Sider

søndag den 17. juli 2016

Tærte med karamel, chokoladeganache og havsalt.



Denne lækre tærte laver jeg normalt med Oreo-bund. Men da denne her skulle serveres for min lille niece, som har soja-allergi, måtte jeg være kreativ, Derfor forsøger jeg mig med en Digestive-bund i stedet. Da de jo ikke indeholder creme, har jeg brugt lidt mere smør, end til Oreo-bunden.

2 pakker Oreos eller 20 Digestive (ca. 300 g.)
80 g. smør hvis du bruger Oreos - 115 g. hvis du bruger Digestive
200 g brun farin
Yderligere 120 g. smør
3½ dl fløde (1+2½)
250 g mørk chokolade
Flagesalt til servering

Knus kiks helt fint i minihakkeren. Smelt smørret (80 g til Oreos, 115 g. til Digestive) og bland det sammen med det knuste kiks.
Tryk det ud i en tærteform så det er jævnt og trykket godt sammen (brug evt. bagsiden af en ske).
Stil bunden i fryseren imens du laver karamellen.

Smelt resten af smørret og den brune farin i en gryde ved middel varme så det bliver til flydende karamel. Tilsæt fløden (1 dl) og kog op, lad det koge 4-5 minutter til det bliver til en homogen masse.

Tag gryden af varmen og karamellen køle af i 10 min. Hæld karamellen over bunden og sæt den tilbage i fryseren i min 30 min til den er blevet fast.

Varm resten af fløden op til lige under kogepunktet (så det damper kraftigt, men ikke bobler).
Hak chokoladen fint.
Hæld fløden over chokoladen og lad det stå i et par minutter, rør det forsigtigt sammen og sørg for at alt chokoladen er smeltet så du har en fløjlsblød ganache.
Hæld chokoladeganachen over tærten og stil den i køleskabet i min. 1 time (gerne natten over), til chokoladen er størknet. Inden servering drysses med flagesalt.

Her er den serveret med rabarberkompot vendt i blødt flødeskum.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar