Sider

tirsdag den 28. juni 2011

Sommer i Danmark.

Endnu engang forsøger jeg mig med at blogge fra mobilen. Her i byen er her næsten 30 grader i skyggen, så der gik ikke lang tid før jeg røg i en luftig sommerkjole. Nu hygges der bare med SunLolly's, det nye Woman der lige er kommet ind af døren og ikke mindst vandmelon i ustyrlige mængder!

God sommer til alle! (Skynd jer at nyde det, DMI lover regn resten af ugen)


mandag den 27. juni 2011

Ud i det blå...

Så skulle jeg lige teste min nye Blogger-app (Ja, jeg fik jo en ny, fancy telefon).
Og hvad er bedre til en test, end et indlæg fra stranden? Det var nemlig alt for varmt for den stakkels hund, så vi kørte til Marbæk så han kunne køle lidt af...


søndag den 26. juni 2011

Update på det hele.

I fredags var jeg til møde med 3 af de høje herrer fra Falck, for at finde på en plan for min tilbagevenden. Min agenda var helt klart at få godkendt en delvis raskmelding, så jeg kan arbejde 4-5 timer af gangen.
Heldigvis var de meget lyttende og samarbejdsvillige, så sørme om det ikke blev som jeg havde håbet. På fredag skal jeg derfor til lægen og få hende til at sige god for planen også, og så kan jeg ellers se frem til at få lov til at arbejde igen (dog ikke i ambulancetjenesten, men med siddende patienttransport) om en uge!

Behøver jeg at sige at jeg glæder mig helt vildt?

fredag den 24. juni 2011

Mandelbund med frugtskum - MUMS!

Sankt Hans aften havde vi gæster, og der skulle selvfølgelig en dessert på bordet. Jeg ville have lavet denne skønhed med brombær, men det var ikke til at støve op her i byen. - Men jordbær er nu heller aldrig dårligt...


Du skal bruge:
175 g. mandler
125 g. sukker
50 g. brun farin
160 g. saltet smør
3 spsk. mel
4 spsk. piskefløde

Fyld:
500 g friske jordbær (eller hvilken slags frugt du nu har lyst til)
3-4 dl piskefløde

Hak mandlerne groft.
Smelt smør, brun farin og sukker i en gryde for svag varme. Bland resten af ingredienserne i.
Når massen er flydende er den klar. Hæld den i en springform (22 cm.), hvor bunden er beklædt med bagepapir og bag den v. 175 grader i ca. 14 minutter.
Bare rolig, bunden skal være flydende i det, når du tager den ud - den stivner når den er kølet af. Derfor skal du lade den køle af i formen, for ellers slasker det hele ud, når du løsner ringen.

Når bunden er stivnet bliver den så fin her:


Inden servering piskes fløden til skum (ikke for hårdt) og de hakkede bær blandes i. Pynt evt. med nogle hele bær på toppen.:o)

onsdag den 22. juni 2011

Pastagratin med bacon.

Jeg forsøger mig jo med nye retter og i aften stod den på en gratin. Jeg ville egentlig have lavet den som en kartoffelgratin, men jeg fik ikke skrællet kartofler og lige pludselig havde jeg lidt travlt, inden Kæresten skulle afsted på nattevagt.


Der blev en kæmpe portion, som snildt ville kunne bespise 4 personer:
300 g. pastaskruer
1 pk. hakket svinekød
1 pk. bacontern
1-2 løg
3 fed hvidløg
1-2 forårsløg
3 gulerødder (hakket i tern)
1 ds. hakkede tomater
4 æg
1 håndfuld friske basilikumblade
200 g. revet mozerella el. cheddar.

Kog pastaen som vanligt, hæld vandet fra og fyld op med koldt vand, når pastaen er færdigkogt.
Svits bacon'en i en stor gryde og tilsæt det hakkede kød. Krydr med salt + peber. Når kødet er brunet tilsætter du de forskellige slags løg og gulerødderne. Lad det stege lidt med, inden du tilsætter de hakkede tomater.
Bland pastaen, hakket basilikum, de sammenpiskede æg og 2/3 af osten sammen med.

Kom det hele i et smurt fad, drys med resten af osten og bag i ovnen v. 175 grader i ca. 20 minutter. Lad den stå og 'sætte sig' på bordet i 5 minutter inden servering.

Hvis man er mindre doven end jeg, så vil det være rigtig lækkert med en grøn salat og et hvidløgsflute til.:o)

tirsdag den 21. juni 2011

Hvad bruger man så dagen på?

... Når man bare går derhjemme?
Det svinger lidt, men hos mig kan en typisk dag se sådan her ud:

8.00 Vækkeuret ringer. Bad, morgenmad, gå med hunden - the usual stuff...
9.30 Hos fysioterapeuten.
10.00 Ligge på sofaen, evt. med is på, afhængigt af hvor hård fys'en har været.
10.30 Går lige et smut på biblioteket. Får jo læst en del bøger, så der skal tilskud udefra.
12.00 Spiser frokost; gerne noget sundt og lunt (nogle fordele skal der jo være ved at gå hjemme).
.....
15.00 Svømmehallen åbner og jeg er nede at træne.
16.30 Tager hunden med til Fakta og køber småting der mangler.
18.30 Aftensmaden påbegyndes - gerne en af de lækre retter, som jeg har kigget på, men aldrig har fået lavet. NU er muligheden her.
19.15 Kæresten kommer hjem fra arbejde og jeg er eeeendelig færdig med at nøjes med at snakke med hunden.;o)

Håber VIRKELIG at jeg snart kan starte med arbejde igen!

mandag den 20. juni 2011

Chokolademousse på nøddebund.

Bare fordi jeg er sammen med en chokolade-hader, så betyder det jo ikke at I skal snydes for alle de gode opskifter. (Og nu er der håb for, at min mor ser det her indlæg og lader sig inspirere til næste gang vi er på besøg).

Jeg har nemlig siddet og kigget igennem opskrifter, for at finde den helt rigtige til Sankt Hans aften, hvor nogle af vores søde venner kommer på besøg. Hovedretten kommer til at bestå af udbenet rådyrkølle grillet som en hel steg, nye kartofler og en god salat. Jeg har en idé til desserten, men jeg skal lige have finpudset det..

Nå, vi kom fra chokolademoussen. Det er en opskrift som jeg har fundet hos Hendes Verden. Jeg har en idé om, at den vil være helt perfekt at medbringe, hvis man skal til middag hos en chokoladeelsker.;o)


Bund:
1 æg
3 spsk. sukker
2 spsk. mel
2 spsk. kakao
1 spsk. kartoffelmel
¼ tsk. bagepulver
25 g hakkede nødder
smør til formen

Mousse og pynt:
200 g chokolade
4 past. æggeblommer (2 bægre)
3 past. æggehvider (2 bægre)
50 g sigtet flormelis
lidt høvlet chokolade til pynt

1. Rør æg og sukker luftigt. Sigt mel, kakao, kartoffelmel og bagepulver ned i skålen, og vend det i æggemassen. Rør nødderne i dejen, og fyld den i en velsmurt springform (18 cm) med bagepapir spændt over bunden. Bag kagen ved 200 gr. i ca. 8 min. Køl den helt af.
2. Smelt forsigtigt chokoladen. Rør æggeblommerne i den fingervarme chokolademasse. Vask piskeriset omhyggeligt, pisk hviderne stive med flormelis, og vend dem i chokolademassen.
3. Hæld chokolademoussen over bunden, mens bunden stadig ligger i formen, og stil desserten på køl til næste dag. Skær den i portionsstykker med en meget skarp kniv, og pynt dem med chokoladespåner.