Det der samvittighed er noget mærkeligt noget. For eksempel havde jeg en snak med mine søstre om det i går aftes. Vores farmor er blevet indlagt, og de ringede fra afdelingen og sagde at det nok var bedst at vi kom forbi.
Så der stod vi så, hele familien på en lille hospitalsstue sent fredag aften. Ikke meget glamour og X-faktor dér. Bare de barske realiteter i at se et andet menneske, der sandsynligvis er ved at dø.
Bagefter sad vi hjemme hos vores forældre og snakkede om det.
Én har dårlig samvittighed over, at hun ikke har dårlig samvittighed over at hun ikke besøger Farmor så meget.
Én har dårlig samvittighed over, at hun aflyste en aftale med vores afdøde mormor 2 uger før hun døde. Selvom hun nærmest boede på Hospitalet de 12 dage hun var indlagt. Og det er flere år siden.
Jeg burde måske have dårlig samvittighed over, at jeg ikke besøger Farmor ofte nok? Eller Mormor, dengang hun levede? Eller måske at jeg ikke leger nok med min søsters unger? Eller at jeg køber de billige gulerødder i stedet for de økologiske? Eller.... Eller... Eller...?
Men det har jeg ikke. Det er jo mine valg, og hvis jeg synes de er forkerte kan jeg jo bare ændre dem.
- Den dårlige samvittighed gør jo ikke hverken fra eller til.
Men selvom man står inde for sine valg, fordi man har gjort det så godt som man har formået, kan man jo godt være ked af det alligevel... Bare fordi det er sørgeligt.
Det er noget paradoksalt noget med den dårlige samvittighed. Den kan føre dig rundt i en ond cirkel, som synes umulig at bryde. Selv forfølger den mig rigtig meget til ingen verdens nytte. Vi kan jo ikke bruge den til noget konstruktivt! Desværre er det en egenskab ved gennemsnits-mennesket, som er dybt indgroet.. Jeg vil rigtig gerne være bedre til at vende tanken og ganske "enkelt" nyde de ting, jeg nu gør, som normalt frembringer den den dårlige samvittighed. Det kan man jo lige så godt, når nu man har valgt at spise dén kage eller tage dén pjækkedag eller aflyse dén aftale, man ikke orker. Hvorfor er det bare så let at skrive men så svært at udøve i praksis?
SvarSletDu fik lige hele min tankesmøre, hovsa :-)
Du rammer jo lige hovedet på sømmet: at acceptere ens egne valg. Uanset om det er besøgs-kvoten hos ens bedstemor, eller at spise en flødekage fra bageren på en helt almindelig tirsdag.:o)
SvarSlet