Jeg ved det godt; I er blevet forsømt.
Men altså - med et lille barn, så er der bare nok at tage sig til.
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvor helt utroligt og intenst man kan elske sådan et lille væsen. Faktisk har jeg altid syntes at babyer er sådan lidt kedelige - altså, de kan jo ikke noget?
Men alligevel kan jeg finde mig selv siddende med ham i armene, og bare betragte hans mimik når han sover, nusse hans fløjsbløde små arme, eller kysse ham skaldet - bare fordi jeg ikke kan lade være!
Vi er efterhånden ved at være ovenpå, sådan rent fysisk, efter fødslen (okay, mest mig - manden havde bare ondt i fødderne af at stå op), og jeg kan overskue hverdagen igen. Mad skal købes ind og tilberedes, hunden skal aktiveres og luftes og vi skal helst ikke kvæles i nullermænd imens.
Her til formiddag trillede jeg ned i Brugsen, så i aften når manden kommer hjem fra arbejde står den på
Chili con carne (på den milde måde - hvis jeg spiser stærk mad, bliver vores søde lille dreng nemlig forvandlet til et frådende skrige-monster) med masser af guacamole og nachos til.
Hverdagen er igang.:o)
