Min bedstemors historie.

Jeg er i gang med at læse en vidunderlig bog, der hedder "Min bedstemors historie". Den handler om 12 kvinders beretninger om deres bedstemødre. Den er rørende, tankevækkende og nu også inspirerende. Jeg fik nemlig helt lyst til at fortælle lidt om min bedstemor. Jeg har altid haft det tætteste forhold til min mormor, så det bliver hende I får lov til at lære lidt at kende.:o)

Min mormor døde for snart 3 år siden, 92 år gammel og jeg havde derfor ikke mange år sammen med hende, efter jeg selv blev "rigtig" voksen. 

Selvom hun døde på Hvidovre Hospital og hele det forløb fyldte ret meget, så husker jeg hende slet ikke som udmagret og gennemsigtig, Nej, min mormor var både stærk og sej. Igennem hele min barndom passede hun både mig og mine to søstre nærmest ugentligt, og vi fik derfor et meget tæt forhold til hende, ift. vores andre bedsteforældre. 
Det var hende der tog os med i Tivoli, hvor hun købte et turpas til os hver og satte sig på en bænk i skyggen. Så løb vi ellers rundt og kom tilbage til hende, for at fortælle om hvad vi havde oplevet, få penge til snold eller holde 'opsamling'. Sådan en Tivolitur sluttede når Mormors pung var tom - klog af skade købte hun altid klippekort, så vi var sikre på at kunne komme hjem igen; ellers var billetpengene sikkert også røget til is eller bolcher, der var nemlig ikke nogle smalle steder hos Mormor.

Det var også sammen med Mormor vi gik i Antikvarboghandleren. Ligesom jeg og min mor havde Mormor en stor kærlighed til bøger og vi læste altid meget; som små læste hun op for os og sidenhen sad vi hjemme i hendes lille 2-værelses i Hvidovre og gnavede os igennem De 5, Puk og Troldepus.
I samme lejlighed spiste vi slik én masse (faktisk var slikskabet placeret i det store skab som jeg har arvet) og is indtil vi fik mavepine. Søster er stadig rekordindehaver for 72 is på en weekend! Som Mormor sagde, så "er det jo bare vand". Jeg er ikke helt sikker på, at moderne diætister og kostvejledere vil være enige med hende.;o)

Det er nogle år siden at hun døde, men jeg kan stadig hendes telefonnummer udenad. Eller tænker " det må jeg fortælle Mormor". Og når jeg så - et splitsekund senere - kommer i tanke om at hun ikke er her længere, så ærgres jeg eller bliver helt trist. 
Der er så meget jeg gerne ville fortælle hende. Om hvordan jeg fandt min rette hylde, og nu kører ambulance. Hver gang jeg var hjemme at besøge hende sagde hun "Du kan da godt lide at køre bil, kan du ikke?". - Hun ville elske at høre, at jeg nu kører bil hver eneste gang jeg er på arbejde.

Vi ses på den anden side, Mormor.