Vi har fejret lillepigens 1-års fødselsdag i weekenden. Planen var egentlig at lave 2 ribstærter med italiensk marengs, men den ene blev udskiftet med den såkaldte Michelinkage - min mazarintærte som bund i en jordbærtærte alá Henrik Yde.
Jeg er enig med Henrik i at mazarintærten fungerer virkelig godt som jordbærtærtebund. Men hans "creme" blev altså dømt ude af selskabet, i sammenligning med den creme som jeg plejer at lave til jordbærtærter. Beklager.
Det var ikke fordi den var dårlig - bestemt ikke. Men min vanlige creme er altså bare uovertruffen. Jeg kunne dog godt overveje at kombinere den med de friske hindbær fra Henriks creme....
Her er opskriften som jeg lavede den, med min bund og Henriks creme:
Bund:
125 g koldt smør
175 g mel
3 spsk sukker
1 æggeblomme (gem hviden til fyldet)
Fyld:
150 g blødt smør
1 knsp. salt
125 g sukker
200 g revet marcipan
1 æg
1 æggehvide
God mørk pålægschokolade
Creme:
½ liter piskefløde
4 spsk. flormelis
250 g. friske hindbær
500 g. jordbær
Smuldr smør i melet. Tilsæt sukker og æggeblomme. Saml hurtigt og stil på køl en times tid.
Beklæd en tærteform med dejen.
Rør sukker, salt og det bløde smør grundigt sammen. Rør marcipan blødt med ægget og æggehviden. Bland de to ting sammen og fordel det over den ubagte bund. Bages 23-24 min ved 180 grader (varmluft). Læg pålægschokoladen ud på kagen, så det smelter. Køles helt af.
Pisk en chantillycreme af sigtet flormelis og piskefløde. Det må endelig ikke piskes for stift. Vend de grofthakkede hindbær i og pynt tærten med jordbær.
Jeg er altså også meget mere til klassisk creme patissiere til jordbærtærter end flødeskumscreme. :)
SvarSletJeg plejer at lave en "blanding" - den klaasiske gule vaniljecreme, vendt med lidt flødeskum. Det giver den dejlige vaniljesmag, men i en mere luftig version. Hindbærrene fra Yde's creme har jeg taget med mig - det er virkelig lækkert! :o)
SvarSlethvilke størrelse form bruger du? :)
SvarSletMin tærteform er vist 26 cm i diameter - det er ikke så vigtigt i sådan en opskrift her. :o)
Slet