"Der er IKKE noget i vejen med den!" (prøvede hun at overbevise sig selv om...)

Nåmen så var jeg ude at bade i går, ikk'.... Og da jeg så skulle op af vandet, kom jeg til at sige til kæresten, at jeg da sagtens kunne trække mig selv op i båden, på en semi-elegant måde. Som nok var mere semi, end elegant. I bestræbelserne herpå kom jeg til at slå (okay, så smadre virkelig hårdt, i ren panik) foden ind i en metal-hængsel-agtig-dims på rælingen. Havde godt nok lidt ondt i den, da vi gik tilbage til bilen, men jeg affærdigede det som værende slaget.

Da jeg vågnede fra min før-nattevagts-lur var den godt nok stadig ikke helt god. Men hvis jeg ikke rørte ved den og virkelig koncentrerede mig når jeg gik, så kunne man faktisk ikke se at der var noget i vejen med den.
Desværre skjulte jeg det så godt, at kæresten lige tog og nussede min fod, som resulterede i at jeg tud-brølede fordi det gjorde så ondt. Og efter en 15-20 minutters moralprædiken om at "du, af alle mennesker må da vide, at der kan være en fraktur, så du skal på skadestuen" måtte jeg overgive mig.

Exit nattevagt, goddag skadestue.

Kørte til den skadestue hvor både kæresten og jeg havde været i praktik (gotta love kammerateri) og det tog da heller ikke mere end 15 minutter at blive tilset af en behandlersygeplejerske, være igennem røntgen og få kigget billederne igennem af en læge. På trods af at sekretæren surt havde sagt, at der var 4-5 timers ventetid og "det altså ikke går hurtigere, bare fordi man er kæreste med en fra Falck!".

Heeeeeeldigvis var der ingen fraktur (sagde det jo!*triumferende*), så jeg kan klare mig med et kompressionsbind og nogle isposer. - Og så er det pludselig slet, slet ikke tosset med en kæreste, som laver maden, ordner opvasken, går med hunden og henter ting til en. Må hellere nyde det, så længe det varer!;o)