Sider

torsdag den 22. december 2011

Årets konfekt.

Jeg står for at medbringe konfekt på lørdag, og i år har jeg forsøgt mig med lidt forskelligt. - Det var bestemt ikke dårligt (ja, jeg har smagt en af hver!).

I år står den på:
Crunchy kikse-chokolader
Chokoladeganascher
Bountystænger
Bagte marcipankugler
Chokoladeganascher

Crunchy kikse-chokolader














200 g. nougat
200 g. lys chokolade
100 g. mørk chokolade
200 g. kiks (fx. Digestive)

Nougat og chokolade smeltes over vandbad.
Kiksene skæres i små stykker (ikke til krummer) og røres i. Massen hældes ud i en bagepapirklædt form og kommes i køleskabet i ca. 2 timer. Tag en skarp kniv (seriøst - find den store kokkekniv frem) og skær chokoladen ud i små firkanter.



Chokoladeganascher














½ liter piskefløde
300 g. mørk chokolade
2 pk. færdig kransekagemasse

Først koger du en ganache af ½ l. piskefløde + 240 g. mørk chokolade. (Det skal bare opvarmes i en gryde, så det bliver en ensartet masse). Det stilles koldt i 2-3 timer.

Så bager du nogle flade stykker kransekage (jeg brugte bare færdig kransekagemasse). Når de er kølet af smøres de med smeltet, mørk chokolade.

Ganaschen piskes lys og luftig og hældes i en sprøjtetylle. Så kommer du noget på halvdelen af bundene og smækker de resterende ovenpå, så du har en masse små, fine sandwich.



Bountystænger














250 g flormelis
250 g kokosmel
1 past. æggehvide
50 g smør
4 spsk fløde
Chokolade til overtræk

Alle ingredienserne (undtagen chokolade ;o)) blandes sammen og stilles koldt i 1-2 timer. Mas massen ud i en firkant (på et stykke bagepapir), og skær den ud til stænger. Herfra kan du så overtrække dem med chokolade. (Hvis man har tålmodighed til det, egner det sig også til at lave små kugler i stedet)


Bagte marcipankugler














200 g. marcipan
100 g. sukker
1 spsk. honning
1 bæger past. æggehvide (1,5 æggehvide)
100 g. hakket chokolade
1 ps. mandelflager

Marcipan, sukker, honning og æggehvide arbejdes sammen til en ensartet masse. Tilsæt den hakkede chokolade og ælt det godt ind. Form massen til kugler og rul dem i mandelflager.
Bages v. 160 grader (varmluft) i ca. 15 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar