Sider

søndag den 20. september 2009

Foto-maraton.

I går deltog jeg i en foto-maraton. Kort fortalt, får man oplyst et emne, hvorefter man har 1 time til at tage et billede, som passer til emnet og få det mailet til administratoren. Det er ikke tilladt at redigere billedet mht. farver, skarphed, osv, man må kun beskære.
Når maraton´en er slut stemmer alle deltagere så på de 3 af konkurrenternes billeder, som man synes bedst om, og giver dem 3, 2 eller 1 point. Det billede som får flest point i kategorien vinder så. Hvis du klikker på de enkelte billeder bliver de store, så du kan se dem ordentligt.:o)

Det første emne vi fik var Langt væk hjemmefra. Jeg fik en lidt skæv start, da det gik op for mig, at jeg manglede det kabel, som skulle bruges til at overføre billederne fra kameraet til computeren, og jeg blev derfor nødt til at bruge tid på at køre hjem til mine forældre at hente det. Jeg var ret idé-løs til emnet, og jeg endte med at bruge et billede af en fjer, som var langt væk hjemmefra.


Emne nr. 2 var Sommerens sidste dage. Jeg fik dette billede, af et ældre par på gåtur i kassen, efter at have cyklet rundt efter parret, for at få de rette omgivelser. Heldigvis opdagede de mig (som de eneste i hele parken) ikke. Billedet fik en delt 1.-plads i kategorien.


Emne nr. 3 var På kanten. Den ene af deltagerne i maraton´en udgik under 2. emne, da hun netop havde fået at vide, at en soldat fra hendes brors gruppe, var blevet dræbt i Afghanistan. Jeg valgte derfor et billede af et navne-tag (som man bruger i militæret), på kanten, som en gestus (og så synes jeg at billedet blev godt).


Emne nr. 4 var Dit yndlings gemmested. Billedet forklarer sig selv; intet sted kan man forsvinde så godt, som ind i en god bog. Pudsigt nok havde alle deltagere valgt at inkludere en eller flere bøger i deres billede.


Emne nr. 5 bød på Lørdagsliv. For mig er lørdag en hygge-dag (medmindre jeg er på arbejde), så jeg skyndte mig at bage nogle vafler, som jeg kunne bruge til billedet. Jeg havde ikke noget mælk, så jeg bagte dem på vand (men det kan man ikke se på billedet). Det resulterede i at de ikke smagte heeelt så godt som vanligt, men spist blev de da.;o) - Billedet vandt kategorien.


Det sidste emne var Ved torvet. Så er det ret trist at bo i Herlev, hvor der altså ikke er noget liv kl. 15:30 en lørdag eftermiddag! Min plan havde været at få et godt menneske-billede i kassen, men da der ikke var nogle mennesker, blev det i stedet denne due. Billedet vandt kategorien.


Som altid var det hyggeligt, udfordrende og til tider stressende at deltage i en foto-maraton. Indtil videre har jeg holdt mig til 6-7 timers konkurrencer, men der findes 24-timers konkurrencer også - jeg tror dog at jeg holder mig fra dem lidt endnu...
Jeg er godt tilfreds med tre 1.-pladser ud af 6 kategorier, så de andre deltagere har heldigvis også syntes om mine billeder.

2 kommentarer:

  1. Nu bliver jeg nødt til at afsløre at jeg kigger lidt med på din blog - for det her lyder da super sjovt! Hmm og måske også lidt stressende!
    Stort tillykke med resultaterne! Er der et link til konkurencen så man kan se flere billeder og måske finde et foto-marathon man engang skulle deltage i?

    Hilsen
    Signe (en af WATøserne)

    SvarSlet
  2. Det var også lidt stressende, men også meget hyggeligt. Weekendens fotomaraton blev afviklet i et lukket forum, så jeg kan ikke vise de andres billeder, men der foregår vist sådanne maratons jævnligt.
    - Vi blev vist inspireret af en venindes kæreste, som deltog i denne 24-timers maraton: www.fotomarathon.dk

    (Lidt ligesom Nordic24 - bare uden mudder!;o))

    SvarSlet