På den uhæmmede måde, så hunden kommer og lægger hovedet på en, for at trøste.
... det eneste man i virkeligheden har lyst til er at ligge på sofaen, med et tæppe og en god film. Og chokolade (oh, of course!).

Jeg forstår ikke, hvordan det kan komme som en overraskelse. Hver gang.

Det lykkedes heller ikke i dag...

Endnu en gang mødte vi forventningsfulde op i NFK´s klubhus. Hele dagen havde jeg sat mig selv op til at NU skulle der bare hoppes ud af nogle fly, og jeg havde da også jævnt meget kvalme, da vi kørte op ad indkørslen...
Da det havde blæst en del i løbet af dagen, mødtes vi til briefing. - Glad kunne jeg konstatere, at jeg i det mindste ikke var den der var mest nervøs - længere henne i rækken stod der nemlig en der tog noter! (Det viste sig dog, at han var journalist og altså ikke skulle springe.:o))

Vi blev ved med at være på standby pga. vinden, imens de erfarne springere fik lov til at hoppe. Timerne gik, og ved 20.30-tiden besluttede en af instruktørerne, at stævnet var lukket for spring. Øv, øv, øv!
Jeg håber bare at jeg nu er bedre forberedt, så jeg tager det lidt mere roligt, når vi så rent faktisk kommer til at springe. - Der går forhåbentligt ikke så længe...;o)

SÅ gammel er jeg altså heller ikke!

I går var jeg lige et smut forbi det nye Sillebroen. Indrømmet, publikummet som jeg mødte en tidlig onsdag eftermiddag var måske lige rigeligt ungt, men det generer mig nu ikke.... Eller, det vil sige at det plejer det ikke at gøre.  Inde i H&M mødte jeg nemlig 2 piger. Jeg er ikke verdens bedste til at bedømme alder, men de var vel mellem 12-14 år gamle.

Piger: "Undskyld, må vi lige spørge dig om noget?"
Mig: "Ja, selvfølgelig."
Piger: "Det er fordi at vi skal købe en gave til vores mor, men vi kan ikke helt finde ud af hvad det skal være. Tror du at denne eller denne vil være bedst? (Pigen holder 2 bluser op foran mig).
Mig: "Øhhhh..." (I chok over, at pigerne tror, at jeg kan hjælpe dem med tøj til en... hvad.... 40 årig?)
Pige: "Jae?" (Kigger opfordrende på mig)
Mig: "Pyha, det ved jeg ikke, I kender hende jo bedst selv, men den blå er meget fin..."

Tror I lige, at jeg fik driblet lynhurtigt ud af det center?

Kemi - aldrig mere!

Jeg har tidligere skrevet om mine problemer med kemi. Meritten fik jeg ikke, så weekenden har stået på angst-læsning inden dagens eksamen. Det gik ikke særligt godt, jeg fik læst cirka... *host, host* 10 minutter, inden jeg gik kold. Jeg lod bøger være bøger og besluttede, at jeg nok havde styr på det alligevel...

Og det må man nok lige sige, at jeg havde - mor her nappede nemlig lige et 12-tal med hjem i bukselommen, så jeg tro nok lige at den står på lidt vin i aften, for at fejre (så er der da noget at fejre ovenpå den frygtelige VM-kamp!)!

God vind til alle andre eksamens-læsere....!:o)

Pokkers til blæst!

Ja, jeg ved det godt....
Jeg havde lovet en beretning om mit første faldskærmsudspring. Men det blæser for meget i dag.
Hele dagen i går lærte jeg at tælle til 5, smide hovedskærmen og trække reserven ("Jeg kan ikke styre - nødprocedure!" - Skal siges med jysk accent), svaje i ryggen og spænde i ballerne. Jeg er SÅ klar til at kaste mig ud af et fly i 3000 fods højde!;o)

For at man må springe skal blæsten holde sig inden for 2-6 m/s, så vi regner i stedet med at skulle hoppe på fredag... Stay tuned!

På landet...

