Katteskræk?

Forleden dag havde jeg en veninde på besøg til Mortens aften. Vi spiste god mad (er and ikke altid det?), hyggede og snakkede til sent på aftenen. Således nåede vi vidt omkring - bl.a. til Katten Charlie.
For nu at være helt ærlig, så er det nemlig sådan at jeg - og veninden - er lidt bange for katte. Det er derfor skæbnens ironi, at jeg netop har fået en kat, og hun får 2 killinger om et par uger. Jeg har ellers altid været et dyremenneske, men lige katte har jeg aldrig rigtig fundet ud af.

- Vi sad derfor begge og holdt øje med om han skulle have sneget sig ind bag os (han ER jo en ninja-kat), være ved at angribe vores fødder, eller på anden måde forskrække os. En enkelt gang forsøgte vi at charme os ind på ham med en godbid, men da han blev så ivrig efter den at han forsøgte at tage den med poterne, blev vi lidt skræmt og endte med at lægge den på bordet!;o)

Så var det at jeg tænkte lidt nærmere over det - for jeg kan mærke at jeg har det langt mere afslappet med at have kat nu, end i lørdags da jeg fik ham. Jeg vil gerne have at han har det rart og hygger sig i min lejlighed, også selvom det kræver lidt personlig overvindelse fra min side - og hey, det har aldrig skadet nogen!
Og når man så kommer hjem, træt efter en lang vagt, og katten miaver, stryger sig op ad ens ben og derefter ruller sig sammen og ligger sig til rette, så skal man være noget af en isdronning for ikke at blive bare lidt blød om hjertet! Jo, jeg skal nok komme til at have det godt med Katten Charlie...