Når tre er én for mange...

I går var jeg til et brag af en fest, hvor jeg mødte mange folk, som var nære og kære venner for et par år siden, men som jeg af forskellige årsager ikke har set siden da.
Jeg havde blandt andet en lang snak med en kvinde, som delte ud af sine eskapader med fremmede mænd, på trods af at hun har en kæreste. Jeg blev egentlig så overrasket, at jeg ikke gjorde andet end at konstatere det åbenlyse og sige "Jamen, har du ikke en kæreste?", men nu har jeg tænkt mere over det og blevv inspireret til dette indlæg.

Hold kæft hvor er det egentlig røvet, at man er en af de heldige, som finder en som man gerne vil leve sammen med, og at man så knalder udenom. Der er mange aspekter af livet, hvor jeg udmærket forstår ønsket om at blæse og have mel i munden samtidig, men det her er bare ikke et af dem.

Det kan godt være at man er træt af det trivielle, man ikke får sovet fordi babyen græder om natten, kæresten ikke har lyst til sex og alle mulige andre ting, men så skylder man sig selv og ikke mindst sin kæreste at ændre på det man er utilfreds med, eller tage konsekvensen og gå hver til sit. Hvis man render og scorer kvinder ved enhver given lejlighed, imens kæresten passer børn der hjemme, så bør man måske overveje hvad det er man vil?

Nogle vil sikkert mene, at jeg ikke kan udtale mig om det, da jeg aldrig har været nogen utro, men derfor kan jeg jo godt have en holdning omkring det. (Nu tager jeg bare udgangspunkt i at det er manden der er utro. Jeg ved ikke om det er korrekt, men jeg har en teori om at det oftest er dem der har svært ved at holde sig på måtten. Jeg undskylder til mine mandlige læsere, hvis det ikke er sandt.)
Og hvad med den anden kvinde? Er hun 'medskyldig', fordi hun burde vide bedre? Eller er hun et uskyldigt offer for Amors lunefuldhed? Eller er hun måske helt uvidende om hendes rolle som 'den anden kvinde'?

Man kan diskutere hendes ansvar til evighed, men når det kommer til stykket, så er det jo ikke hende der har en kæreste der hjemme. Punktum. Uanset om man finder det er umoralsk eller ej at være sammen med en afsat mand, så synes jeg altså at det store ansvar er hans. - Af samme årsag synes jeg at det er meget underligt, når konen opdager sin mands utroskab og så hævner sig på den anden kvinde, men tilgiver sin mand?!? Hvorfor søren er det ikke ham hun bliver sur på?

Det er jo ikke ligefrem en diskussion som jeg kan slutte nu, jeg har bare tænkt over det - og et eller andet skal man jo blogge om på sådan en grå, trist novembersøndag hvor man har det bedst i sofaen med et tæppe på...;o)