Efterhånden har jeg jo tilbragt en hel del tid i noget mere... øhm, landlige omgivelser end jeg er vant til. Kæresten er ikke ligefrem bymenneske, og som gammel hestepige så er det jo ikke så svært at vænne sig til alle de marker. Der er dog nogle ting, som man ikke baaaare sådan lige vænner sig til:

• På landet hilser folk på en på gaden. Også selv om de ikke kender dig. Også selvom de ikke er ubehagelige stalker-typer, men bare helt almindelige mennesker. Virkelig.
• Supermarkedet lukker tidligt - der er ikke plads til sidste-øjebliks indkøb i denne by.
• Døgnåbent på tanken? Ha, ha, ha!
• Her er helt stille om natten. Heeeeeeelt stille! Savner nogle gange et lille bitte sammenstød, eller et  udrykningskøretøj der suser forbi.
• De slukker for gadelamperne klokken 01.00. Så kan man ellers vandre hjem i bælgmørke (Og det er BARE mørkt!).

Til gengæld er her fred og ro, unaturligt stjerneklart, man kan altid få en parkeringsplads og der dufter helt utroligt af blomster, marker og græs, når det lige har regnet..... Og når solen skinner, så føles det fuldstændig som om man har sommerferie, når man går imellem markerne!:o)

Stram op!

Jeg skal være hos kæresten her i weekenden....
Hvis det var omvendt ville han nok have proppet 4 x t-shirts, boxershorts og sokker i en pose og lade det være ved dét. Men er det tilsvarende det jeg har gjort?

Næ, nej. Jeg har vist mistet evnen til selvbegrænsning. Jeg har cirka 15 bluser, 5 trøjer, 4 par bukser, 1 nederdel, 5 par sko og 3 tørklæder med. - Kunne jo klæde en mindre afrikansk landsby på med alt det tøj, men det ER altså også svært at finde ud af hvad man vil have med, når man skal så forskellige ting som at møde 'svigerfar' for første gang og springe i faldskærm.

Er virkelig glad for at jeg ikke skal med Det Offentlige...!

Højt oppe i træerne....!

Forleden dag var jeg jo ude at klatre. Måske var det på tide at få gjort lidt ved den højdeskræk, i betragtning af at jeg planmæssigt skal springe i faldskærm om en uge.;o)
Søster, Svoger, Kæresten og jeg var taget ud i skoven, hvor der er gode, høje træer til den slags.

Alle var selvfølgelig sikret efter alle kunstens regler, så der var ikke nogen reel chance for at falde ned, men nu er frygt jo sjældent rationel...
Jeg kom op til top-ankeret, efter at kæresten havde narret mig med et "det tæller først, når du har læst det der står oppe over" (okay, jeg burde nok have regnet ud, at der ikke stod noget midt oppe i et træ!), men hey - op kom jeg!
Lidt senere kravlede jeg op igen, denne gang for at rapelle ned. Indrømmet; jeg rappellede ikke heeeeelt ligesom man ser på film, men det var altså også virkelig frygtindgydende at kravle ud fra grenen, og smide al ens vægt i selen. -  Desuden kunne man - hvis man ikke var forsigtig - komme til at drejerundt om træet!

Sådan her ser der ud oppe fra topankeret, som er ca 20 meter over jorden. Det er her jeg rapellede (-agtigt;o)) ned.

 Den hvide prik ved foden af træet er Søster...

Og her sidder jeg så oppe i topankeret, og klamrer mig fast. (Det er som om betegnelsen Tree-hugger giver en helt ny mening nu!)

Ja, jeg var rimelig presset....

Bortset fra et par enkelte næsten-panik, hvor jeg måske kom til at hyperventilere lidt (ER bare ikke en god løsning!), så gik det godt - og jeg har masser af blå mærker og myggestik til at minde mig om dagen....;o)

Hvor blev weekenden af?

Okay, jeg ved godt at jeg har været rimelig fraværende... Hvis jeg skal passe ind i blog-land, skal jeg sige at jeg er virkelig ked af det, men at jeg bare har haft død-travlt med arbejde og andre forpligtelser.
Men sandheden er, at jeg har haft en virkelig dejlig weekend. Men afslapning. Med kæresten. Med familien. Helt ned i gear!

I virkeligheden har jeg haft masser af tid til at blogge, men jeg ville hellere gå tur med hunden, sidde ude i solen (burde nok have overvejet konceptet solcreme, inden jeg havde været udenfor de første 4 timer. Med tilhørende røde skuldre.), læse i en god bog og nyde weekendens frihed.

- Er sikker på, at I har klaret jer uden mig!

Var der nogen der sagde "sindssyge fanatikere"?

