Sider

lørdag den 2. juli 2016

Hurtig festkage med frisk frugt.

I sidste weekend holdt vi fødselsdag for min kære mand. Han ville bare have det low-key; dåseøl, gang i grillen og masser af venner. Og ingen kage.

Han holdt stædigt fast i at han ikke ville have en kage, men et par timer inden gæsterne kom, syntes jeg alligevel at det var SÅ forkert, at jeg ville improvisere noget. Og med mange gæster, blev det en stor sag som denne.


Den passer til 1 ovn-bradepande:

Dej
375 g smør
300 g sukker
6 æggeblommer
3 dl mælk
225 g mel
4-5 tsk bagepulver

Marengsdej 
6 æggehvider
450 g sukker (jeg brugte rørsukker, der var finddelt i minihakkeren, men almindeligt sukker er helt fint)
3 tsk vaniliesukker
150 g hakkede nøddekerner (jeg brugte mandel & hasselnødder - det var hvad jeg lige havde)

Creme
½ liter piskefløde
1 brev Oetker færdig-kagecreme pulver + ½ liter sødmælk dertil

Frugt. Fx. 2 bk. jordbær, 1 bk. hindbær og en stor bk. blåbær.

Du starter med dejen. Blødt smør og sukker piskes lyst.Dernæst piskes æggeblommerne i. Herefter blandes sigtet mel+bagepulver og mælk skiftevis i.
Kom dejen ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Bages v. 200 grader i 15 minutter (ikke varmluft). Kom en ekstra bageplade under bradepanden, da den ellers godt kan blive noget  mørk i bunden.

Når du har kommet dejen i ovnen, laver du marengsen. Æggehviderne piskes stive med sukker & vaniljesukker. Nødderne finthakkes i en minihakker og vendes i til sidst.
Fordel marengsen over den halvbagte kage, og kom den i ovnen igen i yderligere 20 minutter.

Lad kagen afkøle helt, inden du pynter med creme (flødeskum og vanlijecreme vendt sammen) og udskåret frugt. Afslut med at høvle lidt mørk chokolade over.

Hvis du laver kagen i god tid, så vent med at komme creme & frugt på indtil umiddelbart før servering. Der er ingen barriere imellem marengs og creme, så marengsen vil blive blød, hvis den står for længe. Hvis du vil undgå det, så kan du smøre smeltet mørk chokolade ud på marengsen, så kan den tåle at stå med creme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar