Jeg er sådan en der blogger om hvad der fylder inde i mit hoved. Det er derfor der har været lidt stille på det sidste, for det som fylder mit hoved op, har jeg ikke lyst til at blogge om.
Det er en klassisk fortrængnings-teknik; hvis jeg ikke siger det højt, så findes det ikke.
Men det gør det jo så bare alligevel....
I ved de der rygproblemer jeg har haft? De har et navn.
Diskusprolaps.
Jeg er derfor stadig sygemeldt, indtil videre indtil den 6. juni. Mine dage går med at forsøge at slippe morfin-døsen, være hos lægen & fysioterapeuten og gå ture med hunden. Al hård fysisk aktivitet (Nu er "hård" jo lidt af et definitionsspørgsmål. Jeg må personligt give op overfor fx. støvsugning) er sat på standby.
Samtidig har jeg en ordentlig kamel at sluge: at mit drømmejob, som jeg har knoklet for at uddanne mig til de sidste 2½ år, måske er udenfor rækkevidde. At min ryg simpelthen ikke kan holde til et job i ambulancedriften, hvor vi kører 12- eller 24-timers vagter, knokler, løfter uhandy for at redde folks liv og bruger os selv fuldt ud.
På den anden side, så ER jeg jo ung og ellers sund og rask - og det øger chancerne for et liv uden varige mén betragteligt. Som lægen siger; med den rette genoptræning og fortsat (livslang) træning er der chance for, at kunne leve helt uden gener. Også i ambulancetjenesten.
Man ved bare endnu ikke, hvilken kategori jeg falder i. Og for en kontrolfreak som mig, så er det bare skide svært at acceptere, for jeg VIL tilbage i driften igen. Der er blevet grædt en del tårer på den bekostning - ikke mindst fordi min job-situation er så usikker. Jeg er jo færdiguddannet 31. juli, og skal derfor ansættes igen for at fortsætte med mit job. Dvs. Falck behøver ikke engang fyre mig, pga. dårlig ryg. Det er så simpelt som at de bare skal lade være med at ansætte mig.
Er der nogen der har noget opmuntrende at sige? For så er I mere end velkomne....
God bedring med ryggen.
SvarSletJeg håber, du snart får det bedre.
Åh nej, det er da virkelig dumt :( Hvor er jeg ked af at du skal bøvle med noget der kan koste dig drømmejobbet, men hvis du forbliver positiv og gør som lægerne siger, så skal du nok blive klar igen! Basta! ;-) Jeg krydser i hvert fald fingre for at du får den optimistiske besked!
SvarSletHvornår ved du mere?
Kh. fru H-T
Jeg kan kun sige, at jeg håber det bliver bedre, meget bedre! Det er et hårdt slag ikke at kunne arbejde, så jeg håber inderligt at du snart kommer tilbage igen. Jeg var kun først i 30'erne da jeg røg ud af arbejdsmarkedet....
SvarSletAlt det bedste
Birthe
Åhhh, det er jeg ked af at høre. Det er virkelig et slag.
SvarSletJeg ved ikke om det kan hjælpe, men jeg har i 8 år levet med en stor diskosprolaps (fik den som 19-årig) og har nu ganske få gener. Hvis jeg sørgede for at træne, ville jeg nok være helt fri. Så det kan lade sig gøre. Men f.eks kan jeg nu spille badminton, noget jeg aldrig havde troet jeg ville blive i stand til.
Jeg krydser for at du både kan leve med den og udføre dit drømmejob samtidig.
Tak for alle de opmuntrende ord - det varmer virkelig.:o)
SvarSletJeg ved ikke, hvornår jeg ved noget. Det er jo sådan noget rigtig irriterende vi-må-vente-og-se-tiden-an-og-se-hvordan-det-udvikler-sig-noget.
Jeg prøver at tage den positive hat på, men nogle dage er det bare sværere end andre.
(Fx. når man ser sine kollegaer komme susende forbi - imens det er et 'projekt' for en selv at gå ned at handle...)