Jeg kom forbi Landover Baptist Church hjemmeside, og der fandt jeg en tråd med emnet "8 reasons why God hate Denmark" - Argh, mon dog, tænkte jeg og klikkede mig ind... For at finde dette:

(I kan klikke på billedet for at se resten af teksten)

Man kan nærmest ikke andet end af græde af grin, når man læser hvordan de blander Anders Fogh Rasmussen, Michael Rasmussen, Lars Lække Rasmussen og Poul Nyrup Rasmussen sammen, taler dunder imod Lego (Seriøst? Var det det værste I kunne finde på?) og Pippi Langstrømpe (som jo er svensk) eller proklamerer hvordan "Danish gay couples are allowed to adopt and rape innocent children!". Alt sammen toppet af med et finsk flag øverst!:oD

Det er som om at det er reeeeeeet langt fra de ting jeg har hørt i kirker rundt omkring i landet; men hey, tosser findes jo også alle steder.;o)

Hvis I keder jer, kan I også forlyste jer med artiklen 5 grunde til at kvinder ikke må være på Internettet. - Jeg lover at der er guldkorn som "Internet turns woman into lesbians" og "Woman are seduced to behave like witches"....

Bogudfordringen i maj måned.

Maj måned har budt på lidt af hvert:

• Min bedstemors historie (red. Liv Thomsen)
• Vejen at gå (Herbjørg Wassmo) 
• Pandekagehuset (Carin Gerhardsen) 
• Brev til mit yngre jeg (Div. forfattere) 
• Den sidste kilometer (Brian Holm) 
• Hævn (Stine Bolther) 
• Pigen med de 9 parykker (Sophie van der Stap) 

Især Vejen at gå og Pigen med de 9 parykker har gjort indtryk; det er virkelig rørende bøger og de kan varmt anbefales. Hvis du i stedet har lyst til en god gedigen krimi, så er Hævn bestemt ikke at foragte!

(Og hvad er bedre, end at sidde på altanen i 20 grader og solskin, med en god bog? Kom så afsted!)

Sov godt, Bambi...

Det startede som en helt almindelig morgen, men sådan skulle det ikke gå. På vej til skole hoppede Bambi pludselig ud foran bilen, da vi kom ad landevejen med omkring de 90 km/t.

Jeg når lige at råbe "neeej" og gennemtænke at jeg ikke kan undvige forsvarligt, samtidig med at jeg hugger bremsen et splitsekund inden jeg rammer det stakkels dyr. I som kender mig, vil vide at jeg ikke altid reagerer lige... ahrem.. afdæmpet i den slags situationer.

For at være helt ærlig, så sad jeg i bilen og stortudede (på den hyperventilerende måde) imens Kæresten hoppede ud for at få fat i dyret. Bambi havde brækket et par ben, men fik alligevel hoppet ned i grøften.
Da jeg desværre ikke var leveringsdygtig i en kniv (hvem kører også rundt med sådan en i bilen?!), var det heldigt at en anden billist stoppede. Han var også jæger, så han havde en kniv, så de kunne få ordnet det nødvendige. Og en cyklist (igen en jæger - det vrimler jo med dem på de kanter!) stoppede og det er først da Cyklisten og Kæresten går i gang med at skære maven op og flå indvoldene ud, at det går op for mig, at han har tænkt sig at dyret skal ind i bagagerummet (på min fine, lille bil) og med hjem!

I mangel af sorte sække (måske skulle jeg få fat i et 'i-tilfælde-af-at-jeg-kører-et-rådyr-ned'-kit, med praktiske ting?) fandt jeg et ride4fun-banner, som kunne beskytte bagagerummet imod blod.
Nu hænger dyret og modner (eller hvad pokker det nu hæger for?), så det kan blive til lækker steg. - Jeg håber, at den bliver de 1000 kr. værd, som det kommer til at koste at fixe bilen.;o)

Det er okay nu, men hvor blev jeg dog bare forskrækket og hvor var jeg bare glad for, at jeg ikke kørte alene - så havde jeg stadig siddet og tudet, imens det stakkels dyr ville ligge og lide. Godt at der var handlekraftige mænd til stede!
I virkeligheden er jeg meget overrasket over, at jeg reagerede så kraftigt... Det var jo bare et rådyr? Der var jo ikke nogen der kom til skade? Da vi igen (denne gang med mig i passagersædet) kørte til skole, fik jeg kvalme og i løbet af en times tid blev det afløst af, at jeg frøs, fik ondt i hele kroppen og hovedpine - meget overraskende, da jeg jo ha set ting der er langt værre. Det er nok bare 'noget andet', når man selv er en del af scenariet... - Uanset hvad, så kommer jeg nok til at have mere end almindeligt kriller i maven, næste gang jeg kører på landevejen...