Fra Arkivet: Besejringen af Alpe d´Huez

Jeg syntes at det var passende, at pifte bloggen op med lidt historier fra fortiden. At cykle op af det pokkers bjerg i sommeren 2007 er stadig det hårdeste jeg nogensinde har gjort - det er simpelthen ubeskriveligt. Fortællingen blev i sin tid skrevet til min klub-kammi´er, så bær over med ligegyldige cykel-detaljer.;o)

  

Hermed beretningen om min tur op ad Alpe D´huez, skrevet med en udsigt udover bjerge, vandfald og søer! Vi var 3 ’mand’ af sted, min far, Peter og undertegnede.

Mine to følgesvende havde begge været oppe af bjerget flere gange før og vidste derfor hvad der ventede dem – hvis jeg havde gjort det, er jeg ikke sikker på at jeg nogensinde var taget af sted! 
Jeg havde sat mig to mål for min bestigning af Alpe D’ huez:
1. At komme op uden at stå af cyklen.
2. At køre op på under 2 timer.
Klokken ca. 11:00 stod vi klar ved foden af bjerget, klar til at gå i gang med de legendariske 21 hårnålesving.  Da vi først kom af sted var det hårdere end jeg nogensinde kunne forestille mig i min vildeste fantasi. Da jeg var nået igennem de første 2 sving var jeg parat til at opgive og vende om igen, overbevist om at jeg ALDRIG ville kunne komme hele vejen til tops.

Luften heroppe er så tynd at man bliver forpustet af at gå en etage op af trappe, fra parkeringspladsen og op til vores lejlighed, for slet ikke at tale om hvad det så gør ved én, når man forsøger at cykle op af et bjerg!
Men der kørte jeg så på stykket imellem sving 20 og 19 – og nærmere død end levende. Peter havde ved bunden af bjerget fortalt mig at de første par sving var de hårdeste, da man lige skulle have styr på åndedrættet, så jeg fortsatte på trods af at jeg nærmest var ved at falde af cyklen.

Opad gik det, og kort før sving 9 kom min far op på siden af mig og sagde ”lad nu ikke din stædighed gøre at du kommer til skade” – jeg var mildt sagt godt ristet og han valgte derfor at følges med mig hele vejen op. Men ak, jeg HAVDE jo målet om ikke at stå af cyklen på vej op, så jeg fortsatte forbi det skyggefulde sving 9.
Da jeg nåede sving 8 havde jeg besluttet mig for at holde pause, men svinget var uden den mindste skyggefulde plet, så jeg fortsatte videre op.

Her havde temperaturen nået 35 grader i skyggen (som kun var at finde i rabatten i hvert andet sving), og solen bankede nådesløst ned over os. Da jeg (endelig!) nåede sving 7 kunne jeg knapt nok stå på benene. Mine ben var seriøst kvæstede, men det var ingenting imod hvor ondt jeg havde i r*ven.
Efter at jeg havde holdt et par minutters pause, drukket en halv liter vand og taget en ekstra gel kørte vi videre. Jeg kunne knap nok sidde på sadlen, men kunne heller ikke stå op at træde da al min energi så forsvandt ned i min #!%¤! forgaffel uden lockout!

Ved sving 6 mødte vi Peter – han havde været helt oppe og var kørt ned igen for at følges med os. Det var fantastisk med en at følge efter, da min far kørte bag mig hele vejen op.

Vi nåede længere og længere op mod ’mål’ og jeg var SÅ færdig som jeg aldrig har været før. De sidste 2 sving op græd jeg hele vejen op (det har jeg fået at vide er okay;o)). Hvis ikke Peter havde kørt og sagt ”nu er der kun 800 meter tilbage”, ”det er lige heroppe” osv, tror jeg at jeg havde lagt mig ned på vejen af udmattelse - det er ubeskriveligt hvor hårdt det var!

Da vi endelig nåede op var jeg nærmest lykkelig! Godt nok holdt jeg en pause undervejs, men jeg var kommet op i tiden 1:54:11, med en gennemsitshastighed på 7,08 km/t og en gennemsnitspuls på 189! Jeg fik stavret over til en bænk, hvor jeg fik noget at drikke, da vi havde siddet noget tid, taget de obligatoriske billeder på podiet osv. skulle vi ned igen – noget jeg nærmest havde frygtet mere end at skulle op.

Det gik fint nok til at starte med, jeg bremsede i ryk for at forhindre overophedning af skiverne, og kunne holde min hastighed på max 40-42 km/t.

Et par sving nede begynder min bagbremse at hyle helt vildt – som om der ikke er mere klods tilbage, så jeg beslutter mig for at klare mig med forbremsen alene. Yderlige et par sving nede begynder dén også at hyle. Jeg kan se Peter og min far, der står og venter 50 m. længere fremme så jeg kører ned til dem for at tjekke bremserne. Heldigvis er der stadig klods tilbage, men pga. den utrolige hede og min skræk for at køre over 40 km./t bliver mine skiver overophedede. Vi får helt vand på så det ryger og syder og venter så et minuts tid inden vi kører videre ned. Flere gange er jeg af cyklen, for at køle min bremser og jeg bremser heller ikke helt så meget som jeg havde lyst til, da jeg frygtede at slide klodserne helt ned. Vel nede ved foden, kan jeg konstatere at min max. hastighed og så er 50,6 (som dog stadig er langsom ift. de andres 79,3 og 79,6).