Mit første faldskærmsspring!

I går mødte jeg spændt op i faldskærmsklubben. Vejret var perfekt og via sms havde jeg fået at vide at kæresten og nogle af de andre var i gang med at blive gjort klar til at springe. - Det skal jeg love for, da jeg kom var de nemlig allerede på vej op med flyet!
Alle kom sikkert ned (selvom en enkelt var faretruende tæt på en række træer!), og jeg var SÅ klar til at hoppe også - desværre var instruktøren meget tilbageholdende ift. om jeg kunne komme til, da jeg jo var kommet senere end de andre (var faktisk på arbejde. For at redde andre mennesker. Det burde tælle for noget.). Jeg var lige ved at tude af frustration, ved tanken om at jeg ikke skulle dele de andres eufori, men der var ikke andet at gøre end at tage tålmodighedshatten på...

Kort tid efter kom piloten op og meldte, at der kun var en lille slat brændstof tilbage, så der fik jeg sendt skuffede sms´er rundt til familien om at jeg (heller ikke!) kom til at hoppe denne dag.
Jeg var bare så ked af det, og ærgelsen brændte inden i mig, men brændstof skal der jo ligesom til.. - Derfor ville jubelen ingen ende tage, da instruktøren meddelte at piloten ville flyve til Roskilde at tanke, og derefter komme tilbage og lave et sidste lift, hvor jeg skulle med!

På vej ned til flyveren - jeg går yderst til højre.

V blev pakket op, tjekket ud (det hedder det faktisk!) og blev instrueret en sidste gang, inden vi bevægede os imod flyet... Jeg have det egentlig okay, og tænkte at det nok skulle gå. Da vi sad i flyet blev følelsen dog en helt anden og jeg fortalte Hopmesteren (ham der siger hvornår man skal springe) at jeg var voldsomt højdeskræk. Han forsøgte at berolige mig med at "det føles ikke så højt, når man sidder inde i et fly", men det hjalp ikke meget - skulle jo ligesom ud af flyet på et tidspunkt!

Vi nåede vores højde på 1100 meter og da det blev min tur, gik jeg helt kold. Teorien siger at man kun har 2% hjernekapacitet tilbage, men jeg er ikke sikker på at der var så meget hos mig.;o)

Jeg sad i døråbningen af flyet og jeg var ubeskriveligt presset - rædselslagen, om du vil... Hopmesteren fortalte mig bagefter at han havde været nervøs for om vi måtte lave en overflyvning mere, fordi jeg ikke turde hoppe, men at pludselig ændrede mit blik sig, så han slet ikke var i tvivl om, at jeg var fuldkommen stålsat på at gennemføre. Jeg kom ud at sidde, så jeg kun lige havde venstre balle inde i flyet, og da han sagde "GO!" hoppede jeg (okay, måske gik der lige 5-7 sekunder... Men SÅ hoppede jeg også!).

Følelsen når man kaster sig ud af et fly med 140 km/t kan ikke beskrives. Jeg skreg, fuldkommen dødsangst, indtil jeg mærkede rykket af skærmen der slog sig ud! Jeg kiggede op, og kunne konstatere at mine liner var snoet, men jeg fik dem filtret ud og kunne derefter nyde turen hele vejen ned - jeg garanterer jer for at udsigten er helt fantastisk!

Jeps, her hænger jeg så og er ved at styre ind på 'finalen'

Da jeg var landet (indrømmet; lidt hårdt) var jeg bare så lykkelig, at jeg ikke kunne stå på benene og jeg er slet, slet ikke i stand til at beskrive det med ord! Jeg ved godt at jeg har sagt, at jeg kun skulle springe én gang, men nu hvor jeg har prøvet det, vil jeg altså ikke udelukke, at jeg kunne finde på at gøre det igen (undskyld, mor).:o)

Og højdeskrækken? Den tror jeg stadig er der, men nu vil jeg altid kunne sige til mig selv "Hvis jeg kan kaste mig ud fra et fly i 1100 meters højde, så kan jeg også klare dét her!". - Og så er det jo ikke så tosset endda...