Vores ældste fylder hele 4 år, så det skulle selvfølgelig fejres! Det blev han med denne skønne lagkage!
Fragelitébunde
225 g. æggehvider
450 g. rørsukker
300 g. marcipan
75 g æggehvider
185 g hasselnødder
Æggehvider (225 g) og sukker piskes til en sej marengs. Ælt marcipan og æggehvider (75 g) godt sammen. Marengsen vendes forsigtigt med marcipanmassen over mange gange – du skal være forsigtig, så luften ikke slås ud. Hak hasselnødderne fint og vend også dem i dejen.
Fordel 2/3 af dejen i en smurt springform (26 cm i diameter), og smør resten ud på en bageplade beklædt med bagepapir.
Bag bundene v. 180 grader varmluft. Springformen i ca. 35-40 min. og bagepladen ca. 20 min.
Lad bundene køle helt af.
Æblekompot
2 blade husblas
450 g skrællede æbler
100 g rørsukker
65 g brun farin
1 dl. æblejuice
Udblød husblassen i koldt vand. Skræl æblerne og fjern kernehuset, og skær dem i mindre stykker. Kom alting op i en gryde og lad det små simre i 15-20 min. Æblerne bør være kogt ud til mos (de må gerne have lidt struktur) – knug husblassen fri fra vand og rør den ud i æblemossen. Stil herefter æblekompotten på køl indtil brug.
Æblemousse
4 blade husblas
700 g. skrællede æbler
2½ dl æblejuice
1 god vaniljestang
5 spsk rørsukker
2,5 dl piskefløde
Udblød husblas i koldt vand. Æblerne skrælles og skæres i små stykker. Kom alle ingredienserne undtagen fløden op i en gryde og kog det hele mørt i 15 min. Æblekompotten sigtes gennem en sigte, så det bliver til en fin æblepuré. Mas det med en ske, så du får meget med Knug husblassen fri fra vand og rør den i æblepureen. Lad æblepureen køle ned, imens du pisker fløden til let flødeskum. Vend æblepureen og flødeskummen sammen.
Befri kagen fra springformen og rengør formen. Kom bunden tilbage i formen og kom kageplast i. Smør bunden med æblekompot, og skær herefter den anden bund til, så den er 1 cm i diameter mindre end formen. Hæld æblemoussen udover kagen, og stil den på køl i mindst 5 timer eller gerne natten over.
Marcipanovertræk
200 g marcipan
100 g flormelis
30 g glukosesirup
2 dl piskefløde, til opsmøring
Ælt det hele godt sammen og kom massen op i en pose og læg på i 30 min. Befri kagen fra springformen og kageplast. Pisk fløden til flødeskum og smør kagens kant op. Udrul marcipanen og rul den omkring kagens kant. Pynt med hakkede hasselnødder og høvlet mørk chokolade.
TIP: Hvis du bruger søde købe-æbler, istedet for de syrlige have-æbler som jeg har brugt, så vil det være passende med lidt citronsaft i både kompot og mousse.
TIP: Kagen kan sagtens laves i god tid. Jeg lavede både kompot & æblepuré om torsdagen, bundene om fredagen, hvor jeg også samlede kagen, som skulle serveres lørdag. Så venter man med husblas'en, som bare smeltes i en lille portion af det som den skal i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar