Sider

søndag den 25. september 2016

De bedste kanelsnegle. (Nej, ingen overdrivelse.)

Jeg bager verdens bedste kanelsnegle. Intet mindre.
"Hemmeligheden" er den lange hævetid. Hvis du er akut kage-trængende skal du finde dig noget andet at bage - de her er først spiseklar ca 2½ time efter du går i gang.


Dej
25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
1 æg
100 g. blødt smør
300 g. hvedemel 

Remonce
185 g blødt smør
185 g brun farin
1 1/2 spsk kanel
Lidt friskrevet muskatnød


Lun mælken og smuldr gæren ned i den i en stor skål. Rør til gæren er opløst. Bland salt, sukker og æg i. Smuldr smørret ud i melet. Når det er helt fint, samles det med de våde ingredienser. Ælt dejen godt igennem. Dæk dejen til med et viskestykke og lad den hæve i 1½ time et lunt sted.

Bland smør, brun farin, kanel og muskatnød til fyldet. Slå dejen sammen og rul den tyndt ud til en firkant (ca. 25 x 45 cm). Smør fyldet på og rul dejen sammen til en pølse på den korte led. Skær pølsen ud i ca. 24 stykker og læg dem i et fad eller en form med lidt luft imellem. Lad sneglene efterhæve i ca. 30 minutter.

Bag dem i ovnen ved 175 grader (varmluft) i 20-25 minutter. Smager helt fabelagtigt når de er helt nybagte og varme - men de kan også godt klare en overnatning.

Og det bedste? Når du tager en op, så står du tilbage med et helt nærmest rent bagepapir - al snasken er nemlig blevet inde i sneglen, fordi du har bagt den i form!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar