Det var koldt og blæsende, men der findes ikke bedre vejr til en gåtur langs vandet, når man trænger til at få klaret hovedet lidt.
Det var en skøn tur; den bedste lyd i hele verden ER jo lyden af bølger, der skyller op på stranden! Mennesker var der heller ikke nogen af (okay, det VAR måske heller ikke typisk vejr eller tidspunkt for en gåtur på stranden), men det var nu også fint nok.
Jeg gik langt ned af stranden, indtil jeg satte mig på en badebro og lod fødderne dingle ned i vandet (gummistøvler: verdens bedste fodtøj!). Der sad jeg og blev rusket igennem af vinden, indtil en tanke pludselig slog ned i mig: tænk hvis der var en der havde sneget sig ned under broen og nu bevægede sig lydløst igennem vandet, for pludselig at gribe fat i mit ben og rive mig ned? Ja, ja, jeg ved godt at det er totalt irrationelt, men når man sidder der helt alene på en forblæst strand er det ikke lige det man tænker på.
Behøver jeg at sige, at jeg fik rejst mig pænt hurtigt, og bevæget mig ind i 'sikkerhed' på stranden?;o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar